Starten på noget nyt
Jeg hedder Christian, jeg er 24 år gammel, og jeg elsker selviscenesettelse (det er derfor, mit navn står med fed skrift).
Derfor var det vel egentlig kun et spørgsmål om tid, før jeg hoppede på blogging-vognen. Dette er - som du nok kan regne ud - sket nu.
Jeg har ingen idé om temaet i denne blog...ikke andet end at det bliver min ventil for frustrationer, følelser og anden generel galskab.
Og lad mig starte med at sætte niveauet med det samme med historien om Bøf og Flæske...og så håber jeg, at jeg kan leve op til det efterfølgende :
Jeg sad i dag i rygerummet med en kvindelig kollega og talte om navne...det har vi gjort før. Særligt børnenavne har været vendt og drejet et par gange før, fordi det virker som om, at børn er blevet et accessory for forældrene på linie med dyre solbriller, sko, komfur med keramisk kogeplade osv.
Fælles for alt dette er, at det skal have det rette navn for at være smart nok til, at man kan prale med det og dermed høste lidt respekt for alt dét, man har opnået i sit liv (i fornemmer måske allerede min holdning til dette emne, så jeg skal spare jer for yderligere galde i denne omgang...det kommer på et senere tidspunkt).
Når nu det er sådan, det er, så kan det næppe undre nogen, at børn også ligger under for disse regler, og derfor får nogle børn temmelig spektakulære navne som Æmilie, Oliviérre og sådan noget. Individualiteten skal jo understreges (gennem navnet og ikke gennem handlingerne, naturligvis...nej nej, at tage stilling til børns handlinger kræver engagement og fordybelse, og det vil vi ikke udsætte vores unger for).
Nå, men jeg kom altså frem til, at jeg vil have 2 børn, og de skal hedde Bøf og Flæske. Jeg ville foretrække at få en dreng og en pige (i den rækkefølge), men da det ikke er noget, man selv er herre over, synes jeg faktisk, at de to navne er helt perfekte, da de kan bruges til begge køn.
Dette er naturligvis ikke det eneste, der ligger til grund for min beslutning (som jeg for øvrigt nok hellere må vende med kæresten, inden det bliver aktuelt). Nej, der er skam mange grunde.
Fx glæder jeg mig utrolig meget til at kunne sige i et tonefald, der er sødt som honning: "Jeg elsker dig, Bøf", mens jeg kigger hengivent (og måske lidt sultent) på mit afkom. Det vil mere end gøre op for den samtale, der nok bliver nødvendig, når ordet "hakkebøf" kommer ind i ungens ordforråd.
Og Flæske er let at rime på, så der er et godt grundlag for festsange...for slet ikke at tale om det fantastiske i at kunne råbe "Så stopper du fan'me, Flæske", når jeg står i køen i Føtex og ser ungen hive legetøj ned fra hylderne. Det bliver et gyldent øjeblik, når samtlige mennesker i supermarkedet kigger på mig for at se, hvad der sker, og jeg derefter med et vildt udtryk i øjnene hvæser : "Reagerer i altid, når nogen råber Flæske?"
Men vigtigst af alt...det er en kontrast til Æmilie, Oliviérre og alle de andre unger, hvis forældre åbenbart stadig har en del at lære om dét at skille sig ud. Måske er deres ungers navne mere elegante end mine børns...men hvor deres "unikke børn" forsvinder i mængden af alle de andre "unikke børn", så vil mine børn blive husket for evigt. Det skal jeg nok sørge for.
Derfor var det vel egentlig kun et spørgsmål om tid, før jeg hoppede på blogging-vognen. Dette er - som du nok kan regne ud - sket nu.
Jeg har ingen idé om temaet i denne blog...ikke andet end at det bliver min ventil for frustrationer, følelser og anden generel galskab.
Og lad mig starte med at sætte niveauet med det samme med historien om Bøf og Flæske...og så håber jeg, at jeg kan leve op til det efterfølgende :
Jeg sad i dag i rygerummet med en kvindelig kollega og talte om navne...det har vi gjort før. Særligt børnenavne har været vendt og drejet et par gange før, fordi det virker som om, at børn er blevet et accessory for forældrene på linie med dyre solbriller, sko, komfur med keramisk kogeplade osv.
Fælles for alt dette er, at det skal have det rette navn for at være smart nok til, at man kan prale med det og dermed høste lidt respekt for alt dét, man har opnået i sit liv (i fornemmer måske allerede min holdning til dette emne, så jeg skal spare jer for yderligere galde i denne omgang...det kommer på et senere tidspunkt).
Når nu det er sådan, det er, så kan det næppe undre nogen, at børn også ligger under for disse regler, og derfor får nogle børn temmelig spektakulære navne som Æmilie, Oliviérre og sådan noget. Individualiteten skal jo understreges (gennem navnet og ikke gennem handlingerne, naturligvis...nej nej, at tage stilling til børns handlinger kræver engagement og fordybelse, og det vil vi ikke udsætte vores unger for).
Nå, men jeg kom altså frem til, at jeg vil have 2 børn, og de skal hedde Bøf og Flæske. Jeg ville foretrække at få en dreng og en pige (i den rækkefølge), men da det ikke er noget, man selv er herre over, synes jeg faktisk, at de to navne er helt perfekte, da de kan bruges til begge køn.
Dette er naturligvis ikke det eneste, der ligger til grund for min beslutning (som jeg for øvrigt nok hellere må vende med kæresten, inden det bliver aktuelt). Nej, der er skam mange grunde.
Fx glæder jeg mig utrolig meget til at kunne sige i et tonefald, der er sødt som honning: "Jeg elsker dig, Bøf", mens jeg kigger hengivent (og måske lidt sultent) på mit afkom. Det vil mere end gøre op for den samtale, der nok bliver nødvendig, når ordet "hakkebøf" kommer ind i ungens ordforråd.
Og Flæske er let at rime på, så der er et godt grundlag for festsange...for slet ikke at tale om det fantastiske i at kunne råbe "Så stopper du fan'me, Flæske", når jeg står i køen i Føtex og ser ungen hive legetøj ned fra hylderne. Det bliver et gyldent øjeblik, når samtlige mennesker i supermarkedet kigger på mig for at se, hvad der sker, og jeg derefter med et vildt udtryk i øjnene hvæser : "Reagerer i altid, når nogen råber Flæske?"
Men vigtigst af alt...det er en kontrast til Æmilie, Oliviérre og alle de andre unger, hvis forældre åbenbart stadig har en del at lære om dét at skille sig ud. Måske er deres ungers navne mere elegante end mine børns...men hvor deres "unikke børn" forsvinder i mængden af alle de andre "unikke børn", så vil mine børn blive husket for evigt. Det skal jeg nok sørge for.
Jeg sagde dette kl. 1:54 PM
3 Comments:
Altså, først og fremmest ønsker jeg dig, Flæske og Bøf en smuk fremtid. Og så vil jeg henvise til måske allerede nu, at få hevet en aftale i stand, så Flæske kan komme i træningscenter allerede som 3-årig - for du kan lige vove på, at gøre den pige fed. Det ville simpelthen være synd (men yderst komisk for alle andre, hihi)
Men det er fint... du napper Bøf og Flæske, og så finder jeg nogle uden at benytte æøå, for jeg kan jo godt lide internationalisering;)
Mange tak for de positive ønsker.
Jeg har dog tænkt mig at opfede Flæske til det ekstreme...og også Bøf for den sags skyld. For deres eget bedste.
Hvis de arver mit gen for klodsethed, så har de brug for ekstra polstring, når de vælter rundt som to små hudfarvede teletubbies på syretrip.
Desuden ville det da være ondt at kalde en pige for Flæske, hvis hun var helt vildt tynd. Sådan noget giver piger psykiske problemer. Der skal være konsistens mellem en person og dennes navn.
"vælter rundt som to små hudfarvede teletubbies på syretrip" ... yndigt mentalt billede..
Jeg vil hellere give spøjse navne... Har allerede en liste så må det eventuelle hankønsvæsen der er indvolveret i skabelsen af det ligeså eventuelle kræ jo vælge derfra. Og nej. hverken Æmilie eller Oliviére (?) er på...
Jeg vil forresten gerne høre lidt mere om hvordan du kaprede tysken... enten hist eller pist..
Send en kommentar
<< Home