Hjertet knækkede sgu...

Jeg vil på forhånd undskylde mit sprogbrug i denne entry. Det bliver ikke sofistikeret eller smart...det bliver måske ikke engang medrivende. Det håber jeg dog, at historien gør.

Anyway...klokken er 2.14, og jeg er lige kommet ind ad døren fra en familiefest på Fyn. At tage hjem til Sjælland klokken 23 er ikke noget, man bare lige gør, men jeg kunne ikke klare mere. Jeg er helt færdig.

Jeg var blevet advaret om Ulla. Jeg havde fået at vide, at hun var alkoholiker, og at hun blev ubehagelig, når hun blev fuld. Hun er separeret/skilt fra sin mand, der har deres 19-årige søn boende. Deres 13-årige datter bor hos en plejefamilie af årsager, jeg ikke tør gætte mig til.

Først og fremmest bør jeg vel lige sige, at emnet "alkoholiserede mødre" ikke er fremmed for mig. Faktisk har jeg haft det meget tæt inde på livet indtil for 5 år siden, hvor min egen mor havde smadret sin krop så meget med alkohol, at den bukkede under. Sådan noget gør et menneske hårdt...meget hårdt. Men i dag bukkede jeg under på en måde, som jeg ikke har gjort i mange år.


Ulla var i starten rigtig hyggelig. Pludselig skiftede hun karakter...vi var alle lidt fulde i starten af eftermiddagen, men hun var anderledes på en måde. Hun fik det der ondskabsfulde blik i øjnene, der kendetegner en dranker, der godt ved, at hun har problemer, og at alle er klar over det...men som i stedet for at gøre noget ved det vælger at hade og bebrejde verden for hendes ulyksagligheder.

Jeg mærkede det først rigtig, da hun spurgte til mine cigaretter...ganske almindelige gule Kings. Jeg tilbød hende én, og hun ville så give mig en af hendes hjemmerullede i bytte. Jeg bryder mig ikke så meget om Escort tobak, så jeg takkede nej, og så ville hun ikke have min Kings. Typisk mindreværdskompleks..."min tobak er ikke god nok til ham, så jeg vil fan'me ikke ryge hans snob-smøg".

Kort efter sidder jeg og viser min stedmor og Ullas datter, Susan, nogle billeder på min mobil. Sjove billeder af mig med paryk og sådan noget. Pludselig er der en kort pause, og så spørger Ulla, om jeg lægger an på hendes datter. Meget upassende, når man tager i betragtning, at dette er en familiefest, og at jeg er 24 og Susan 13.

Kommentaren faldt også helt til jorden, og jeg forlod efter lokalet efter en kort tænkepause, hvor jeg prøvede at finde en måde at gøre situationen mindre pinlig for Susan. Hun klarede det heldigvis selv ved at sige til sin mor, at hun var dum at høre på. Fan'me sejt gjort af en pige i den alder og i den situation.

Da jeg gik forbi hende for at gå ud af døren, sagde Ulla undskyld, og jeg svarede igen med et meget naturligt "Jeg ved da godt, at det bare var for sjov"...jeg tror i hvert fald, at det var naturligt. Men det var fan'me ubehageligt, for jeg kunne mærke, at hun var ved at miste kontrollen.

Ulla blev mere og mere fuld...til sidst sad hun i stuen og spurgte mig på en måde, som kun kan forstås af de, der har set en ravende alkoholiker: "Christian...hvor er mine børn?"

Sætningen blev sagt i afmagt...af en person, der havde mistet forbindelsen til sine børn både fysisk og psykisk...og det lød som om, at hun spurgte mig om hjælp til at finde dem på begge måder igen. Som om hun pludselig vågnede op og fandt ud af, at hendes børn var uden for hendes rækkevidde, og så lavede hendes fulde hjerne et krumspring, der fik hende til at tro, at hun kunne få dem tilbage, hvis bare hun vidste, hvor de var henne.

Jeg tænker en del over, hvorfor hun spurgte mig. Vi har kun mødt hinanden en enkelt gang eller to før. Men jeg tror, at hun kunne se, jeg var vant til folk, der opførte sig som hende. Det er egentlig sjovt, som jeg altid bliver "genkendt" af sådanne mennesker...jeg tror, de kan lugte det...nærmest som blodhunde.

Jeg kunne kun forstå hendes spørgmål, fordi jeg har lært at forstå folk, der er så stive, at de ikke længere kan tale. Det hele var ét langt ord...men jeg forstod det og svarede hende, at de sikkert var ude i køkkenet. Mens hele min fortid pressede sig på. Jeg kan åbenbart ikke få fred for den...og samtidig var min sympati for hendes stakkels børn så overvældende, at jeg næsten ikke kunne indeholde det hele, fordi jeg alt for godt er klar over, hvordan det er at se sin mor sådan foran hele familien.

Men det blev værre...da de skulle hjem, måtte hun bæres ud til bilen af sin far (der var "fødselsdagsbarn") og sin 19-årige søn. Det gjorde ondt at se.

Og da vi sagde farvel til Susan i køkkenet, satte hun det modige ansigt på, selvom alle tilbageværende tydeligt viste deres sympati...uden ord godt nok, men alligevel. Jeg sagde farvel med et kram og en munter kommentar...det var alt, hvad jeg kunne magte, fordi hendes smerte var så tydelig i hendes ansigt. Og så gik jeg ind i stuen. Mest for at komme af vejen.

Kort efter går jeg ud i køkkenet igen og ser hende stå og hulke op ad min stedmors skulder. Hun er helt knust og i samme øjeblik rammer det mig...og jeg brækker bare fuldstændig sammen. Jeg kan næsten fysisk mærke, hvordan jeg går i stykker indeni. Men jeg bider tænderne sammen, og der er ikke én eneste tåre, der forlader mine øjne, mens vi nærmest danner ring om hende og min stedmor for at vise vores støtte.

Men jeg må til sidst gå ind i stuen for at komme af med det hele, og jeg begynder selv at hulke...ikke på samme måde, som når man græder...mere desperat...for at komme af med de følelser, der sidder i klemme, så jeg kan tørre øjnene og gå ud til Susan igen og vise min støtte.

Det lykkedes mig at få det ud og klare tankerne på et minuts tid, og så går jeg derud igen. Denne gang står Susan og tuder op ad en anden...jeg tror, at det var min far. Han siger i hvert fald farvel til hende med et tilbud om, at hun kan komme over og bo hos dem i et stykke tid, hvis hun har brug for at komme væk. Han græder imens.

Bagefter går jeg hen til hende igen for at fortælle hende meget, meget kort, at jeg forstår hende på en måde, som kun folk, der har været i samme situation, kan gøre. Hun ser mig gå hen mod hende og siger: "Christian, du skal have et kram til"...og så kaster hun sig nærmest om halsen på mig. Min umiddelbare association var en druknende, der klamrer sig til at stykke drivtømmer for ikke at dø. Jeg fortæller hende mit budskab...at jeg selv har meget indgående erfaring med hendes problem, og at jeg støtter hende alt, hvad jeg kan. Og hvis der er noget, så...

Men det bliver der for helvede aldrig...det gør der ikke. Aldrig nogensinde. Det ved jeg bedre end nogen anden. For hvis ens mor drikker, så spørger man ikke om hjælp. Man klarer sig selv, og man holder især sine problemer for sig selv. Dét er, hvad man lærer af en dranker-mor. Man lærer at være alene, og man lærer at forblive alene. Man lærer at skubbe al hjælp væk, fordi det er "pinligt" at have brug for hjælp. Det er dét, Susan vil lære over de næste par år...den er der ikke helt endnu, men den skal sgu sikkert nok komme, selvom hun bor hos en plejefamilie. Hvis hun fortsætter kontakten til sin mor, så vil hun blive ødelagt.

Og det gør fan'me så ondt ind i det inderste af min person at se en ellers dejlig, frisk ung pige blive smadret af sin mor. Både fordi det minder mig om mig selv...også fordi det bare er så forkert...men mest fordi der ikke er en skid at gøre ved det. Jeg føler mig normalt aldrig magtesløs...jeg føler mig aldrig virkelig sårbar...jeg kan klare stort set hvad som helst...men i dag knækkede jeg fuldstændig, og stort set alt dette er skrevet med tårer i øjnene, fordi jeg tænker på stakkels Susan, som ikke kan hjælpes af nogen overhovedet.

Hvis du er rørt af dette...bare en lille smule...så har det her gjort en forskel på en eller anden måde. Hvis det her bliver siddende i dig...så forhindrer det måske en lignende situation i at opstå, fordi du om mange år ser noget lignende under opsejling og muligvis forhindrer det...og så har Susan ikke gennemgået det her helt forgæves.

Det er måske utrolig optimistisk at tænke sådan...det er faktisk ren og skær ønsketænkning...men det er krafted'me det eneste positive, jeg kan komme til at tænke på efter den her aften. Og jeg vil så gerne have, at det umulige for én gangs skyld viser sig at være mulige alligevel. Bare en enkelt gang. Kan der for helvede ikke bare for EN gangs skyld være en lille smule lys midt i alt det mørke, der følger med forældre, der er alkoholikere?

Dumt spørgsmål, hva'? Jeg tror bedst, at det besvares ved at fortælle, hvad der skete, da de var kørt. Vi sad 5 mennesker i udestuen...alle sammen med våde øjne og rystende stemmer. Min egen stemme knækkede konstant over, da jeg efter en kort stilhed pludselig udbrød: "Jeg kan fan'me ikke klare det her...det gør så ondt at se". Alle kiggede bare ned i jorden...for der var ingen trøst at give eller hente nogen steder.