Selvransagelse og kagemangel
Er det grund til bekymring, når ens første tanke er at blogge, når man er lidt trist? Jeg har tidligere brugt lignende medier til at lukke tanker ud, når der har været behov for det, men det var før, jeg hoppede med på blogger-bølgen. Det er vist en dårlig vane, men alligevel...
Jeg har ikke lyst til at tage konsekvensen af at handle på de tanker, jeg render rundt med. Så jeg har ikke lyst til at tale med nogen om dem...og jeg ved formentlig også, hvad de vil sige, og at de har ret.
Jeg har indset, at jeg er fjollet, fordi jeg fx har så svært ved at tage mig sammen til at gøre noget definitivt, at jeg stadig har et kæmpe stuebord stående på højkant i mit soveværelse efter halvandet eller to år. Jeg kan bare ikke forlige mig med tanken om at skille mig af med det...at ændre noget. For hvad nu hvis det er en ændring til det værre? En ændring som ikke kan gøres om?
Jeg har aldrig haft det bedre i mit liv, end jeg har det nu, og hvad nu hvis jeg fucker det op?
Måske er det bare vinterens tidlige mørke, der sætter sig på mit humør (og prutter godt igennem, for det stinker sgu). Eller måske er det tanken om, at jeg på et tidspunkt bliver nødt til at ændre nogle ting i mit liv for at forfølge mine drømme om et normalt liv...bl.a. at lægge min unormale opvækst bag mig for alvor istedet for at gemme mig for mig selv bag undskyldninger om, at der engang i min næsten glemte fortid skete grimme ting, og at jeg måske ikke er helt færdig med dem endnu.
Og måske er det særlig slemt nu, fordi det bliver mere og mere tydeligt for mig, at mit liv står i stampe, som om jeg venter på, at der sker noget fantastisk helt af sig selv. Sådan noget er der kun én kur mod...at tage sig selv i nakken og gøre noget ved det. Men først og fremmest skal jeg forbi tanken om de risici, der følger med definitive valg, og dernæst skal jeg finde ud af, hvad pokker jeg skal gøre rent praktisk.
Den ene dag griber den anden, og hvert sekund, der går, får du aldrig igen. Det er kloge ord, som jeg ville havde copyright'et, hvis jeg havde fundet på dem selv. Og så er de satans sigende for min situation lige nu. Er det dét her, jeg vil med mit liv? Jeg står med den ene fod i teenageårene, som jeg føler mig for voksen til, og den anden i et voksenliv, som jeg ikke er sikker på, at jeg er voksen nok til at håndtere.
Løsningen er klar, men handlingen udebliver. Sådan fortsætter det nok lidt endnu. Indtil da må jeg bare sørge for at nyde livet lidt mere, mens dagene bliver mørkere.
Det er også næsten en uge siden, at jeg sidst fik kage (men da fik jeg til gengæld også meget!). I morgen er det kagedag på arbejdet, og hvis det ikke kan forsøde tilværelsen lidt (høh, fik i dén?), så ved jeg ikke, hvad der kan. Det skulle da lige være et besøg af hende den lille søde.
Jeg improviserer bare herfra...ligesom hidtil. På et tidspunkt bliver jeg vel træt af at have det sådan her...nok til at gøre noget ved det. Planerne må vente, indtil jeg har besluttet, hvad det er, jeg vil opnå.
Det lyder egentlig også som en plan i sig selv, og det er vist godt nok til mig i aften.
Jeg har ikke lyst til at tage konsekvensen af at handle på de tanker, jeg render rundt med. Så jeg har ikke lyst til at tale med nogen om dem...og jeg ved formentlig også, hvad de vil sige, og at de har ret.
Jeg har indset, at jeg er fjollet, fordi jeg fx har så svært ved at tage mig sammen til at gøre noget definitivt, at jeg stadig har et kæmpe stuebord stående på højkant i mit soveværelse efter halvandet eller to år. Jeg kan bare ikke forlige mig med tanken om at skille mig af med det...at ændre noget. For hvad nu hvis det er en ændring til det værre? En ændring som ikke kan gøres om?
Jeg har aldrig haft det bedre i mit liv, end jeg har det nu, og hvad nu hvis jeg fucker det op?
Måske er det bare vinterens tidlige mørke, der sætter sig på mit humør (og prutter godt igennem, for det stinker sgu). Eller måske er det tanken om, at jeg på et tidspunkt bliver nødt til at ændre nogle ting i mit liv for at forfølge mine drømme om et normalt liv...bl.a. at lægge min unormale opvækst bag mig for alvor istedet for at gemme mig for mig selv bag undskyldninger om, at der engang i min næsten glemte fortid skete grimme ting, og at jeg måske ikke er helt færdig med dem endnu.
Og måske er det særlig slemt nu, fordi det bliver mere og mere tydeligt for mig, at mit liv står i stampe, som om jeg venter på, at der sker noget fantastisk helt af sig selv. Sådan noget er der kun én kur mod...at tage sig selv i nakken og gøre noget ved det. Men først og fremmest skal jeg forbi tanken om de risici, der følger med definitive valg, og dernæst skal jeg finde ud af, hvad pokker jeg skal gøre rent praktisk.
Den ene dag griber den anden, og hvert sekund, der går, får du aldrig igen. Det er kloge ord, som jeg ville havde copyright'et, hvis jeg havde fundet på dem selv. Og så er de satans sigende for min situation lige nu. Er det dét her, jeg vil med mit liv? Jeg står med den ene fod i teenageårene, som jeg føler mig for voksen til, og den anden i et voksenliv, som jeg ikke er sikker på, at jeg er voksen nok til at håndtere.
Løsningen er klar, men handlingen udebliver. Sådan fortsætter det nok lidt endnu. Indtil da må jeg bare sørge for at nyde livet lidt mere, mens dagene bliver mørkere.
Det er også næsten en uge siden, at jeg sidst fik kage (men da fik jeg til gengæld også meget!). I morgen er det kagedag på arbejdet, og hvis det ikke kan forsøde tilværelsen lidt (høh, fik i dén?), så ved jeg ikke, hvad der kan. Det skulle da lige være et besøg af hende den lille søde.
Jeg improviserer bare herfra...ligesom hidtil. På et tidspunkt bliver jeg vel træt af at have det sådan her...nok til at gøre noget ved det. Planerne må vente, indtil jeg har besluttet, hvad det er, jeg vil opnå.
Det lyder egentlig også som en plan i sig selv, og det er vist godt nok til mig i aften.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home