Galninge og hvorfor de godt kan lide mig

Jeg har længe vidst, at jeg tiltrækker folk, der ikke er helt normale i hovedet.

Hvis jeg sidder i en bus, og der stiger en tydeligvis beruset eller på anden måde psykisk ustabil person på, så ved jeg, at de sætter sig ved siden af mig og tager det som en selvfølge, at jeg er interesseret i at høre, hvad de har at sige.

Lad mig lægge hårdt ud med at sige, at intet interesserer mig mindre. Ikke engang Paraguays bruttonationalprodukt. Men ak...jeg er på en eller anden måde indlagt til altid at ende med at møde sådanne personer, og selvom det ikke altid er ubehageligt at møde sære mennesker, så sker det bare ufatteligt ofte for mig. Og jeg har egentlig længe haft på fornemmelsen, at det er, fordi jeg ser så rar og imødekommende ud.

Men nej...i dag blev denne teori skudt i sænk af et par teenagepiger.

Jeg kommer cyklende hjem i mine egne tanker...opmærksom på trafikken naturligvis, men ikke mere end nødvendigt, hvilket efterlader rigelig hjernekapacitet til andre tanker. Det er næsten mørkt, og pludselig ser jeg 30 meter længere fremme to piger, der står ude på vejen og vifter med armene, mens de råber noget utydeligt.

Mit beskytterinstinkt træder straks i kraft, og udfra deres ophidselse kan jeg fornemme, at der er sket noget frygteligt...eller måske er der ved at ske noget frygteligt, som jeg kan nå at stoppe.

Jeg speeder op og bremser hårdt op foran dem, men der møder mig lutter smilende ansigter hos de to 13-årige tøser, og jeg er forundret. Det ændrer sig ikke, da den ene siger til mig, mens hun stolt fremviser en lyserød rose:

"Brønshøj Kirke på onsdag klokken 14!!".

Jeg ser nok mindst lige så forundret ud, som jeg føler mig, for hun uddyber straks...med en tone som om det var en selvfølge, og at jeg må være mere end almindelig dum, når jeg ikke selv kan regne det ud:

"Jeg skal giftes!".

Det hjælper selvsagt ikke meget på min forvirring, men jeg får dog fat i, at der ikke er noget galt. Så jeg siger tillykke til den vordende brud og forsikrer dem om, at jeg vil komme til brylluppet. Og så løber de om muligt endnu mere glade videre ned ad vejen, mens de efterlader mig med én tanke i hovedet:

"Hvad skete der lige dér?!".

Jeg er efterhånden holdt op med at undre mig...det kan ikke betale sig, for så kunne jeg vist ikke lave andet.

Men nu er jeg alligevel forvirret igen. De kunne jo ikke se mit venlige ansigt i mørket på den afstand, så det må være noget andet, der gør, at sådanne ting sker så ofte for mig.

Har alle i andre fået fat i en eller anden "crazy repellant", som jeg ikke har hørt om?

Hvis der er nogen, der har et forslag, så sig endelig frem.