Held i biluheld
Jeg har tidligere været inde på, at jeg kom til at ridse min fars og stedmors bil, mens de var på ferie.
Der kom et lille efterspil, som jeg vil berette om hér.
Da jeg havde fortalt dem om ridsen uden i lufthavnen, fik jeg mulighed for at tale med min stedmor under fire øjne, da vi skulle ud og ryge, mens de andre stod og drak en velkommen-hjem-øl. Eller...det var faktisk en kvajebajer, som jeg gladeligt gav, fordi jeg havde kvajet mig med den skide ridse.
Jeg fortalte hende, at hun gerne måtte stå fast på, at jeg skulle betale for ridsen, når nu det var mig, der havde lavet den. Jeg vidste, at min far ville forsøge holde hånden over mig på det økonomiske område, for det har han altid gjort.
Nu er det sådan, at jeg har plads i økonomien til den slags udgifter, selvom jeg selvfølgelig helst vil undgå dem. Og så er det ret umyndiggørende (er det et ord?), at min far "beskytter" mig på den måde. Det er jeg lidt træt af.
Men altså...regningen ville lyde på ca. 4000 kroner, og jeg fik IKKE lov til at betale.
I mangel af bedre lagde jeg en plan. En plan der skulle bringe balance i tingene. En plan der skulle gøre godt for min manglende evne til at passe på deres bil.
Jeg ville købe dem noget luksus. Så jeg købte en ret god Calvados (æblebrændevin) til min far...til ca. 600 kroner. Og så to flasker portvin til min stedmor til en samlet værdi af 550 kroner. Det giver en saldo på godt og vel 1150 kroner.
Jeg syntes egentlig, at det var en ret god idé, for de fik noget, de aldrig selv ville købe, og jeg sparede knap 3000 kroner.
Da jeg afleverede gaverne, blev de helt forlegne...eller sådan så det ud, da de kiggede på hinanden. I virkeligheden udvekslede de spørgende blikke, for de havde også en overraskelse til mig, og de skulle lige finde ud af, om jeg skulle have den dér, selvom jeg ikke helt havde fortjent den endnu.
Jeg skulle hjælpe dem med noget tungt løftearbejde, og det ville de gerne belønne mig for, så de havde købt noget til mig. Det var også et symbol på, at de ikke var sure over ridsen i bilen. Det sagde de som en slags efterbemærkning, men jeg tror nu, at det var hovedmotivationen, for man får sgu ikke en 27 års Port Ellen Whisky for at flytte en tørretumbler!
Min far ville sikre sig, at jeg ikke bare delte det meste af flasken ud til whisky-interesserede venner, så han gav mig kvitteringen for at vise mig, hvad den havde kostet. 1895 kroner! 1895 fucking kroner!!
Jeg ville gerne give dem noget stort, når nu jeg ikke kunne få lov til at betale for reparationen af bilen, men nej...
Jeg KAN bare ikke få lov til at vinde en eneste gang, når det kommer til at vise, at jeg er økonomisk uafhængig af dem.
Egentlig er det fjollet at have det sådan, men sådan er det altså.
Jeg blev dog meget glad for whiskyen, og jeg spurgte også straks:
"Er det, fordi jeg ikke skal have dårlig samvittighed over bilen? Ehm...hvornår kan jeg låne bilen, så jeg kan lave flere rids...eh...besøge nogle venner i...øh...udenfor København?"
Der kom et lille efterspil, som jeg vil berette om hér.
Da jeg havde fortalt dem om ridsen uden i lufthavnen, fik jeg mulighed for at tale med min stedmor under fire øjne, da vi skulle ud og ryge, mens de andre stod og drak en velkommen-hjem-øl. Eller...det var faktisk en kvajebajer, som jeg gladeligt gav, fordi jeg havde kvajet mig med den skide ridse.
Jeg fortalte hende, at hun gerne måtte stå fast på, at jeg skulle betale for ridsen, når nu det var mig, der havde lavet den. Jeg vidste, at min far ville forsøge holde hånden over mig på det økonomiske område, for det har han altid gjort.
Nu er det sådan, at jeg har plads i økonomien til den slags udgifter, selvom jeg selvfølgelig helst vil undgå dem. Og så er det ret umyndiggørende (er det et ord?), at min far "beskytter" mig på den måde. Det er jeg lidt træt af.
Men altså...regningen ville lyde på ca. 4000 kroner, og jeg fik IKKE lov til at betale.
I mangel af bedre lagde jeg en plan. En plan der skulle bringe balance i tingene. En plan der skulle gøre godt for min manglende evne til at passe på deres bil.
Jeg ville købe dem noget luksus. Så jeg købte en ret god Calvados (æblebrændevin) til min far...til ca. 600 kroner. Og så to flasker portvin til min stedmor til en samlet værdi af 550 kroner. Det giver en saldo på godt og vel 1150 kroner.
Jeg syntes egentlig, at det var en ret god idé, for de fik noget, de aldrig selv ville købe, og jeg sparede knap 3000 kroner.
Da jeg afleverede gaverne, blev de helt forlegne...eller sådan så det ud, da de kiggede på hinanden. I virkeligheden udvekslede de spørgende blikke, for de havde også en overraskelse til mig, og de skulle lige finde ud af, om jeg skulle have den dér, selvom jeg ikke helt havde fortjent den endnu.
Jeg skulle hjælpe dem med noget tungt løftearbejde, og det ville de gerne belønne mig for, så de havde købt noget til mig. Det var også et symbol på, at de ikke var sure over ridsen i bilen. Det sagde de som en slags efterbemærkning, men jeg tror nu, at det var hovedmotivationen, for man får sgu ikke en 27 års Port Ellen Whisky for at flytte en tørretumbler!
Min far ville sikre sig, at jeg ikke bare delte det meste af flasken ud til whisky-interesserede venner, så han gav mig kvitteringen for at vise mig, hvad den havde kostet. 1895 kroner! 1895 fucking kroner!!
Jeg ville gerne give dem noget stort, når nu jeg ikke kunne få lov til at betale for reparationen af bilen, men nej...
Jeg KAN bare ikke få lov til at vinde en eneste gang, når det kommer til at vise, at jeg er økonomisk uafhængig af dem.
Egentlig er det fjollet at have det sådan, men sådan er det altså.
Jeg blev dog meget glad for whiskyen, og jeg spurgte også straks:
"Er det, fordi jeg ikke skal have dårlig samvittighed over bilen? Ehm...hvornår kan jeg låne bilen, så jeg kan lave flere rids...eh...besøge nogle venner i...øh...udenfor København?"
Jeg sagde dette kl. 12:46 AM
7 Comments:
*lol* åh, jeg kan så godt li din far... Men 1900 kr for en skide whisky? Det må sqda være bondefangeri!
Ja, det er svært at have noget imod en person, der gør sådan noget, ikke? ;)
OG nej, det er en rimelig pris. Distilleriet lukkede for 24 år siden, og flasken er faktisk en sjældenhed. Der blev kun tappet lidt over 2000 flasker af netop dén årgang, og da stedet er lukket nu, så er prisen altså steget væsentligt. :)
Jeg har dog ikke smagt den endnu, så jeg skal ikke kunne sige, om den er pengene værd. Jeg gemmer den til en særlig lejlighed.
Husk at købe rigtig cola til den! Ikke det der billige sprøjt fra Netto!
Nå pjat til side. Held og lykke med den - Det bliver da noget af en oplevelse at smage.
Jeg har drukket Armagnac fra 62 de sidste par gange jeg har været på Hereford... Fuck, hvor er det lækkert!
Cola?!
Der er fan'me dømt straffespark. Og det skal sidde lige i bollerne!
Armagnac siger mig egentlig ikke det store, men det er også længe siden, jeg har smagt det. Måske skulle man give det en chance mere.
Man kan jo aldrig få nok dyre vaner, vel? ;)
Tja... Jeg er jo ikke den store whisky fan, men jeg håber fanme den er alle pengene værd... Og mere til!
Ellers kan den vel altid bruges til en gang irish coffee... ;)
I driller mig alle sammen! :(
Send en kommentar
<< Home