fredag, juni 29, 2007

Klar til Roskilde Festival...?

I morgen klokken 16 bliver jeg hentet af 2 venner, som jeg skal bo i lejr med på årets Roskilde Festival. De har bil, hvilket gør transporten meget lettere, når nu jeg har fået forbandet ondt i ryggen.

De sidste to døgn har været et inferno af smerte og hold i ryggen. Det er ikke godt, når man nu skal ud og campere i en uge. Så jeg sidder lige nu med en varmepude mellem min ryg og ryglænet i min (nye) sofa, selvom det får mig til at føle mig endnu ældre, end jeg egentlig er. Varmepuder er for tøser og gamle mennesker. :(

Det er dog alligevel den mest behagelige måde, jeg nogensinde har fået "varmet mine rygstykker" på.

Uanset rygsmerter er der stadig nogle ting, der bare skal ordnes, inden festivallen går i gang. Så jeg humper lidt rundt i lejligheden og prøver at finde ud af, hvad der skal pakkes ned i hvilken taske.

Jeg skal desuden også købe ekstra guitarstrenge og plektre (de små sataner forsvinder for et godt ord), og det falder meget heldigt sammen med, at jeg skal forbi de gamle og sige farvel, inden de tager til Stockholm, og jeg selv tager til Roskilde. Der ligger nemlig en glimrende guitarforretning tæt på deres lejlighed.

I går aftes kom kæresten forbi efter at have været til studenterfest til klokken 2 om natten. Hun trodsede tømmermændene og kom ud og havde ondt af mig og min ryg. Og hun blev slet ikke skuffet over, at min planlagte festmiddag endte med at blive til spaghetti og kødsovs.

Set i retrospekt var det nok også noget nær den perfekte menu, når nu man er blevet student og derfor har tømmermænd.

I aften, når den sædvanlige "afskedsceremoni" med forældrene i aften er afsluttet, tager jeg ud til svigerfamilien og hjælper med at gøre klar til en regulær invasion af berusede mennesker med eksamensbeviser og øllebajsere under armen.

Det er nok meget god træning til festivallen, og om ikke andet kan man ikke forvente, at folk på mine svigerforældres alder helt forstår at håndtere mellem 20 og 25 møgstive repræsentanter for den danske ungdom. Så jeg tror, at jeg må trodse mine rygsmerter og tage ud for at hjælpe med at holde håret, når hækken skal inspiceres af de kloge, unge mennesker.

Nå, der venter mig et dejligt varmt bad og en knap så dejlig varm bustur i den nærmeste fremtid, så jeg må hellere stoppe hér med følgende lille kuriøsitet :

Nu er min *&(¤"!%¤/& DVD afspiller også begyndt at dø. Den vil ikke afspille halvdelen af de skiver, jeg lægger i den.

Jeg vidste bare, at det var en dårlig idé at spænde ben for den gamle sigøjnerdame...