Hvor langt kan jeg gå...?

Jeg har længe set mig selv som et forholdsvis intelligent menneske.

Nogle vil sikkert være uenige, men jeg føler, at jeg har et bevis i mine karakterbøger. Der er en masse 8- og 9-taller og et par enkelte karakterer, der var endnu højere. Det er måske ikke i sig selv grund til den helt store beundring...men taget i betragtning at jeg stort set aldrig fulgte med i skolen, så synes jeg, at det er ret imponerende.

Det kan så naturligvis diskuteres, hvor smart det er ikke at følge med i skolen...men alligevel. Jeg er altså overbevist om, at min formåen strækker sig ud over det sædvanlige, og ikke kun på det lingvistiske område. Min evne til at reflektere over begivenheder er også ret...ehm...raffineret.

Nå, det var egentlig ikke min mening blot at fremhæve alle mine fortræffeligheder hér.

Jeg ønsker derimod at spekulere lidt over, hvordan et ellers fornuftigt menneske kan ende i de situtioner, som jeg ofte ser mig selv havne i.

Jeg var til fødselsdagsfest hos en veninde i fredags. Forinden havde min kæreste og jeg været til en grillfest hos en af hendes venner. Vi startede altså klokken 16, og da fredagen var ved at blive til lørdag, var jeg temmelig beruset i både øl, vin og hård spiritus.

Som det så ofte sker, når man har fået lidt at drikke, skulle jeg på toilettet med regelmæssige intervaller. Og derude legede jeg den gode, gamle leg, der er forbeholdt hankønsvæsener og uhygiejniske piger: Få hele vandoverfladen til at skumme, når du står og pisser.

Det lykkedes mig ikke. Og på en eller anden måde inspirerede det mig til en tale for fødselaren. Den lød i hovedtræk således:

Jeg stod ude på toilettet og prøvede at få hele overfladen til at skumme til. Det lykkedes ikke. Om der er for meget eller for lidt kalk i vandet, eller om min alkoholpromille er en betydende faktor, ved jeg ikke, men jeg kunne simpelthen ikke.

I undrer jer måske over relevansen til dette arrangement og vores allesammens fødselar. [Folk bekræftede dette udsagn meget ivrigt]

Det handler om, hvad man engang kunne, som man ikke kan mere. Engang kunne jeg altid få hele overfladen til at skumme. Det kan jeg åbenbart ikke mere. Og engang fandt jeg en fantastisk veninde. Jeg tror aldrig, at jeg kan finde en lige så god veninde igen.

[kunstpause, hvor alle lige får mulighed for at tænke lidt over, hvad jeg netop har sagt]

Julie...du er overfladen, der altid skummer!!


Det var min tale. Mens jeg stod og talte, syntes jeg selv, at det var en smuk tanke, men set i bagklogskabens dystre lys kan jeg godt se, at det er lidet flatterende at sammenligne mit forhold til min bedste veninde med effekten af urin, der rammer vandet i et toilet.

Men det var ikke desto mindre, hvad der skete.

Selvsamme veninde lagde lejlighed til den seneste af mine bommerter, da vi (igen) fejrede hendes fødselsdag her til morgen...denne gang på selve dagen og med surprise-besøg fra vennerne og morgenmad.

Midt i festlighederne lykkedes det mig at få kaffe i øjet. Varm kaffe. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det skete, men jeg ved til gengæld med 100 procents sikkerhed, at jeg bør undgå den situation fremover.

Min første reaktion var at grine højt, fordi jeg kunne se for mit indre (og i øvrigt, kaffefri) øje, hvordan det ville se ud, at jeg sidder og holder mig for øjet, mens jeg råber: "Av for helvede, jeg fik kaffe i øjet".

Da folk stopper samtalen for at spørge, hvad jeg griner af, sker der netop dét, jeg havde forestillet mig. Jeg sidder med hånden for øjet og siger "Av, jeg fik kaffe i øjet". Og så fortsætter deres samtale bare. Sådan husker jeg det i hvert fald...det meste af min opmærksomhed blev godt nok dedikeret til mit sårede øje, men jeg er ret sikker på, at der ikke var nogen, der spurgte, hvordan det lykkedes mig at få kaffe i øjet. Folk er simpelthen holdt op med at undre sig.

Jeg tror, at de her ting sker for mig alt for ofte. Og det bliver understøttet af, at mine venner ikke engang undrer sig over fremgangsmåden, når jeg får kaffe i øjet.

Nogle gange er det altså hårdt at være mig.