25 and counting

Om præcis 27 dage fylder jeg 25. Et kvart århundrede.

Det føles sgu lidt skægt. Okay, jeg kan godt mærke, at jeg ikke længere kan gå uger uden at barbere mig, og både indtægter og regninger er steget lidt de sidste 10 år.

Men jeg synes nu, at 25 lyder gammelt. Og jeg vil ikke være gammel. Jeg VIL ikke!!

Om en måned har jeg været i stand til at gå i byen i 7 år. Jeg har så nok tyvstartet lidt...og desuden brugt min kvote af byture mere end én gang. Men god damn...7 år! Det er 1 år mere end anden verdenskrig, og jeg vil vædde med, at den føltes som om, at den fortsatte for evigt.

Måske en lidt fucked up analogi, men det er da også underligt at tænke på, at jeg skal holde min første runde fødselsdag.

Særligt når jeg tænker på, at jeg er kommet til den alder (og heldige økonomiske situation), hvor jeg køber de ting, jeg ønsker mig, så jeg har intet at skrive på ønskelisten i år. Intet andet end blues cd'er og T-shirts...og sidstnævnte skal være uden provokerende tekst, for det er jeg blevet for gammel til.

Hvis jeg sidder i skrædderstilling i mere end 5 minutter, kommer jeg med "bedstefar-lyden", når jeg skal rette benene ud igen.

Shit, selv mit yndlingsbolche siger noget om min alder. Det er et urtebolche, der er godt for halsen. Men det smager også djævelsk godt. Mmmm...ja.

Måske skulle jeg bare give op? Bare tage springet? Ønske mig en ternet skjorte, en tweedjakke med læderlapper på albuerne, en majspipe og en gyngestol? Og en veranda, som jeg kan sidde på, mens jeg spiller gospelsange på min guitar?

Nå, men...på den anden side har jeg det vist også med at overreagere, når min fødselsdag nærmer sig.