Mysteriet er løst...

Mysteriet om bolchekrukkerne er løst.

Men før vi uden omtanke for vores omgivelser slynger armene i vejret og lovpriser denne opdagelse, skal vi nok lige sikre os, at alle er med.

Mysteriet er naturligvis: Hvorfor klistrer bolcher altid sammen nede i krukken?

Jeg har brugt mange søvnløse nætter på at tænke over dette, efter vores sukkerglade testafdeling har stillet en offentlig bolchekrukke op. Eller...måske ikke mange...eller søvnløse nætter. Men jeg har tænkt på, hvad der mon er årsagen til denne irriterende tendens, bolcherne har til at forsøge at blive til ét uoverskueligt stort multibolche.

Faktorer som sukkerindhold, luftfugtighed og meget andet har indgået i beregningerne. Men da jeg ikke er særlig matematisk anlagt (eller synderligt motiveret for at bruge min tid på arbejdet på at undre mig over, hvordan fugt i luften kommer ned i en lukket krukke), har min indsats ikke båret frugt.

Nu har en af testerne lige afsløret sig...det er, fordi han står med hovedet over den åbne krukke, når han prøver at beslutte sig for, om han skal have et lakrids- eller et mintbolche. Og blot tanken om den sukkerfyldte godbid, der snart skal ind gennem hans læber, provokerer hans spytkirtler i en sådan grad, at der opstår en slags "overflow error".

Og dette er så - efter hans eget udsagn - årsagen til, at man må banke hånden til blods på bunden af krukken, når man ønsker at få et lille sukkerchok her på mit arbejde.

Mon ikke alle bolchekrukker har sådan en savlefætter tilknyttet? Det er jeg ret overbevist om.

Og nu...tilbage til arbejdet...