Håber du fandt hvile...

Jeg sad lige og kiggede gamle billeder igennem for at mindes alle de gode tider, jeg har haft.

Det startede egentlig som et forsøg på at finde noget gammel musik, som jeg ikke har hørt længe, men så faldt jeg over alle de her gamle billeder.

Der var også et billede af min mor. Et af de meget få, der nogensinde blev taget, for hun var ikke glad for kameraer.

Jeg fangede hende i et uopmærksomt øjeblik cirka et år, før hun døde.



Hvor er det underligt at se det billede af hende. Jeg tænker stort set aldrig på hende, og de 3-4 gange, hvor jeg har set billede af hende, efter hun døde, har jeg altid tænkt "Nårh ja...det var jo sådan, hun så ud."

Jeg bliver overrasket hver gang, og det giver mig dårlig samvittighed. Også at jeg ikke kan huske hendes stemme. Jeg kan simpelthen bare ikke høre den inde i hovedet længere.

Jeg burde kunne huske hende bedre, men det kan jeg ikke. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Måske fordi folk bliver irrelevante, når de forsvinder? Det virker kynisk, men det er den bedste grund, jeg kan finde på.

Jeg tror egentlig også, at jeg er for ung til at tænke over sådan noget, for mine erfaringer med død er gudskelov ret begrænsede. Men det er svært at lade være at prøve at finde grunden til, at jeg ikke husker hende mere tydeligt.

Hun døde den 8. marts 2001 efter et liv, der vist nok krævede mere af hende, end hun havde at give. Jeg håber, at hun gik bort med et smil. Et tyndt og urealistisk håb, men nogle gange er virkeligheden sgu bare så fucking brutal, at det er svært at se den i øjnene.

Og så er håbet - i form af et bind for øjnene - det eneste, der kan få tingene til at give mening.