"I hate mondays..."

Garfield havde ret dengang, og han har stadig ret. Mandage er onde dage.

Her i weekenden punkterede min cykel (igen-igen-igen), og selvom det ikke skete på en mandag, så mærkede jeg det tydeligst her til morgen, da jeg skulle på arbejde.

Så skal jeg nemlig med bussen til Grøndal st., hvor jeg skal tage et tog videre til Flintholm. Det er kun ét stop, men jeg fik til gengæld lov til at vente i ca. 20 minutter på toget.

Som togføreren sagde, da jeg stod på toget: "Jeg vil lige byde de nye rejsende velkommen til denne mandag morgens togkaos. Dette tog kører ikke længere end Flintholm og fortsætter altså ikke til Ålholm station."...det siger ligesom det hele, ikke?

Nå, men jeg kom da frem...for at opdage at jeg havde glemt mit adgangskort. Nå, jeg smuttede lige forbi receptionen og lånte et gæstekort, og så videre op til tredje sal, hvor mit kontor er.

Kortet virkede desværre ikke, så jeg måtte ned på første sal igen, bytte kortet og så op på tredje igen.

Denne gang kom jeg ind. Yes! Det var dog lidt mærkeligt, at der ikke var nogen på etagen overhovedet.

Tanker om vintertid, atomkrig og andre årsager til dette fænomen fløj gennem mit hoved, men til ingen nytte.

Jeg gik mod kaffemaskinen, da jeg tænkte, at en kop kaffe måske ville give mig energi til at løse mysteriet om de forsvundne kollegaer. Det gjorde den også indirekte.

Ved kaffemaskinen mødte jeg en kollega, der fortalte mig, at han ikke havde tid til at deltage i det afdelingmøde, der startede for et kvarter siden...ARGH!

Ned på første sal igen, forbi receptionen og fuld fart ind i mødelokalet, hvor de netop var blevet færdige med at gennemgå det eneste, som jeg har nogen interesse i.

Herefter fulgte 30 minutters info om ting og sager, som gjorde det temmelig svært at holde øjenlågene fra at klappe så hårdt i, at lyden ville vække de andre, der også var på vej til at tage sig en lille lur.

Men i det mindste var der da én, der havde fødselsdag og derfor havde kage med.