Argh!

Nogle gange skal man virkelig lære at tænke, før man taler.

I går var jeg på vej hjem fra middag hos de gamle sammen med kæresten, og da vi stod af bussen, kunne jeg mærke et ikke ubetydeligt pres på min blære. Vi skulle hjem, og det kunne kun gå for langsomt.

Uheldigvis ligger der en skobutik mellem stoppestedet og min lejlighed, og selvom der er mange fordele ved at have en meget feminin kæreste, så er der også ulemper. Fx kan vi ikke passere en skobutik, uden at hun "liiiiige skal se...".

Hun var dog nådig og skyndte sig med at kigge, da jeg klagede over min situation, og vi kom relativt hurtigt forbi de mange udstillede sko i vinduet.

Kort derefter ligger der en ejendomsmægler med en masse lejligheder til salg i udstillingsvinduet, og mens tøsen hele tiden blev afbrudt af en slem hikke, spurgte hun med et drillende blik i øjet, om vi ikke skulle kigge på lejligheder.

Og her træder hendes feminine side frem igen, for da jeg siger: "Nej, jeg skal op i lejligheden, og det skal gå stærkt!", vælger hun at misforstå og overfortolke...og hun svarer: "Nå, du vil måske slet ikke flytte sammen med mig? Hmpf!".

Jeg trækker hende videre og siger (i håb om at aflede hendes opmærksomhed) den fatale sætning:

"Jo jo. Hvis du holder op med at hikke indenfor 2 sekunder, så er jeg frisk."

Hun stopper op og kigger på mig med et underligt blik. De to sekunder er gået, og der kommer intet hik...og det er så hér, jeg opdager, hvad jeg netop har sagt. Jeg udbryder et opgivende "Åååårh pis osse!", og vi flækker begge to af grin.

Hvis ikke min kæreste var så forstående og dejligt et menneske, ville hun kunne udnytte mig på det groveste. Jeg bliver nødt til at lære at tænke, før jeg taler, inden vi har været sammen så længe, at de her situationer bliver "farlige".

Næste post bliver om mit sofaeventyr. Der er både musik, tragedie, håb, ødelagte lamper...det bliver episk.