torsdag, april 24, 2008

Oh Ganesh, flyt mine forhindringer fra min vej!

En af mine arbejdsopgaver på jobbet er at vedligeholde og opdatere vores installationsprogram, hvilket måske lyder som en triviel opgave, men det er det bestemt ikke. Det er faktisk både besværligt og krævende.

Derfor har vi anskaffet os en supportaftale med leverandøren af den software, vi bruger, så vi kan få hjælp, når vi har brug for det. Som så mange andre af sådanne supportcentre har vores levenrandør lagt deres i Indien, da arbejdskraften er billig.

Det er jeg personligt ret glad for, da jeg altid får en god griner på over deres navne.

Her til morgen lå der et svar på en sag, jeg startede i går, og supporterens navn var Ganesh. Det er et lidt pudsigt navn, ikke sandt? Og de af jer, der ligesom jeg fandt hinduisme interessant engang, vil måske genkende navnet som "ham der elefantfjæset".

Det oplyste jeg mine kollegaer om, og så grinede vi lidt af det. Jeg tænkte, at jeg hellere lige måtte slå op for at være helt sikker, og så læste jeg også lige, hvad Ganesh (eller Ganesha) egentlig stod for.

Han er i følge wikipedia "Remover of Obstacles".

Det må man sige er den perfekte rolle, når han nu arbejder i en supportafdeling.

Gad vide om vi kan hyre nogen nordiske guder her til min arbejdsplads? Mon ikke Thor kunne være en fantastisk helpdeskmedarbejder? Sif kunne stå i køkkenet, og Balder kunne være i Marketingsafdelingen. Og Odin skulle selvfølgelig være administrerende direktør.