Tysken kommer!

Nå, lad os så se, om jeg kan holde liv i den her skude. :)

På opfordring vil jeg fortælle om min fredag aften. Den foregik på et tysk krigsskib.

Det hele startede vist for knap 2 måneder siden...

Min kæreste, Emma, som jeg på det tidspunkt ikke havde mødt endnu, var i Sverige og stødte ind i nogle tyske sømænd. Det var en festlig aften, og hun fik at vide, at hun var velkommen, når de kom til København. Det blev arrangeret, og for en uges tid siden fik så jeg at vide, at hun skulle til fest på et krigsskib med 75 tyske soldater.

Jeg tænkte naturligvis...eh...ja, hvad en fyr nu engang tænker, når hans kæreste siger sådan. Men okay, jeg er openminded, og der er jo ingen grund til at betvivle folks ædelhed eller deres motiver, når man ikke kender dem. Eller...well...når nu det drejer sig om soldater til søs, så vil jeg mene, at jeg kan tilgives for en lille smule mistænksomhed.

Jeg tog med derud.

Ikke for at kontrollere noget, men fordi jeg blev inviteret af Emma, og det lød som en oplevelse. Det var meningen, at vi skulle have haft nogle af hendes veninder med, men det blev ikke til noget. Derfor forventede jeg en vis opmærksomhed omkring Emma, og hun blev da heller ikke ligefrem ignoreret, men jeg var alligevel positivt overrasket.

Måske var det, fordi de var så stive, at de ikke kunne se forskel på dreng og pige, men jeg synes egentlig, at deres opførsel var meget respektabel. Altså...set i forhold til mine forventninger. Der var da et par stykker henne og markere sig, men andet kan man vel heller ikke forvente. Og Emma, som jo var hovedpersonen og let kunne fristes til at glemme mig, var en darling...hun fik ordnet det således, at jeg havde nogen at tale med. Kaptajnen.

Han var meget gæstfri. Da jeg forsøgte at hente en fadøl, viftede han med hånden, og straks blev jeg presset ned i sædet af en 2 meter høj tysker med en stemme som død og torden, der bad mig om at blive siddende. Kaptajnen forklarede mig, at jeg ikke skulle hente min øl selv, og 10 sekunder efter stod der en iskold skummende øl foran mig, som den høje tysker havde hentet.

Jeg spurgte forsigtigt kaptajnen, om de forventede drikkepenge, men han lo bare...jeg gik ud fra, at det betød, det ikke var nødvendigt.

Så snakkede vi lidt om ting og sager, indtil han måtte gå. På et tidspunkt forsvandt Emma også, og så sad jeg alene tilbage på et skib med 15-20 MEGET berusede tyske soldater. Normalt ville man være lidt nervøs i sådan en situation, men da jeg både besidder en løves mod og samtidig var mere beruset end hele AC/DC tilsammen på en god dag, tog jeg det stille og roligt.

Efter en halv time blev jeg dog lidt bekymret for Emma, så jeg gik ud på båden for at lede efter hende og fandt hende i kaptajnens kahyt, hvor hun sad og drak champagne. Go' stil.

Jeg blev budt indenfor, og så sad vi og talte et stykke tid. Til sidst var alle så bankelamme...inklusive kaptajnen...at vi brød op. Emma og jeg fandt vores cykler og begyndte turen hjem mod hendes hus. Jeg kan huske, at vi stoppede et par gange undervejs, men jeg kan ved gud ikke huske hvorfor. Og jeg kan huske, at jeg blev ved med at tænde og slukke min baglygte, men jeg har ingen anelse om, hvad formålet var.

Så alt i alt var det en god aften. På et tysk krigsskib. Hvor jeg lærte en masse ting :

- Lad være med at drikke om kap med sømænd.
- Lad være med at drikke Blå Aalborg.
- Lad være med at kigge ud over rælingen, når du står på et skib og er meget beruset. (selvom jeg ikke var helt tæt på et gensyn med min aftensmad, så meldte den helt bestemt sin tilstedeværelse)

Og nå ja...

- Hvis vi nogensinde skal i krig, så bed til at det bliver mod tyske dykkere...jeg er overbevist om, at vi kan overtale dem til at kapitulere mod at love dem en kasse snaps.

.....okay i får lige én til.

Da jeg skulle ud af døren, fortalte Emma sin mor, at jeg skulle i biografen om aftenen og se X-men 3. Moren hørte titlen på filmen som "Sex med 3". I denne situation kan man reagere på mange måder udfra en nøje udregning af visse faktorer...hvor længe man har været kærester, hvor mange gange man har mødt "svigermor" og sidst men ikke mindst...hvilket indtryk har man gjort på svigerfamilien. Jeg valgte at sige: Nej, den kommer først til august.

Derfor er mine sidste vise ord i denne omgang:

- Lad være med at gøre som mig. Nogensinde!

Starten på noget nyt

Jeg hedder Christian, jeg er 24 år gammel, og jeg elsker selviscenesettelse (det er derfor, mit navn står med fed skrift).

Derfor var det vel egentlig kun et spørgsmål om tid, før jeg hoppede på blogging-vognen. Dette er - som du nok kan regne ud - sket nu.

Jeg har ingen idé om temaet i denne blog...ikke andet end at det bliver min ventil for frustrationer, følelser og anden generel galskab.

Og lad mig starte med at sætte niveauet med det samme med historien om Bøf og Flæske...og så håber jeg, at jeg kan leve op til det efterfølgende :


Jeg sad i dag i rygerummet med en kvindelig kollega og talte om navne...det har vi gjort før. Særligt børnenavne har været vendt og drejet et par gange før, fordi det virker som om, at børn er blevet et accessory for forældrene på linie med dyre solbriller, sko, komfur med keramisk kogeplade osv.

Fælles for alt dette er, at det skal have det rette navn for at være smart nok til, at man kan prale med det og dermed høste lidt respekt for alt dét, man har opnået i sit liv (i fornemmer måske allerede min holdning til dette emne, så jeg skal spare jer for yderligere galde i denne omgang...det kommer på et senere tidspunkt).

Når nu det er sådan, det er, så kan det næppe undre nogen, at børn også ligger under for disse regler, og derfor får nogle børn temmelig spektakulære navne som Æmilie, Oliviérre og sådan noget. Individualiteten skal jo understreges (gennem navnet og ikke gennem handlingerne, naturligvis...nej nej, at tage stilling til børns handlinger kræver engagement og fordybelse, og det vil vi ikke udsætte vores unger for).


Nå, men jeg kom altså frem til, at jeg vil have 2 børn, og de skal hedde Bøf og Flæske. Jeg ville foretrække at få en dreng og en pige (i den rækkefølge), men da det ikke er noget, man selv er herre over, synes jeg faktisk, at de to navne er helt perfekte, da de kan bruges til begge køn.

Dette er naturligvis ikke det eneste, der ligger til grund for min beslutning (som jeg for øvrigt nok hellere må vende med kæresten, inden det bliver aktuelt). Nej, der er skam mange grunde.

Fx glæder jeg mig utrolig meget til at kunne sige i et tonefald, der er sødt som honning: "Jeg elsker dig, Bøf", mens jeg kigger hengivent (og måske lidt sultent) på mit afkom. Det vil mere end gøre op for den samtale, der nok bliver nødvendig, når ordet "hakkebøf" kommer ind i ungens ordforråd.

Og Flæske er let at rime på, så der er et godt grundlag for festsange...for slet ikke at tale om det fantastiske i at kunne råbe "Så stopper du fan'me, Flæske", når jeg står i køen i Føtex og ser ungen hive legetøj ned fra hylderne. Det bliver et gyldent øjeblik, når samtlige mennesker i supermarkedet kigger på mig for at se, hvad der sker, og jeg derefter med et vildt udtryk i øjnene hvæser : "Reagerer i altid, når nogen råber Flæske?"

Men vigtigst af alt...det er en kontrast til Æmilie, Oliviérre og alle de andre unger, hvis forældre åbenbart stadig har en del at lære om dét at skille sig ud. Måske er deres ungers navne mere elegante end mine børns...men hvor deres "unikke børn" forsvinder i mængden af alle de andre "unikke børn", så vil mine børn blive husket for evigt. Det skal jeg nok sørge for.