fredag, november 23, 2007

Et billede > Tusind ord

Det hænder, at jeg bliver spurgt, om jeg har lavet noget spændende på arbejdet. Eller i det hele taget hvad jeg har lavet. Det er svært at forklare, men jeg kan fortælle, at jeg i dag har siddet i en halv times tid og kigget på det her:


Klik for at forstørre.

Det har været en interessant fredag.

onsdag, november 07, 2007

Flæsk og løfter

Man kan jo ikke blogge uden at kommentere folketingsvalget...

Jeg har sgu været meget i tvivl. Helle-pigen har lovet en masse interessante ting, senest at lave et helt nyt licens-system, hvor vi betaler over skatten, og hvor der kommer brugerbetaling på særlige ydelser fra DR.

Men hun nævner selvfølgelig ikke, at Socialdemokratiet var med til at lave den nuværende licensaftale. Tjek selv dette nyhedsbrev fra december 2005...så vidt jeg kan læse under "Én licens for alle", er medielicensen en idé, der kommer fra dem selv.

Mon ikke Helles nye udspil bare er et forsøg på at snuppe stemmer fra nogle af de unge studerende, der er lidt i tvivl? Medielicensen er jo virkelig et problem for nogle dem, der ellers har fravalgt TV og radio for at undgå at betale licens.

På den anden side står vores statsminister (og lad os være frank...når vi går til valg, så vælger vi mellem Helle og Anders, når blokpolitikken er så udtalt, som den er), som har indført forringelser indenfor stort set alle offentlige ydelser, jeg kan komme i tanke om. Han lover bl.a. en strategisk godt placeret skattelettelse (vælg os som regering igen, eller i må undvære pengene) samt en "afbureaukratiseringsreform"...et så langt ord for noget, der skulle gøre tingene lettere at have med at gøre. Morsomt, ikke?

Men hvis det er så let at afbureaukratisere systemet, hvorfor er det så ikke gjort noget før?

Jeg er sgu i tvivl om, hvilket parti der skal have min stemme...for ikke at sige, hvilken fløj...

Så jeg er kommet på en anden metode.

This fuckin' settles it!

torsdag, november 01, 2007

Rid på min kæphest

En af mine personlige kæpheste er at hade forbrugerprogrammer, der vildleder folk og bilder dem ind, at de har rettigheder, de ikke har, så de føler, at de retmæssigt kan svine ansatte i forskellige virksomheder og butikker til.

Kontant er et godt eksempel på et af disse forbrugerprogrammer, og i denne udsendelse, som jeg i går aftes blev henvist til af nogle ligesindede, gik de over stregen.

Så jeg gik ind på www.dr.dk og valgte "Satire" i menuen i håb om at finde en mailadresse til Kontant. Det lykkedes desværre, så jeg måtte bruge søgefunktionen, der gav mig mailadressen til redaktøren for Kontant, Lisbeth Kølster.

Og så skrev jeg da lige en mail til hende:

------
Hej Lisbeth

Jeg har lige siddet på DRs hjemmeside og set det nyeste afsnit af Kontant efter opfordring fra nogle, der ligesom jeg ved lidt om ADSL teknologien.

I taler om en hr Gert Nielsen, der ikke får den båndbredde, han er blevet lovet af TDC.

Jeg forstår jeres argumenter, men jeg er frustreret over jeres ensidede dækning af sagen, da i enten ikke har sat jer ind i teknologien, eller bare har valgt at tilsidesætte jeres viden om den til fordel for manipulerende journalistik...hvilket jeg naturligvis ikke ønsker, at mine licenspenge skal gå til.

Udfra jeres speaker i programmet kan jeg forstå, at i har fået forklaret, at afstanden til telefoncentralen er afgørende for, hvilken hastighed man som forbruger kan forvente, og det trøster mig lidt, at i har taget dette emne alvorligt nok til at nævne denne faktor.

I har dog fravalgt at omtale kvaliteten af kobberlinien, der også kan være en betydende faktor. Særligt når jeres "emne" forsøger at få en 4 Mb linie til et sommerhus, der ikke kan forventes at have en kobberlinie af høj kvalitet.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om i har undersøgt om TDC i følge deres vilkår er forpligtet til en en undersøgelse af hver enkelte husstand, både hvad angår kobberkvalitet og afstand til nærmeste central, før de godkender bestillingen på den ønskede båndbredde?

Og hvis de rent faktisk er, så ville jeg meget gerne høre en kommentar fra dem i en kommende udgave af Kontant omkring de forventede omkostninger for disse undersøgelser, da det nok ville have en ret drastisk effekt på prisniveauet for ADSL her i landet at foretage disse undersøgelser for hver enkelt forbindelse..

I har også fravalgt at nævne TCP overhead, hvilket let kan koste omkring 10-15% båndbredde, men da dette er en del af datatrafikken - hvilket enhver der kender lidt til TCP protokollen, som ADSL bygger på, er klar over - må dette naturligvis regnes for et forventeligt tab i båndbredde.

Eller sagt på en anden måde...TDC leverer den hastighed, de skal, selvom 10-15% af båndbredden vil gå til TCP overhead.

Hvis i skulle være tvivl om, hvad TCP overhead handler om, så er det informationer om den datapakke, der bliver sendt, som er inkluderet i selve datapakken. Og hvis i skulle være i tvivl om, hvad en datapakke er, så kan jeg sige, at hver enkelte pakke indeholder op mod 1500 byte brugbar data, samt informationer om afsender og modtager samt indbygget fejltjek...og et par andre ting, som nok i formentlig er endnu mere ligeglade med, end hvad jeg har nævnt hidtil.

I kan evt. selv prøve at regne lidt på, hvor mange datapakker, der går på en 512 kilobyte, hvilket svarer til 4 megabit i sekundet, som er Gert Nielsens forbindelse. Hertil skal så også lægges gensendelse af datapakker, der forventeligt ikke bliver modtaget korrekt og skal gensendes. Det er svært at lave en statistik over et forventeligt tab af datapakker, men man kan dog sige, at risikoen stiger omvendt proportionelt med kvaliteten af kobberlinien.

Lad mig droppe den her tekniske snak og tale lige ud af posen...

Jeg er dybt utilfreds med Kontant. Udfra hvad jeg tidligere har set forventede jeg ikke det store, men her er et emne, der rent faktisk interesserer mig som udlært datafagtekniker.

I tilsviner en branche, som i ikke er i nærheden af at forstå. Og i gør det for at "tjene forbrugeren", mens jeres rapportage i virkeligheden kunne føre til forhøjede priser pga. forhøjede omkostninger pga. forkælede forbrugere, der ser Kontant og tror, at de kan få indblik i en teknologi, der tager måneder at sætte sig ind i, mens de ser et TV-segment på 9 minutter eller deromkring.

For at koge det helt ned til det essentielle: I forsøger at gøre bredbåndsforbindelser til en vare på lige linie med sportsvogne og mælk, men hvis varen skulle kontrolleres i samme omfang, så ville omkostningerne ved at levere den forventede vare få priserne til at stige på et niveau, der absolut ikke er i forbrugerens interesse.

Jeg håber, at i ønsker at gøre Danmark til et land, hvor forbrugere har lettere ved at gennemskue deres rettigheder, men jeg ville ønske, at i ville researche lidt og ikke køre den fornærmede stil pr. automatik, når en eller anden føler sig uretfærdigt behandlet, for det efterlader mig og mange andre med et indtryk af, at i bevidst søger at få folk til at føle sig forurettede, så i kan få et højere seertal.

Jeg kan desuden oplyse, at de "skjulte" vilkår kan findes på TDCs hjemmeside, hvor Gert Nielsen bestilte sin opgradering, under menupunktet "Vilkår" i menuen "Bredbånd", hvor Gert Nielsen bestilte sin opgradering, såfremt han gjorde det over nettet som nævnt i jeres rapportage. Om det var sådan, da rapportagen blev lavet, ved jeg ikke, men jeg tror det. Hvis ikke, så kan i glæde jer over, at jeres "journalistik" har en effekt.

Med venlig hilsen og (desværre) ringe håb om i vil tage dette emne op i et kommende afsnit af Kontant

XXXXXXXXX XXXXXXXXX

------

Jeg fik svar af her til morgen af en mandsperson, som jeg vælger at gøre anonym, da andet ville være synd for ham. For han er jo enten meget udspekuleret eller hamrende inkompetent, idet han undlader at tage stilling til min teori om, at de IKKE handler i forbrugerens interesse, samt at jeg oplyser ham om, at vilkårene er tilgængelige på TDCs hjemmeside.

Her er svaret:

------
Kære XXXXXXXXX XXXXXXXXX - aller først tak for interessen for vores program. Vi modtager en del reaktioner på vores udsendelser. Mange er glade for programmet, nogle er ophidsede over det, vi har afdækket, og andre igen er irriterede over vores program og enten det, vi fortæller, eller måden, vi fortæller det på. Alt sammen er det jo udtryk for, at Kontant har mange seere og mange engagerede seere. Det er vi rigtigt glade for! Du hører til de mindre tilfredse, kan man sige. Du har en særligt, faglig indsigt og føler ikke, at vi kommer godt nok ned i det tekniske.

Til det må jeg sige, at vi som forbrugermagasin forholder os til, om - i det her tilfælde - TDC leverer den vare, de har markedsført overfor kunderne. Det må vi konstatere, at TDC ikke har i en lang række tilfælde med denne bredbånds-pakke. Om der så er den ene eller den anden teknologiske begrundelse, må være et anliggende mellem TDCs tekniske kapaciteter og TDCs markedsføringsfolk. Hvis jeg må bruge et billede, vi anvendte i udsendelsen, nemlig mælken: Det nytter jo ikke at Arla eller Thise lover at levere alle frisk mælk, hvis den så er sur ude i de mindste Brugs-butikker, hvorpå mejerierne forklarer sig med leveringsproblemer og transportafstande. Man skal holde hvad man lover, og derfor skal man forinden sikre sig, at man kan levere det, man lover. Ellers risikerer man at komme i Kontant, blandt andet.

Med venlig hilsen

XXXXX XXXXXXXX XXXXXXX

------

TDC har desuden selv svaret på Kontants rapportage, hvor de siger nogenlunde det samme, som jeg skrev.

Please...lov mig at i ikke lytter til de fjolser, der saboterer samfundet under påskud af at gøre os alle en kæmpe tjeneste.