Luk nu røven...

Nu bliver der dannet endnu en hadeklub ifm. lukningen af ungdomshuset. Forældre til de anholdte unge danner en forening mod politivold...

Helt ærligt...hvis man er en del af en gruppe, hvor enkelte kaster brosten og flasker mod politiet under en uanmeldt demonstration, så skal man sgu skynde sig væk eller sætte sig op mod en væg og holde sin kæft. Ellers risikerer man at blive anholdt. Og hvis man stritter imod, når man bliver anholdt, så kommer det til at gøre nas.

Og det er sådan, det skal være, for politiet arbejder for alle os andres sikkerhed...de stiller gladeligt op og tager imod de brosten, der ellers kunne ramme uskyldige forbipasserende.

Jeg er så pissetræt af latterlige fjerderangsmennesker, der fejler så grumt i livet, at de i jagten efter ligesindede har fået dannet en überekstrem subkultur, hvor politivold er forkert, mens vold mod politiet er superfint. Det er da så kolonormt ulogisk og dumt, at der simpelthen MÅ blive uddelt en Darwin Award, når politiet en dag nakker én af dem for at skyde på politiet eller noget lignede.

De har netop med denne demonstration vist endnu en gang, hvorfor de ikke skal have huset eller noget som helst lignende alternativ, med mindre det ligger et sted mellem Slagelse og Sorø, hvor undermålerne ikke generer andre mennesker med deres åndssvage opførsel.

Grow the fuck up!

Sen frokost...

Alle kender begrebet "brunch". Alle ved, at det er en sammentrækning af ordene "breakfast" og "lunch".

Men hvad kalder man så det måltid, man indtager kl. 15, fordi man ikke har spist frokost?

Det må være en sammentrækning af "lunch" og "dinner", hvor man bruger de to første bogstaver af det ene ord og resten af det andet. Altså enten "lunner" eller "dinch".

Hvis vi følger fremgangsmåden fra "brunch", må det blive "lunner", da begyndelsesbogstaverne kommer fra dét af de to måltider, der kommer først i kronologisk rækkefølge.

Jeg har spist lunner i dag. Det smagte godt. :)

Please...

Brug 5 minutter på det her link...gerne med lyd, men ikke vildt nødvendigt:

http://video.google.com/videoplay?docid=-6740221264482540729&q=pool

Jeg kan godt lide at spille pool. Jeg er også okay til det. Men det her er bare sindssygt.

Undskyld...

Skal muslimerne egentlig ikke have en undskyldning for korstogene? Jeg mener ikke, at den kristne kirke i moderne tid har undskyldt for de grumme ting, der skete dengang.

Og når nu muslimerne er så tyndhudede, at de ikke kan klare, at paven taler for tolerance og forståelse og istedet hiver et citat ud af konteksten, så de har en undskyldning for at sætte ild til ting, så kan jeg ikke forstå, at de ikke brokker sig over korstogene.

Med mindre det kun handler om, når man fornærmer profeten naturligvis. Men jeg har godt nok svært ved at respektere folk, der definerer sig selv udfra tilhørsforholdet til en gruppe og går amok over fornærmelser mod gruppens profet, men ikke siger så meget som et pip mod masseudryddelsen af deres egne. Okay, det ligger langt tilbage, men de leder jo tydeligvis efter grunde til at gå bersærk, så korstogene er da en oplagt mulighed.

Måske ville det være en god idé at indføre en slags nadver ved fredagsbønnen i moskéerne rundt omkring i verden. Og så erstatte oblaterne med valium.

Hvis jeg kunne få det indført, har jeg på fornemmelsen, at det ville skaffe mig nobels fredspris.

Længe siden...

Nu er det ved at være længe siden, at jeg har fået afløb for al min opsparede galde...så her er lidt bitcheri, Syno-style:

Jeg føler mig nogle gange som en rigtig gnaven, gammel mand. Særligt når følgende scenarie optræder...

Nogle unge punks (ej at forveksle med punkere) render rundt med deres mobiltelefon fremme, mens den spiller musik ud af den indbyggede højtaler. Ofte noget hiphop eller eurodance (eller hvad de unge kalder det nu til dags) der kræver en god bas for at lyde nogenlunde. Og der er der altså bare ikke i en mobiltelefon!! Til gengæld kan de spille højt...med masser af diskant og "krassen" fra højtaleren.

Og det må man trækkes med, mens man venter på bussen...mens man sidder i bussen...og efter man har forladt bussen, fordi jeg åbenbart har bosat mig i området, hvor samtlige af disse typer har slået sig ned.

Høretelefonerne er opfundet for christs sake! Øv...møgunger. Kan de ikke bare fatte, at deres generations udgave af ghettoblasteren har fejlet grumt, og at de ikke laver andet statement, end at de er nederen?


Desuden undrer jeg mig over, hvilke signaler jeg udsender, når jeg står og venter på bussen.

Der lader til at være noget, der tiltrækker folk og får dem til at stille sig lige præcis i mit synsfelt et par meter væk, så jeg ikke kan se, om bussen kommer, med mindre jeg rykker mig lidt. Og hvis jeg rykker mig, så gør vedkommende det med garanti også.

Samtidig er der også noget, der får dem til at vende sig om at kigge mistænksomt på mig 5 sekunder efter, at de har stillet sig lige præcis mellem mig og den retning, hvor jeg har kigget efter bussen de sidste 3-4 minutter. Som om jeg har gjort noget galt ved at kigge efter bussen?

Og så fortsætter de gudhjælpemig med at kigge "diskret" over skulderen hvert 15. sekund for at se, om jeg stadig kigger på dem, og dette lille spil fortsætter, indtil bussen kommer. Jeg føler mig ærligt talt ret mistænkeliggjort.

Måske ser jeg sur ud, og når jeg så samtidig er klippet skaldet, bliver folk måske bange for mig? Men så kan de da bare lade være med at stille sig med ryggen til mig og konstant gøre opmærksom på deres tilstedeværelse ved at vende sig om at kigge på mig hele tiden?

For hvis jeg rent faktisk VAR en voldspsykopat, der bare manglede en undskyldning for at gå amok, så ville det da være en ren invitation, når folk stiller sig op lige foran mig for derefter at kigge på mig, som om jeg er en freak, når jeg kigger i den retning, hvor de står.

Jeg HADER offentlige transportmidler...

Mit job rocker! - Nu med hjelm...

Gennem de sidste par uger er nogle folk på jobbet begyndt at kalde mig Bob...eller Byggemand Bob. Jeg har rodet en del med vores "byggemaskine", der er en server, som laver installationscd'en udfra indholdet af vores kode-database...og det har så inspireret visse personer.

I morgen fandt jeg dette på mit skrivebord:



Tjah...det taler vel egentlig for sig selv.

Der stod forresten "Bob" til at starte med, men jeg følte, at jeg måtte sætte et personligt præg på hatten. Desuden havde jeg i forvejen planer om at forsøge at gøre "Bøb" til mit nye kælenavn.

Nårh ja, i skal lige have det sidste med også:

Da jeg gik ind for at tale med fyren, der har givet mig hatten, tog han sine 3D-briller på og fortsætter med at programmere. Han mente, at de var nødvendige for at gennemskue den bagvedliggende kode.

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg er ansat eller indlagt. Nå, skidt...lønnen er den samme.

Hej hej fra Bøb.

837 gram!

Ellen siger: "Procrastinate now. Don't put it off 'till tomorrow."

Jeg har haft et væld af oplevelser de sidste par dage. Hvilket har været mere rart, end det burde være, mit stress-niveau taget i betragtning.

Jeg kan fx fortælle, at en politi-pistol med 13 patroner i magasinet (der er plads til en fjortende i kammeret, men det er ikke standard, at de jokker en patron ind dér) vejer 837 gram. Hvordan jeg kan oplyse dette er en længere historie, og det er egentlig ikke videre interessant. Men nu ved i det...samt det faktum at en politi-pistol max kan indeholde 14 skud.

Og nej, jeg er ikke blevet anholdt eller beskudt af politiet. Selvom jeg godt kan lide tanken om, at jeg i en sådan situation ville være kold nok til at tælle skuddene.

Men der er mange andre ting at fortælle.

I dag har jeg haft en ret interessant taxatur. Jeg var i arbejdsøjemed ude hos en partner for at hjælpe med...noget IT-halløj. Da alting virkede, og jeg kunne tage hjem igen ved halv 4-tiden, kunne jeg ikke få fat i en taxa. Taxamotor har åbenbart droppet telefonkøer, så der var bare en besked, der sagde: "Alle linier er optaget, prøv igen senere".

Det gjorde mig trist.

Men jeg fik den søde receptionist (50-årig karriere-receptionist...sød og prof) til at ringe efter en vogn til mig med firma-koden.

Jeg fik lidt af en tur...fyren talte i telefon, da han samlede mig op. Eller rettere sagt...han sad i en telefon-kø og ventede, mens han råbte "FÅRK DARJ". Da det endelig lykkedes ham at komme igennem, handlede det åbenbart om, at han havde lukket sin bankkonto og gerne ville have tilsendt girokort for billånet istedet for at betale over PBS.

Dernæst var det Shell, der skulle ringes til. Dette foregik, mens vi kørte 120 km/t ud ad Roskildevej. Han fiskede sit kundekort frem fra pungen, mens vi kørte 120 km/t, og han havde ingen hænder på rattet, så vi benyttede begge vejbaner...for det meste begge to på samme tid.

Det gjorde mig trist. Og en smule bekymret

Han rakte mig kortet og spurgte, om jeg ville læse kundenummeret op for ham, når han havde brug for det. Tjoh...det ville jeg da gerne. Jeg havde jo et ret godt overblik over situationen: "Jeg sidder i et ukontrolleret fartøj med 120 km/t på en af de mest befærdede veje i Danmark i myldretiden fredag eftermiddag, så jeg gør bare, hvad du beder mig om, så længe det hjælper dig med at være opmærksom på, hvor vi befinder os".

Jeg bemærkede navnet på kortet...og en indskydelse fik mig til at kigge på førerbeviset, der sad på instrumentbrættet...

Har du gættet, hvor det her fører hen?

Nemlig...navnene var ikke ens. Jeg var måske nervøs før, men det toppede godt nok dér. Samtidig ramte vi bilkøen ind til city...dette generede ikke chaufføren spor, da han så en herlig mulighed for en slalom, der efter min (ganske vist uprofessionelle) vurdering var en vinterolympiade værdig.

Men jeg kom godt frem. Heldigvis. Og det slår mig lige, hvor ofte vi bruger ordet "heldigvis" uden at fatte den fulde betydning af det. Det er et overstået kapitel for mit vedkommende.

Og hey...The Man Show er tilbage på Zulu. Dette fortjener også at blive nævnt blandt alle de andre oplevelser. Jeg har savnet det...

"And now for...giiiirls on traaaampoliiiiines!!"

I går blev jeg råbt efter af en cyklist. Jeg trak åbenbart ud foran ham, da jeg overhalede en langsom cyklist...eller...jeg kiggede tilbage, og han var 3 meter bag mig, og jeg kunne sagtens nå det. Hvis han havde behov for at bremse, så måtte han have kørt over 40 km/t, hvilket jeg tvivler stærkt på, men alligevel skreg han op og fortsatte med at bande af mig, mens han overhalede, selvom jeg undskyldte, at jeg trak ud foran ham.

2 sekunder efter han var ude af hørevidde, slog det mig, at jeg burde have kaldt ham en brøleabe. Det kommer bare altid for sent, gør det ikke?

Og senere på dagen gik det op for mig, hvad forskellen på mig og ham er.

Han ledte efter en undskyldning for at gå amok, for han overreagerede virkelig. Han ventede på en mulighed for at råbe af en anden, fordi han ikke kunne/turde råbe af den, han virkelig havde lyst til at råbe af.

Jeg kan på en måde forstå ham...jeg har lyst til at råbe tilbage, når nogen råber af mig uden en ordentlig grund. Men det betyder, at jeg skal gå hele tiden og være forberedt på, at nogen råber, for ellers bliver jeg revet ud af min forestilling om, at mennesker kan omgås hinanden uden at være så dybt debile, at de ikke kan kende forskel på mig og deres kone/chef/teenagedatter/whatever...

Og jeg har virkelig ikke lyst til at være en person, der render rundt og bare er parat til at give igen af samme skuffe hele tiden. Det må være et sørgeligt liv...ikke meget anderledes end den vrede cyklists. Men samtidig bryder jeg mig heller ikke om at være "underdog" i en situation, hvor en person pludselig skriger op som en anden bavian. For man føler sig jo jordet, med mindre man svarer igen, og det gør man bare ikke, hvis man ikke er forberedt.

Stadig må det være bedre at leve et liv, hvor man ikke hele tiden går og venter på en mulighed for at få alle sine indestængte aggressioner ud. Hvor man ikke må leve med tanken om, at man udsætter uskyldige mennesker for sine vredesanfald (hvis denne tanke overhovedet dukker op hos disse forvirrede personer). Jeg var sur på ham tidligere, men nu har jeg sgu egentlig ret ondt af ham.

And now to something completely different...

Jeg har været meget stresset i 2 uger nu. Det sluttede forhåbentlig i dag, da jeg var ude og hjælpe hos partneren. Det tror jeg i hvert fald.

Så jeg har købt en sixpack Royal Export, og jeg går ikke i seng, før den er drukket.

Indtil videre har aftenen budt på viden om politikorpsets skydevåben, gratis pizza, gennemførsel af første mission i CSI: Dark Motives, standup show med Ellen DeGeneres samt et opkald fra min kæreste, der ellers ikke er så meget for at tale i telefon. Jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad der kommer bagefter. Mit liv lader til at være ved at finde tilbage på rette spor igen. :)

----

Under korrekturlæsningen på dette indlæg kom den næste oplevelse.

Mike ringede fra Jylland for at fortælle mig, at han sad og drak...og at de hørte Piano Man med Billy Joel. Det var en af Roskilde-sangene, så han kom lige til at tænke på mig. Pænt af ham. Også selvom det vist var det eneste, han ville. Drunken call at night rules!

Nogle gange elsker jeg virkelig mit liv. :P