Hold kæft, hvor er virkeligheden subjektiv...
Jeg gør forholdsvis meget ud af at fremstå som stærk og fuld af overskud hér, selv når jeg ikke er det, hvilket jo hænder. Det har jeg sikkert til fælles med de fleste andre, der blogger.
Den maske vil jeg forsøge at undgå at tage på, mens jeg beretter om denne dag...
Dagen startede skønt. Vi har ikke så meget fuglesang her i Brønshøj, men der var en masse sirener ude fra Frederikssundsvej, og det er næsten lige så godt. I hvert fald når man har vænnet sig til det.
Solen skinnede, og jeg vil være så fræk at udnævne dette til forårets første dag. Efter lidt morgenmad (med kransekage som dessert) tog Emma på arbejde for derefter at tage hjem, så hun kunne lave noget skolearbejde.
Jeg varmede noget lasagne til frokost og satte Star Wars III på...længe siden jeg har set den, og det var et rart gensyn.
Den vækkede dog noget i mig. Et af temaerne i filmen er, at man skal tage stilling til, hvem man er, og det kan jeg nogle gange tvivle lidt på. Men heldigvis har jeg mulighed for at genopdage mig selv lidt i denne tid, da jeg har bilen, mens de gamle er ude og rejse.
Så jeg hoppede ned i bilen for at køre en tur. Og når jeg siger "køre en tur", mener jeg som oftest at køre til Værløse, hvor jeg voksede op.
Det var ikke en speciel glad tid for mig. Der var gode og dårlige tider, som der er for de fleste, når de kigger tilbage. Jeg har bare en ret kraftig overvægt af dårlige minder. Alligevel kan jeg godt lide at komme derud en gang i mellem.
Jeg kørte af Frederikssundsvej til Ballerup og derefter nordpå mod Værløse. Jeg kørte lidt rundt i et villakvarter, hvor nogle af mine kammerater boede. Jeg ville gerne gense nogle af de steder, hvor vi legede og var glade. Som modvægt til dét jeg vidste ville komme senere.
Bagefter kørte jeg ud mod det villakvarter, hvor jeg boede, indtil jeg var 19. Alt lignede sig selv...selv den skole jeg gik på, og hvor en stor del af mine dårlige minder kommer fra. Men da jeg kiggede ind i mig selv, havde jeg ikke nogen stor lyst til at gense den...en lille smule, men ikke så meget som jeg normalt har haft. Så jeg kørte forbi.
Så kørte jeg ind i Dalsø Park-kvarteret, hvor jeg boede dengang. Jeg parkede ved børnehaven, fordi jeg gerne ville se ud over søen, som jeg har brugt så meget tid på at lege ved. Efter at have siddet på en bænk helt nede ved søen i en smøgs tid, gik jeg op mod bilen for at fortsætte min lille tur.
Min tanke var at køre forbi huset, men igen manglede lysten. Jeg har i de 6 år, siden jeg flyttede, ikke været i Værløse uden at tage forbi huset og for at mærke alle de bittersøde minder...de glade lege som barn...de mærkelige teenageår...de første oplevelser med piger...men også min mors død og alt dét, der førte op til den.
Jeg havde bare ikke behov for det denne gang. Det kan være et tilfælde, at det var sådan, for det var jo en smuk dag, og mit humør var egentlig rigtig godt. Måske var jeg klar over på et underbevidst plan, at jeg ikke ville blive ramt så hårdt af minderne, som jeg plejer, og at det derfor var unødvendigt tidsspilde at tage forbi huset. Det lyder bare som en meget søgt forklaring, ikke?
Jeg tolker det sådan, at jeg har givet lidt mere slip på den del af min fortid, end jeg havde, sidst jeg var der. At jeg har levet den smerte ud, der fandtes der.
Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men det føles rigtigt, mens jeg sidder og skriver det.
Jeg kørte ud til Kirke Værløse for at tage skovvejen til Farum og lige smutte forbi den anden skole, jeg gik på, hvor der også er en masse dårlige minder. Både fordi det ville være en god måde at afslutte min tur på, men også fordi det er en skideskæg vej at køre på.
Jeg var kun ved at blive ramt frontalt 2 gange af psykopat-trafikanter, hvilket faktisk er under gennemsnittet for den strækning, og jeg kom uden videre besvær hen til min gamle skole.
Den var lavet meget om, men jeg kunne sagtens kende den, da jeg holdt ude foran. Jeg kunne endda huske, hvordan der lugtede på gangene, og hvordan det føltes at være elev dér. Og så slog det mig.
Jeg tror, at jeg fik lyst til denne tur, fordi jeg vidste, at der var noget at hente. Jeg havde ingen idé om, hvad det ville være, men når jeg sidder her og skriver, tror jeg, at jeg kan beskrive det. Nu har jeg jo haft hele turen hjem til at tænke det igennem.
Jeg lod min fortid møde min nutid. Jeg lod den opfattelse, jeg nogle gange har af mig selv som værende "lille" og forfulgt af uheld...den "gamle" mig...møde den "nye" mig.
Jeg holdt foran skolen i omkring 5 sekunder, før jeg kørte videre, og jeg tænkte: "Hvor er jeg glad for at vende ryggen til det her."
Den tanke blev fulgt af en følelse af at blive befriet. Af at have givet slip på noget.
Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det er en midlertidig følelse. Man kan ikke løbe fra sin fortid. Man kan ikke ændre den eller ens opfattelse af den ved at besøge den i et lille stykke tid.
Men man kan kigge på den...genopleve noget af den...og så se, hvor langt man er kommet siden.
Min køretur ændrede ikke noget. Jo, måske...mit humør er endnu bedre nu, end det var tidligere i dag, og så er jeg alligevel også en smule trist over, at jeg har sluppet min fortid så meget, som jeg har. Det føles lidt som at have mistet noget...men på den anden side er det også "good riddance"...et behageligt tab.
Min køretur gjorde det kun synligt, hvor meget jeg har forandret mig...og til det bedre hvis jeg selv skal sige det. Forandringerne sker hele tiden, uanset om vi vil dem eller ej. Og hvis vi sidder fast i noget, der skete i fortiden, kan vi kun se det fremskidt, vi har gjort, ved at sammenligne os selv med dét, vi var engang.
For mig var det en meget behagelig overraskelse at se, hvad der er sket i løbet af de 6 år, der er gået, siden jeg flyttede fra byen.
Det kan måske virke banalt, men jeg har aldrig tænkt sådan på det før nu. Det blev først for alvor synligt, da jeg genså og genoplevede noget af min fortid.
Da jeg trådte ind i min lejlighed, følte jeg mig mere hjemme, end da jeg gik rundt i det kvarter, hvor jeg voksede op. Og det var en stor oplevelse, for det har jeg aldrig prøvet før.
Da vi flyttede, følte jeg mig rykket ud af en tilværelse, jeg var tilfreds med, selvom jeg bestemt ikke var lykkelig. Jeg var bare ikke klar til at give slip, og fordi jeg ikke selv havde mulighed for at bestemme, hvornår jeg skulle give afkald på den tilværelse, jeg havde dengang, har jeg haft svært ved at komme videre.
Nu synes jeg til gengæld, at jeg ærligt kan sige, at nutiden er meget bedre end fortiden. Og det føles godt. Rigtig godt.
Jeg tror næsten, at det er varmt nok til, at jeg kan forsvare at gå ned på tanken og købe mig en is. Lige hér i Brønshøj, hvor jeg hører hjemme.
