Jeg kender alle og jeg kan alt!

Jeg ved godt, at jeg i sidste indlæg lovede at berette om mit sofaeventyr. Fortællingen er desværre blevet udskudt på ubestemt tid, da jeg har brug for at få det hele lidt på afstand for ikke at kaste mig ud over en klippe. Men i får lige et meget kort indblik i situationen:

Min nye sofa har brug for en kiropraktor.

Nu er der ikke sagt for meget, men heller ikke for lidt. For jeg har brug for at fortælle en mere positiv historie i dag.

Så vi går videre til dagens emne...

Jeg bor i Brønshøj, som er en lille by i den store by. Vi har vores eget lille samfund, og det kan mærkes på de folk, man møder på gaden. For selvom der er lige så mange sure miner hér, som der er inde på Strøget i denne efterårsvinter-tid, så støder man tit ind i folk, man kender. I hvert fald hvis man er mig.

Det har nok sine årsager, hvilket de to første historier omhandler. Og det har helt bestemt sine resultater, hvilket er indeholdt i de to sidste historier. Måske er der nogen, der kan finde lidt inspiration hér til at gøre deres liv bare en lille smule sødere. :)

I fredags besluttede tøsen og jeg os for at få en flaske vin til maden. Det blev til to flasker, og da jeg spurgte hende, om jeg skulle tøffe ned i kiosken efter endnu en, kiggede hun bare på mig og smilede på den måde, der gør, at jeg bliver forelsket på ny igen og igen.

Så jeg gik ned i kiosken til min gode kiosk-ven (som jeg altså kun kender fra kiosken) og fandt en rimelig flaske rødvin. Til 59 kr. Som kan fås i Føtex for halvdelen...men sådan er reglerne jo i en kiosk.

Min kiosk-ven spurgte mig, om jeg godt kunne lide rødvin, hvilket jo er et ret overflødigt spørgsmål, når nu jeg er i gang med at købe en flaske. Det gik ret hurtigt op for ham, og han supplerede med endnu et spørgsmål: Ved du meget om rødvin?

Til dét svarede jeg (som jeg stort set altid gør), at jeg ved nok til at vide, hvad jeg skal undgå og nok til at vide, hvad jeg kan lide. Men jeg er ingen ekspert.

Nå, men han havde smagt rødvin et par gange, og han syntes, at det var alt for surt. Det kunne jeg godt forstå, og jeg foreslog ham at prøve et par lidt kraftigere, mere frugtagtige vine, og det endte med, at jeg stod og lavede en lille liste over vine, han skulle smage. Hvis han altså havde lyst til at give det et forsøg mere.

Til sidst kom jeg i tanke om, at pigen i lejligheden egentlig nok sad og ventede på mig, så efter at have fået mange tak for hjælpen, forlod jeg hurtigt kiosken og gik hjemad. Mit job som vin-rådgiver var gjort.

Dagen efter fik jeg pizza-abstinenser. Op på pizzariet til min gode pizza-ven (som jeg selvfølgelig kun kender fra pizzariaet) og hente en nr 24.

Det skal nok lige indskydes af hensyn til de, der ikke kender mig, at jeg er klippet helt skaldet, men jeg har forsømt det lidt på det sidste...pga. kulden.

Min pizza-ven spurgte mig, om ikke jeg snart skulle klippes, og jeg forsikrede ham om, at det var med vilje, at der var lidt vinterpels. Han sagde, at han også havde tænkt på at klippe sig skaldet, men han var lidt tøvende...pga. kulden. Jeg fortalte ham, at 80-90% af vores kropsvarme ryger ud gennem hovedbunden, og at han hellere måtte vente til foråret. Han besluttede sig for at vente og sagde mange tak for hjælpen. Og jeg kunne gå hjem med en varm nr 24 og hygge mig. Mit job som hår-rådgiver var gjort.

Nu har jeg så lige været nede i Netto. Når jeg går hjem derfra, kommer jeg forbi et værtshus, og en af bartenderne, som jeg har talt lidt med, når jeg har været nede og spille billard, kom susende ud af døren, lige da jeg kom forbi. Han nåede dog at hilse, og det er jo hyggeligt at møde folk, man kender, så jeg vendte mig om og hilste igen med et smil.

Da jeg drejede hovedet fremad, så jeg en mand komme styrtende mod mig med en plastikpose i hånden. Han råbte "HEJ", og jeg blev lidt forskrækket, indtil jeg så, at det bare var en af dem fra mexikaner-madstedet lidt længere oppe ad vejen, der skulle levere en ordre et eller andet sted. Han ville bare lige hilse på mig, mens han spurtede forbi.

2 gange indenfor 5 sekunder. Wow. Jeg føler mig meget let genkendelig i dag. Og det er en rigtig rar følelse.

Det er let at glemme, at det er mennesker, man står overfor, når man køber noget. I min Netto har jeg opgivet at være flink og imødekommende, for de er altid så sure. Men ellers har jeg haft rigtig mange gode oplevelser med dem, jeg besøger ofte. Det er rart, når folk hilser på dig og lige spørger, hvordan det går, når man mødes på gaden. Og selvom det aldrig har været min hensigt at få noget igen for at være venlig, kan det godt betale sig hér...i den lille by i den store by. :)

Argh!

Nogle gange skal man virkelig lære at tænke, før man taler.

I går var jeg på vej hjem fra middag hos de gamle sammen med kæresten, og da vi stod af bussen, kunne jeg mærke et ikke ubetydeligt pres på min blære. Vi skulle hjem, og det kunne kun gå for langsomt.

Uheldigvis ligger der en skobutik mellem stoppestedet og min lejlighed, og selvom der er mange fordele ved at have en meget feminin kæreste, så er der også ulemper. Fx kan vi ikke passere en skobutik, uden at hun "liiiiige skal se...".

Hun var dog nådig og skyndte sig med at kigge, da jeg klagede over min situation, og vi kom relativt hurtigt forbi de mange udstillede sko i vinduet.

Kort derefter ligger der en ejendomsmægler med en masse lejligheder til salg i udstillingsvinduet, og mens tøsen hele tiden blev afbrudt af en slem hikke, spurgte hun med et drillende blik i øjet, om vi ikke skulle kigge på lejligheder.

Og her træder hendes feminine side frem igen, for da jeg siger: "Nej, jeg skal op i lejligheden, og det skal gå stærkt!", vælger hun at misforstå og overfortolke...og hun svarer: "Nå, du vil måske slet ikke flytte sammen med mig? Hmpf!".

Jeg trækker hende videre og siger (i håb om at aflede hendes opmærksomhed) den fatale sætning:

"Jo jo. Hvis du holder op med at hikke indenfor 2 sekunder, så er jeg frisk."

Hun stopper op og kigger på mig med et underligt blik. De to sekunder er gået, og der kommer intet hik...og det er så hér, jeg opdager, hvad jeg netop har sagt. Jeg udbryder et opgivende "Åååårh pis osse!", og vi flækker begge to af grin.

Hvis ikke min kæreste var så forstående og dejligt et menneske, ville hun kunne udnytte mig på det groveste. Jeg bliver nødt til at lære at tænke, før jeg taler, inden vi har været sammen så længe, at de her situationer bliver "farlige".

Næste post bliver om mit sofaeventyr. Der er både musik, tragedie, håb, ødelagte lamper...det bliver episk.

Babel

Jeg var inde og se Babel med tøsen her til aften. Det er en rigtig fed film.

Jeg forlod biografen med en følelse af, at vi mennesker godt kan hjælpe hinanden. At vi er i stand til det, hvis vi gør en indsats.

Dét, der gjorde størst indtryk på mig, mens vi sad i mørket, var, da lyden forsvandt lige i starten af filmen. Der var 2 marokkanske drenge, der legede med en riffel, hvilket jo er ret trist at se på, når der ikke er nogen lyd.

Men så var der heldigvis en frelsende engel, der muligvis har set filmen før og ønskede at demonstrere et af budskaberne, som trådte i karakter...og råbte BANG i samme øjeblik, riflen blev affyret.

Det var svært ikke at knibe en lille tåre.

Har jeg for meget fritid...?

Har jeg for meget fritid, når jeg godt kan lide at brokke mig over tobaksindustriens påtvungne advarsler på pakkerne? Jeg mener...hvem laver dem egentlig, og hvorfor er de så dumme, at det er svært ikke at grine istedet for at tænke lidt over sit tobaksforbrug, hvis man har bare en smule sans for grammatik og almindelig sund fornuft?

Tjek forsiden af min cigaretpakke:



Jeg ved godt, at rygning er skadeligt (med T!!). Det er dumt at fucke op i grammatikken dér, og det er endnu dummere at antage, at folk ikke er klar over det!

Man kan sagtens sige, at det er en tilgivelig bommert. Jeg synes bare, at tingene skal være orden, og det kan da for pokker ikke være så svært at få læst korrektur på sine ting.

Men okay, så tager vi det lidt tungere skyts frem. Her er bagsiden:



Dette er altså bagsiden af pakken. Så langt er i med, ikke?

Da cigaretpakker altid står med forsiden ud mod kunden, så HAR man købt pakken, når man læser dette, og så er det sgu nok lissom for sent, ikk'? Argh, hvor kan det dog frustrere mig...

Og ja ja, der er masser af undskyldninger for begge fejl, men det ændrer ikke på, at det virker ugennemtænkt og uprofessionelt, og med sådan et alvorligt budskab gør man sig selv en gevaldig bjørnetjeneste (i ordets originale betydning), når man ikke udstråler autoritet og professionalisme.

Der er flere af disse cigaretpakkeadvarselsfejl (wow, sikke et ord!), og jeg skal nok vende stærkt tilbage med mere dokumentation for, at de, der skriver det lort, burde aftjene en eller anden form for samfundstjeneste, fordi de har fejlet som mennesker.

De kunne meget passende blive sat til at rende rundt og samle mine cigaretskodder op fra gaden.

Galninge og hvorfor de godt kan lide mig

Jeg har længe vidst, at jeg tiltrækker folk, der ikke er helt normale i hovedet.

Hvis jeg sidder i en bus, og der stiger en tydeligvis beruset eller på anden måde psykisk ustabil person på, så ved jeg, at de sætter sig ved siden af mig og tager det som en selvfølge, at jeg er interesseret i at høre, hvad de har at sige.

Lad mig lægge hårdt ud med at sige, at intet interesserer mig mindre. Ikke engang Paraguays bruttonationalprodukt. Men ak...jeg er på en eller anden måde indlagt til altid at ende med at møde sådanne personer, og selvom det ikke altid er ubehageligt at møde sære mennesker, så sker det bare ufatteligt ofte for mig. Og jeg har egentlig længe haft på fornemmelsen, at det er, fordi jeg ser så rar og imødekommende ud.

Men nej...i dag blev denne teori skudt i sænk af et par teenagepiger.

Jeg kommer cyklende hjem i mine egne tanker...opmærksom på trafikken naturligvis, men ikke mere end nødvendigt, hvilket efterlader rigelig hjernekapacitet til andre tanker. Det er næsten mørkt, og pludselig ser jeg 30 meter længere fremme to piger, der står ude på vejen og vifter med armene, mens de råber noget utydeligt.

Mit beskytterinstinkt træder straks i kraft, og udfra deres ophidselse kan jeg fornemme, at der er sket noget frygteligt...eller måske er der ved at ske noget frygteligt, som jeg kan nå at stoppe.

Jeg speeder op og bremser hårdt op foran dem, men der møder mig lutter smilende ansigter hos de to 13-årige tøser, og jeg er forundret. Det ændrer sig ikke, da den ene siger til mig, mens hun stolt fremviser en lyserød rose:

"Brønshøj Kirke på onsdag klokken 14!!".

Jeg ser nok mindst lige så forundret ud, som jeg føler mig, for hun uddyber straks...med en tone som om det var en selvfølge, og at jeg må være mere end almindelig dum, når jeg ikke selv kan regne det ud:

"Jeg skal giftes!".

Det hjælper selvsagt ikke meget på min forvirring, men jeg får dog fat i, at der ikke er noget galt. Så jeg siger tillykke til den vordende brud og forsikrer dem om, at jeg vil komme til brylluppet. Og så løber de om muligt endnu mere glade videre ned ad vejen, mens de efterlader mig med én tanke i hovedet:

"Hvad skete der lige dér?!".

Jeg er efterhånden holdt op med at undre mig...det kan ikke betale sig, for så kunne jeg vist ikke lave andet.

Men nu er jeg alligevel forvirret igen. De kunne jo ikke se mit venlige ansigt i mørket på den afstand, så det må være noget andet, der gør, at sådanne ting sker så ofte for mig.

Har alle i andre fået fat i en eller anden "crazy repellant", som jeg ikke har hørt om?

Hvis der er nogen, der har et forslag, så sig endelig frem.

TDCs nye topchef er trist

Jeg synes, at det er bekymrende, at TDCs topchef promoverer cutter-syndromet. Han burde hellere lære at tale om sine problemer.

Nu stopper det!

Okay, jeg har set alt nu. Alt!

Jeg har hørt om skænderier i parforhold, der gik ud på, at den ene part ikke klemte al tandpastaen ud af tuben, før den blev smidt ud, eller måske endda var så fræk ikke at klemme i bunden af tuben, så det blev svært at få det sidste ud, når tuben var ved at være tom.

Men jeg har sgu godt nok ikke hørt om, at det var så stort et problem, at der var behov for et produkt til at afhjælpe situationen. Når sådan et skænderi opstår, så er det et symptom på andre frustrationer, der ikke får lov til at komme op til overfladen. Men Colgate har åbenbart ikke forstået dette, og så har de forsøgt at gøre verden til et bedre sted for os alle...

Min kæreste fandt dette, da vi var i Føtex i går:



God damn it, det er tandpasta! Det er bare tandpasta!! Det er ikke flydende guld eller en kur mod kræft. Det er tandpasta, og det koster mindre end 20 kroner om måneden pr. person.

Og nu kan du for 30 kr. købe noget, der sparer dig godt og vel 10 øre om måneden. Og det regner vi lige på...*regne regne*...

Om 25 år er pengene tjent ind igen, og de der plastikting går jo aldrig i stykker, så det er en fantastisk god investering...

Eller handler det mere om følelsen af sejr? "Jeg vandt over Colgate!!"...og hvis det er dét, er det så ikke ret sørgeligt, at dét at tømme en tandpastatube kan være et af dagens højdepunkter? At det i det hele taget kan gøres til en "oplevelse" ved hjælp af...(fnis)...TUBE MASTER...?

Jeg synes sgu, at det er ved at være for meget med alle de hjælpemidler. Hvis man køber dem allesammen, så tager det længere tid at rode hele skidtet igennem end at gøre det på den gammeldags måde.

Jeg stemmer for en revolution!