onsdag, marts 28, 2007

Som snydt ud af næsen...

Jeg faldt over en webcomic for ikke så længe siden. Muligvis for omkring en uge siden. Den hedder CTRL+ALT+DEL (nørder må gerne fnise nu), og den er voldsomt sjov.

I kan evt. kaste et blik på den her: http://ctrlaltdel-online.com/comic.php

Jeg har desværre fået pløjet mig gennem hele arkivet allerede, men det er helt sikkert noget, jeg skal følge med i fremover.

Persongalleriet er meget genkendeligt for mig...selv den skaldede counterstrike-nørd, der arbejder sammen med Ethan. I min verden hedder han Dennis og gik i min klasse på datafagteknikeruddannelsen (*pust pust*...langt ord).

Og jeg identificerer mig naturligvis med Ethan selv. Jeg kan godt nok ikke nå helt op på hans niveau i spontanitet, underlige indfald eller afhængighed af computerspil, men jeg kan absolut se nogle fællestræk i den måde, vi begge tænker på.

Hér er et godt eksempel:

http://ctrlaltdel-online.com/comic.php?d=20050629

Jeg ville dog nok nøjes med at tænke det...tror jeg nok...

De faldt i lørdags...

En salut for de faldne soldater...



Min fødselsdagsfest i lørdags gik fint. Faktisk rigtig, rigtig fint.

Jeg ville gerne have det til at være en fest, som folk husker, men på dét område har jeg vist selv forsømt mine forhåbninger. Det er vel bare, hvad der sker, når man ikke vil lave sine drinks selv og får sine drillesyge venner til at gøre det.

Men jeg tror, at andre vil huske den, og det gør mig glad.

Vi var 15 mennesker...og ca. lige så mange flasker sprut.

Dette kunne være opskriften på en katastrofe, men bortset fra et par væltede dvd-film, nogle pletter på gulvtæppet og opkast på min kærestes cykel, som stod under altanen (og jeg bor altså på 3. sal!), så skete der ingen skader.

Tak til alle deltagere for at gøre min 25 års fødselsdagsfest til noget, jeg ville ønske, jeg kunne huske mere af.

torsdag, marts 22, 2007

Dommedag er nær...

På lørdag får jeg besøg af 18 mennesker. Sådan cirka i hvert fald.

Ud af disse er der én, der ikke drikker overhovedet. Så er der nok en 2-3 stykker, der drikker moderat. Og vel også en 4 stykker, der drikker meget. Det vil altså sige, at der nok er 10 mennesker, der kører decideret dødsdruk. Undertegnede hører til sidstnævnte gruppe.

Derfor har jeg indkøbt store mængder alkohol...nærmere bestemt 4 rammer øl, 3 flasker vodka, 3 flasker bacardi, 2 flasker gin, 2 flasker bailey. Så har jeg også fået doneret en flaske pisang am bon og en flaske rød grenadine. I morgen køber jeg 2 flasker whisky og en flaske tør vermouth, så vi kan lave dry martini.

Disse omstændigheder kombineret med de involverede burde give anledning til en fest, der forhåbentlig vil gå over i historien som den bedste 25 års fødselsdagsfest, jeg nogensinde har holdt.

Jeg tror, at der er ret gode odds for, at det vil lykkes.

mandag, marts 19, 2007

Undskyld Danmark...

Den 19. marts 1982 klokken 12.35 kom en lille dreng til verden. Han blev større, som sådan nogle jo gør, og nu sidder han og skriver noget, der vel godt kunne ligne starten på et eventyr.

Men det er det ikke. Det er en undskyldning.

Dagen har ellers startet fint. Masser af solskin og forårsduft i luften. Men klokken nåede da også kun lige at snige sig op til dét tidspunkt, hvor jeg for 25 år siden blev født, før den første regnbyge faldt. Og kort herefter begyndte det så at hagle.

Og det hele er min skyld. Jeg tager det fulde ansvar, og jeg vil prøve at gøre det bedre næste år.

Med lidt held (og takket være en stor indsats for at opføre mig pænt de sidste par uger) undgår vi muligvis de jordskælv og tornadoer, som jeg ellers har frygtet.

Undskyld, Danmark.

lørdag, marts 17, 2007

En lille forsmag på livet efter de 25

Min kæreste er 19, og jeg fylder 25 om 2 dage. Vi er altså i vores bedste alder og burde være ude og feste natten lang og vise, hvilke interessante og ikke mindst velhavende mennesker, vi er. Københavns elite endda.

Eller i hvert fald projektere en forestilling om, at vi er vigtigere og bedre mennesker end dem, der står ved siden af os. Ligesom alle andre her i hovedstaden gør.

Vi burde være ude og være smarte. Dét er essensen.

Men nu sidder vi altså her i min stue en lørdag aften med en kop dejlig varm te.

Jeg er virkelig på vej med alderdommen nu, og jeg trækker alle med mig. :(

onsdag, marts 14, 2007

Sådan noget lort...

Okay, nu må det her altså snart stoppe. Jeg fik raget en forkølelse til mig lige efter min vinterferie i uge 7, så jeg var fraværende fra arbejdet mandag og tirsdag i uge 8.

Den næste uge blev jeg syg med influenza midt på ugen og var sygemeldt i en uge...jeg havde altså sygefravær i både uge 9 og 10.

Nu er vi så i uge 11, og jeg er sygemeldt på anden dag.

Det er fan'me noget lort.

Og dette bliver understreget af, at jeg denne gang har fået "roskildesyge".

torsdag, marts 08, 2007

Dagens vise ord...

"Man skal ikke kaste med Paprika Steen, når man selv bor i et krydderiglas."

tirsdag, marts 06, 2007

Lykkelig

Jeg er en priviligeret person.

Jeg har oplevet meget skidt i mit liv. Og jeg har oplevet meget godt. Nogle gange joker jeg med, at jeg har haft oplevelser nok til resten af livet, men som det ofte er tilfældet, når jeg joker, så ligger der en dybere mening bag det hele.

Et familiemedlem sagde engang noget i retning af det her til mig: "Du har set mere, end man bør i din alder. Jeg kan godt være bekymret for, om der er nok i resten af livet for dig, for du har allerede set det meste."

Hun talte kun om det dårlige, men når jeg tænker på det, så kan det også overføres til det gode. I hvert fald næsten. Jeg mangler at få et barn, og det kan jeg ærligt talt godt vente lidt med. Men ellers føler jeg, at jeg er godt med.

Alle de ting, der er hændt mig, har gjort mig til en person, der er lidt speciel. Jeg føler selv, at det er en god ting, og jeg håber, at jeg har ret.

Nogle gange bliver jeg grebet af en lykkefølelse, der overgår alt, hvad jeg nogensinde har prøvet. Pludselig går det op for mig, hvem jeg er blevet til, og hvad jeg har...og så bliver jeg nærmest væltet omkuld af en tidevandsbølge af lykke. Jeg bliver overvældet af de positive følelser jeg har for personer som min kæreste Emma...alle mine venner (ingen nævnt, ingen glemt)...og min far og stedmor. Og jeg har slet ikke plads til det hele, så jeg må overgive mig til et stort grin, der presser sig på, for at jeg ikke skal eksplodere.

Det er så let at forfalde til alt det negative, der sker for os mennesker. Men hvis man er heldig med de mennesker, man omgås, og hvis man forstår at værdsætte dét, så betyder alt det andet ingenting. Mine største nederlag og mine største smerter er intet i forhold til den lykke, jeg kan føle nogle gange.

Og jeg forstår at værdsætte den lykke, jeg har. Jeg ved, hvem den skyldes, og jeg prøver at takke dem for den, når det er passende.

Jeg tager fra det store hele, og jeg forsøger at give igen...mindst lige så meget, som jeg modtager. Og dét, synes jeg, gør mig til et godt menneske, der fortjener den lykke, jeg har.

søndag, marts 04, 2007

Billede af mig!

Jeg sidder ofte og bliver irriteret over, at folk ikke smider et billede af dem selv på deres blog, når jeg sidder og blogsurfer. Jeg forstår udmærket ønsket om anonymitet, men jeg er jo nysgerrig.

På den anden side har jeg jo heller ikke selv et billede, men det kan der heldigvis rådes bod på. Jeg har været gennem mit billedarkiv og fundet det billede, der portrætterer mig på en måde, jeg kan stå inde for.



Det er vel overflødigt at nævne, at det blev taget til en julefrokost?

Ekstra Bladet...tsk tsk

Det har længe været sådan på nyhedssider, at de i en artikel eller overskrift linker til relaterede artikler, så man kan danne sig et overblik over et bestemt emne.

Nogle gange kommer der dog nogle ufrivilligt morsomme ting ud af det, og jeg faldt lige over en af de gode :











Jamen, så længe hun har det godt med det, så er det jo fedt. :)

(jeg ved godt, at den er lidt søgt, heh)

lørdag, marts 03, 2007

Brev til Københavns Politi

Hej hvem-der-så-end-læser-dette

Jeg håber, at dette er det rette sted at henvende sig med ros for den måde, i har håndteret urolighederne på Nørrebro.

I fortjener den største anerkendelse for det mod, i har udvist de sidste par dage.

I har stået op mod en kultur, som jeg selv har erfaret bygger på massehysteri og en gruppementalitet, der ikke efterlader plads til andre holdninger end deres egne på trods af deres prædikener om frihed og forskellighed. Når man først er deres fjende, så bliver risikoen ved en flyvende sten på 2½ kilo uvedkommende.

I er blevet sat i livsfare med flyvende brosten og molotovcocktails, men har kun svaret igen med begrænset magt, så i ikke har opskaleret urolighederne til et niveau, hvor folk kommer i større livsfare, end hvad aktivisterne selv har lagt ud med.

Det kræver fornuft at planlægge en fornuftig respons på et sådan kaos, som vi har kunne se de sidste par dage, hvilket jeg går ud fra, at vi bl.a. kan takke Kai Vittrup for. Og det kræver mod i tonsvis at UDFØRE planen og HOLDE sig til den, og det kan vi til gengæld takke samtlige betjente, der har været på gaden for.

Det vil jeg hermed gøre på egne vegne, men også på vegne af alle jeg har talt med om emnet. Alle har udtalt uforbeholden støtte til jer og respekt for den måde, i har håndteret situationen på.

Jeg har altid haft stor respekt for politiet og jeres arbejde, og her de sidste par dage har det været en fornøjelse at se, at vi lever i en retsstat, hvor befolkningen kan stole på, at vi har et politikorps, der vil gå meget langt for at sørge for vores sikkerhed...både dem der går med masker og kaster med brosten, og alle os "normale" mennesker. ;-)

Mange tak.


Med venlig og ærbødig hilsen

xxxxxxxxx xxxxxxxxx

-------

Dette brev har jeg sendt til koebenhavn[snabela]politi.dk (erstat [snabela] med @).

Jeg synes, at i skal gøre det samme, hvis i har det på samme måde som jeg. De skal have at vide, at befolkningen bakker op om deres måde at håndtere det her på. Det er altid rart at få et klap på skulderen, når man har udført en rigtig lorteopgave.

Den rigtige beslutning...

Klokken er lige blevet 3.00, og jeg sidder og ser TV2 NEWS. Jeg forstår i øvrigt slet ikke kritikken af den kanal...det her er fan'me godt TV. Der er lige blevet sagt følgende:

"Nu bliver der altså kastet med flasker. Vi står altså...vi står altså virkelig skodagtigt hér."

Og så forsikrer hun dem i studiet om, at hun har en meget hård kranieskal. Haha, hun har sgu humor. :)

Da jeg købte min lejlighed for snart 3 år siden, overvejede jeg at bosætte mig på Nørrebro. Prøv lige at gætte om jeg er glad for at bo i Brønshøj nu? Lige præcis dét her scenarie var faktisk med i mine overvejelser, så jeg vil lige klappe mig selv på skulderen for at træffe den rigtige beslutning.

For satan da...jeg krydser fingre for, at der ikke er nogen, der mister livet i aften. Og jeg håber, at dem, jeg kender på Nørrebro, er fornuftige nok til at holde sig indendørs.

Jeg burde gå i seng og pleje min influenza med en god, lang nattesøvn, men det her er sgu for spændende til at forlade. Jeg tror, jeg skal have en kop kaffe.

Nat-snacking og hygge...

Det er så hyggeligt med en nat-snack og et lejrbål. Det har jeg altid syntes rigtig godt om.

Det er desværre ikke så hensigtmæssigt at tænde bål i min 3. sals lejlighed, men så er det da altid noget, at jeg har et stort fjernsyn og TV2 NEWS. Så er det næsten ligesom at være der selv.

"Vi har lejrbål her..."




Sarkasme kan forekomme i ovenstående...

fredag, marts 02, 2007

Inkompabilitet...

I computerverdenen har vi et begreb, der hedder inkompabilitet. Ordet kan også findes i andre sammenhænge, men det er meget brugt, når det gælder computere.

I tilfælde af at i ikke skulle vide det, betyder det, at to eller flere ting ikke passer/fungerer sammen.

Jeg har netop opdaget en seriøs inkompabilitet, der påvirker min hverdag i en meget negativ retning: Riberhus mellemlagret ost og den gamle fabriks jordbærmarmelade.

Jeg ved ikke, om fejlen findes det ene eller det andet sted, men noget er der altså galt, når marmeladen begynder at "glide" hen over osten, hvis man vipper maden den mindste smule.

Men det gav mig da lejlighed til at slikke mine fingre rene for marmelade for første gang i mange år, og det var en fornøjelse, jeg ellers havde glemt alt om.

Mums. :)

torsdag, marts 01, 2007

Mine 3 hovedpiner - pt. 2

YES!! Yes yes yes yes!!! Yes-yes-yes-yes-yes!!!! Yesyesyesyesyesyesyesyesyes!!!!!

Oh yeah!

Min Xbox 360 er kommet tilbage fra reperation.

Og hvis jeg ikke havde været syg, så ved jeg ikke, hvordan UPS havde klaret dét, at jeg ikke var hjemme. Jeg har hørt skrækhistorier om, at de bare stiller papkassen udenfor døren, så alle kan tage den.

Men jeg VAR hjemme, og jeg ER syg, hvilket betyder, at jeg kan indhente noget af den forsømte spilletid. :)

Som jeg tidligere har nævnt, har jeg været uheldig med ting og sager på det sidste. Men nu lader det til, at heldet er med mig igen.

Jeg vil lige fortælle, hvordan Xbox-historien gik.

Den niende eller tiende januar udkom der en software opdatering til Xbox 360 fra Microsoft, og den fik en masse Xboxe til at melde hardwarefejl. Jeg var en af de uheldige.

Jeg forsøgte at ringe til Microsofts Xbox-support på det telefonnummer, der stod på deres hjemmeside. De havde to numre...ét til mobiltelefoner og ét til fastnettelefoner, hvoraf dét til mobiltelefoner åbenbart lige var blevet nedlagt, uden at det stod på hjemmesiden...og beskeden, man fik, når man ringede, var, at supporten var lukket "for i dag". Selvom der altså stod nogle åbningstider på hjemmesiden, der modsagde dette.

Nå, men jeg måtte jo så prøve at ringe fra min fastnettelefon. Det var jeg ikke så meget for, da jeg har kun et telefonstik inde i soveværelset, og min telefon kan ikke nå ind i stuen, hvor Xboxen står.

Microsoft fører angiveligt alle, der ringer, igennem en serie tests, der skulle afgøre, om der vitterligt er tale om en hardwarefejl eller ej. Dette betød altså, at jeg måtte finde en anden fastnettelefon frem, der havde en lang nok ledning til, at jeg kunne være inde i stuen, mens jeg talte med supporten.

Det gik...men også kun lige på et hængende hår. Jeg stod bogstaveligt talt og lænede mig ind i stuen, mens jeg talte med supportdamen.

Nå, men det gik altså, og efter jeg fik at vide, at det ville være gratis, fordi det hørte under garantien, fik jeg aftalt, at de ville sende mig nogle papirer, så jeg selv kunne bestille afhentningstidpunktet med UPS.

En uge efter blev jeg ringet op af en UPS-mand, der var lidt vred over, at jeg ikke var hjemme...

Jeg måtte jo så forklare ham, at jeg ikke havde fået at vide, at de ville komme, og at jeg ligesom de fleste andre almindelige mennesker er på arbejde klokken 15 på en fredag.

Microsoft havde altså lavet en afhentningsaftale med UPS uden at informere mig. Suk...

Han forsikrer mig om, at han nok skal tale med UPS-folket og finde ud af noget med en afhentning på mandag, men jeg hører selvfølgelig ikke fra dem.

Tirsdag eftermiddag har jeg fået nok af at vente, så jeg ringer og får besked om, at de lige vil undersøge sagen og ringe tilbage i løbet af onsdagen. Det gør de ikke, så jeg ringer selv onsdag kort før lukketid og får at vide, at de ikke kan afhente den, hvis jeg ikke har modtaget papirerne, der viser, hvor den skal afleveres.

Dem har jeg ikke modtaget, da deres inkompetente narrøv af en pakke-kusk ikke har afleveret dem til mig, selvom han da FIK smidt en anden seddel ind af brevsprækken. Så det var altså ikke, fordi han ikke kunne komme ind i opgangen og op til min brevsprække.

Jeg får besked på at ringe til Microsoft og bede dem om at arrangere en ny afhentning.

Haha...hell no!!

Istedet ringer jeg til Microsoft, får dem til at emaile papirerne til mig, printer lortet ud og afleverer pakken hos et UPS-drop off point eller hvad det nu hedder.

Jeg kan ikke få en kvittering af manden, som jeg afleverer den til, så jeg er i det hele taget spændt på, om han mener, at han nu har fået nyt legetøj, men jeg bekymrede mig åbenbart uden grund.

Og nu...endelig...efter godt og vel 8 uger...har jeg en fungerende Xbox 360 igen.

Men så svært burde det altså bare ikke være...

Two down...one to go! Fortsættelse følger...

Så rydder de bulen...

Hvor er det dog "dejligt" at være syg, så man kan ligge og se rydningen af Ungdomshuset på TV2 NEWS...live endda. :)

Det er ikke dejligt at være syg...og det er heller ikke dejligt, at folk kommer til skade, fordi nogle fjolser mener, at de ikke er bundet af de samme regler om ejendomsret som os andre.

Men når man har fulgt så meget med i sagen, som jeg har gjort, så er det dejligt at se folk pisse al den goodwill, de har opbygget, væk.

Min favorit-fadæse indtil videre er en ung mand, der råber det gamle (og efterhånden ret slidte) slagord: "POLITIKONTROL SKABER MERE VOLD".

Dette er der sådan set ikke noget nyt i, og ej heller er det overraskende, at han får andre med på vognen.

Det morsomme ligger i, at han råber det, mens han selv angriber politiet. Han løber hen mod dem, så de må gå i forsvarsstilling, og han råber, at det er DEM, der skaber vold?! Ooooo...kay...

Skal vi gætte på, at han ikke har et medlemskort til Mensa?

Så er der også fredsvagterne. Det er dem med de gule veste, hvorpå der står "Forældre mod politibrutalitet". Jeg har set adskillige af dem være MEGET aggressive overfor betjentene, og det skete EFTER, at politiet gjorde opmærksom på, at det var en ulovlig forsamling.

Måske skulle de overveje et navneskift? Jeg mener...hvis de bryder loven, opfordrer til ballade og opfører sig aggressivt overfor politiet, så virker det ærligt talt ret tyndt, at de mener, at de er imod politiets brug af magt.

Men det er så typisk "den slags mennesker", at de sørger for at få betjentene til at udøve den magt, som politiet har lov til at bruge for at sikre offentlighedens sikkerhed, så de bagefter kan fremvise blå mærker og våde øjne, mens de hyler op om, at politiet bare var SÅ voldsomme.

Det er da ufatteligt trist, at de mener, at politiet er problemet, og at det derfor er okay at angribe dem. Det er helt uforståeligt, at de ikke kan se, at de SELV skaber konfrontationen, og at de mister enhver støtte hos befolkningen, når de opfører sig så tåbeligt.

Jeg har egentlig ikke noget særligt imod brugerne af ungdomshuset. Jeg synes ikke om deres holdning til omverdenen, men jeg beundrer deres idealisme og gå-på-mod. Dét at de tror på en sag og kæmper for den.

Dem, jeg virkelig har noget imod...dem jeg brokker mig over i dette indlæg...det er alle dem, der mener, at de har ret til at stille sig op og besværliggøre politiets arbejde ved at opføre sig aggressivt overfor betjentene for derefter at skrige: "Hva' fa'en har du gang i?!", når betjentene reagerer på angrebet.

Jeg forstår ikke omfanget af de sindsforstyrrelser, der må være nødvendige for at kunne overse ens egen dobbeltmoral, når man opfører sig så tåbeligt. Det generer min logiske sans, at folk kan være så dumme, at de vil skabe gadekampe for noget, som de enten slet ikke er indblandet i eller bare har en meget marginal rolle i.

Jeg kan virkelig undre mig over folks mangel på selvkritik overfor deres handlinger, når jeg ser dét, som bliver vist på TV2 NEWS lige nu.