Afsted afsted afsted!

Dette bliver så min sidste entry, før jeg tager afsted afsted afsted mod Roskilde. Wooo! :P

Endelig en uge hvor jeg kan slappe af...hvor det ikke virker som om, at alle andre mennesker end mig selv og enkelte udvalgte udelukkende er sat på jorden med det ene formål at irritere mig mest muligt.

Hvis du vil gætte på, at grunden til dette lille udbrud er, at jeg har haft tyggegummi under skoen og slæbt det ind på guldtæppet...så har du ret. Det er forholdsvis usandsynligt, at nogen skulle drage den konklusion, men hvis der nu var bare en enkelt, så skal du vide, at du har ret. Dygtig dreng/pige.

Nå, heldigvis har jeg min "Den store flytte hjemmefra-bog", som jeg fik af Base1, da jeg købte lejligheden. I følge bogen er det let at fjerne tyggegummi fra gulvtæpper, hvis bare man ligger en pose is over og venter, til tyggegummiet er frossent. Well...der stod der i hvert fald. Men det virkede ikke særlig godt, så jeg måtte istedet bruge snilde og håndkraft...og tålmodighed. Verdammt!

Nå...dagens tanke er jo rettet imod, hvorfor stort set alle mennesker irriterer mig. Det kan være, at jeg er stresset og pirrelig. Det er faktisk meget muligt. Men det kan også være, at jeg bare spiller efter andre regler end størstedelen af mine race-fæller, og at jeg måske burde rette mig ind efter den laveste fællesnævner.

Men så ville jeg ikke have så meget at brokke mig over, og det ville gøre mig frustreret. Og så ville jeg brokke mig over dét istedet. Og da det er mere ynkeligt at brokke sig over sig selv end over andre, så fortsætter jeg bare som hidtil.

Jeg tror, at andre mennesker sørger for at hylle sig ind i en uigennemtrængelig kåbe af selvsikkerhed. Påtaget selvsikkerhed for det meste...det forestiller jeg mig i hvert fald.

Formålet er, at man i enhver situation altid er sikker på, at man har gjort det rigtige, så ens umiddelbare reaktion på protester over ens opførsel kan være: "Fuck dig!". Så ligner man én, der har styr på det, og så slipper man for nogensinde at se dum ud...tror man da...

De, der har færdedes i den københavnske morgentrafik, vil muligvis støtte mig i dette udsagn. Jeg kan i hvert fald ikke se, hvad der ellers skulle kunne ligge til grund for, at man rækker fuckfinger og råber "Din fede idiot" af folk, der påpeger det dumme i at cykle over for rødt, så biler må bremse op med skrigende dæk.

Eller også er menneskerettighederne bliver udvidet med en lille paragraf om, at det er helt i orden at forsøge at starte harmonikasammenstød. Det må jeg lige google efter, når jeg er færdig med at skrive det her.

Nå, men...i stort set alle sammenhænge har jeg set denne opførsel. Hvis nogen fucker op, så det har/kan få konsekvenser for andre, og en anden person påpeger det, så er det straks den opmærksomme person, der er et fjols.

Hvor ville verden dog bare være fantastisk meget bedre, hvis folk evnede en smule selvkritik. Eller i det mindste bare ikke var så skide usikre på sig selv, at de bliver nødt til at slette den reaktion, der gør, at man overvejer sine handlinger, når man bliver konfronteret med dem.

Det er okay at kvaje sig. Det gør vi allesammen. Det er okay at køre over for rødt ved et uheld, hvis det ikke er noget, man gør med vilje. Det er okay at tabe en flaske vin på gulvet i Netto. Det er okay at snuble over en fortorvsflise, der stikker lidt op. Vi gør det alle sammen.

Det er derimod ikke okay, at andre påpeger fejlen og siger: "Høhø, hvor er du dog bare dum/klodset/snot-åndssvag".

For det giver den der konstante frygt for at kvaje sig, og det medfører det her kedelige reaktionsmønster, hvor man straks går i offensiven, fordi man ved, at alle andre står på spring for at påpege ens fejltrin.

Og det er heller ikke okay at blive aggressiv af det og straks give skylden for ens fejltrin videre til en anden. For det er bare at dække over ens egen følelse af usikkerhed.

Vi ville allesammen være meget mere afslappede og glade, hvis vi lod være med at gå så meget op i, om andre er mere kiksede end os selv. Når vi gør dét, så gør vi det for at opfylde et behov. Det kunne vel egentlig godt være et behov for at føle, at vi ikke selv er kiksede. Og hvis vi har det behov, så betyder det, at vi føler os kiksede. Og det gør, fordi andre hele tiden står på lur for at grine af os, når vi fucker op, ikke?

Ydrk...nu mister jeg overblikket. Det var egentlig også bare en brainstorm af en art. Jeg forsøger at bruge min hjerne så meget som muligt, for under Roskilde festival og op til en uge efter regner jeg med at være i underskud på den konto.

Og nu er jeg vist helt færdig med at brokke mig for denne gang.

Skål!!

Harpiksen drypper...

Hvem fanden har besluttet at plante alle de lorte træer på Frederiksberg?

Alle, der har gået langs Frederiksberg Allé i juni/juli måned, ved hvad jeg mener. Det er noget lort.

Ens fødder klæber til asfalten, som om man træder i fodsporene efter en coladrikkende epileptiker. Det er klamt.

Og endnu mere klamt er det, når ens cykel af dækket af neddryppet harpiks. Jeg var nemlig hjemme og besøge de gamle på Frederiksberg (de bor ikke tæt på allé'en...de fucking træer er allevegne).

Ikke nok med at ens bukser klæber til sadlen, så det næsten siger RIIITSCH, når man rejser sig op for at tage spurten ved den grønne lampe. Nej nej...det stopper ikke dér.

Hvis man har gearskifte med drejehåndtag på styret, så bliver hudet fan'me næsten flået af, når man skifter gear, fordi noget af hånden drejer, mens resten er klistret fast. Og man skifter ret ofte gear, når man er en ung muskuløs herre, hvilket undertegnede (eller overtegnede) jo er. Jo jo, det er jeg skam.

Jeg blev nødt til - hver eneste fucking gang jeg skulle skifte gear - at slippe højre håndtag fuldstændig for derefter kun at tage fat om den del af styret, der styrer gearskiftet...eller ville jeg være gået ud af mit gode skind. Bogstavelig talt. Av for sytten. Og atten. Og helvede.

Jeg kræver at få at vide, hvilken træsort der drypper harpiks...og hvem der er ansvarlig for at plante dem overalt på Frederiksberg. Personen skal straffes efter sharialovgivningen og stenes på rådhuspladsen.

...eh...fik jeg nævnt, at jeg er stiv, og at jeg har tabt i kortspillet Olsen?

Hvor langt kan jeg gå...?

Jeg har længe set mig selv som et forholdsvis intelligent menneske.

Nogle vil sikkert være uenige, men jeg føler, at jeg har et bevis i mine karakterbøger. Der er en masse 8- og 9-taller og et par enkelte karakterer, der var endnu højere. Det er måske ikke i sig selv grund til den helt store beundring...men taget i betragtning at jeg stort set aldrig fulgte med i skolen, så synes jeg, at det er ret imponerende.

Det kan så naturligvis diskuteres, hvor smart det er ikke at følge med i skolen...men alligevel. Jeg er altså overbevist om, at min formåen strækker sig ud over det sædvanlige, og ikke kun på det lingvistiske område. Min evne til at reflektere over begivenheder er også ret...ehm...raffineret.

Nå, det var egentlig ikke min mening blot at fremhæve alle mine fortræffeligheder hér.

Jeg ønsker derimod at spekulere lidt over, hvordan et ellers fornuftigt menneske kan ende i de situtioner, som jeg ofte ser mig selv havne i.

Jeg var til fødselsdagsfest hos en veninde i fredags. Forinden havde min kæreste og jeg været til en grillfest hos en af hendes venner. Vi startede altså klokken 16, og da fredagen var ved at blive til lørdag, var jeg temmelig beruset i både øl, vin og hård spiritus.

Som det så ofte sker, når man har fået lidt at drikke, skulle jeg på toilettet med regelmæssige intervaller. Og derude legede jeg den gode, gamle leg, der er forbeholdt hankønsvæsener og uhygiejniske piger: Få hele vandoverfladen til at skumme, når du står og pisser.

Det lykkedes mig ikke. Og på en eller anden måde inspirerede det mig til en tale for fødselaren. Den lød i hovedtræk således:

Jeg stod ude på toilettet og prøvede at få hele overfladen til at skumme til. Det lykkedes ikke. Om der er for meget eller for lidt kalk i vandet, eller om min alkoholpromille er en betydende faktor, ved jeg ikke, men jeg kunne simpelthen ikke.

I undrer jer måske over relevansen til dette arrangement og vores allesammens fødselar. [Folk bekræftede dette udsagn meget ivrigt]

Det handler om, hvad man engang kunne, som man ikke kan mere. Engang kunne jeg altid få hele overfladen til at skumme. Det kan jeg åbenbart ikke mere. Og engang fandt jeg en fantastisk veninde. Jeg tror aldrig, at jeg kan finde en lige så god veninde igen.

[kunstpause, hvor alle lige får mulighed for at tænke lidt over, hvad jeg netop har sagt]

Julie...du er overfladen, der altid skummer!!


Det var min tale. Mens jeg stod og talte, syntes jeg selv, at det var en smuk tanke, men set i bagklogskabens dystre lys kan jeg godt se, at det er lidet flatterende at sammenligne mit forhold til min bedste veninde med effekten af urin, der rammer vandet i et toilet.

Men det var ikke desto mindre, hvad der skete.

Selvsamme veninde lagde lejlighed til den seneste af mine bommerter, da vi (igen) fejrede hendes fødselsdag her til morgen...denne gang på selve dagen og med surprise-besøg fra vennerne og morgenmad.

Midt i festlighederne lykkedes det mig at få kaffe i øjet. Varm kaffe. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det skete, men jeg ved til gengæld med 100 procents sikkerhed, at jeg bør undgå den situation fremover.

Min første reaktion var at grine højt, fordi jeg kunne se for mit indre (og i øvrigt, kaffefri) øje, hvordan det ville se ud, at jeg sidder og holder mig for øjet, mens jeg råber: "Av for helvede, jeg fik kaffe i øjet".

Da folk stopper samtalen for at spørge, hvad jeg griner af, sker der netop dét, jeg havde forestillet mig. Jeg sidder med hånden for øjet og siger "Av, jeg fik kaffe i øjet". Og så fortsætter deres samtale bare. Sådan husker jeg det i hvert fald...det meste af min opmærksomhed blev godt nok dedikeret til mit sårede øje, men jeg er ret sikker på, at der ikke var nogen, der spurgte, hvordan det lykkedes mig at få kaffe i øjet. Folk er simpelthen holdt op med at undre sig.

Jeg tror, at de her ting sker for mig alt for ofte. Og det bliver understøttet af, at mine venner ikke engang undrer sig over fremgangsmåden, når jeg får kaffe i øjet.

Nogle gange er det altså hårdt at være mig.

Rød nougat?

I dag var der fisk til frokost i kantinen. Da jeg ikke ligefrem er den største fiskespiser i verden...faktisk kan lugten alene give mig brækfornemmelser...valgte jeg at gå ned på det lokale pizzaria/delikatesseforretning, som jeg altid gør, når der bliver serveret fisk.

Blandt alle de mange spændende italienske specialiteter, faldt jeg over denne interessante dessert i fryseren, som jeg blev nødt til at tage et billede af.

"IS BLOD NOUGAT"

Nu må jeg tilstå, at jeg ikke ligefrem er ekspert i italiensk is. Jeg kan godt lide at spise den, men jeg har aldrig sat mig for at lære om kulturen, produktionen og alt det der. Jeg har dog været i Italien på sommerferie en hel del gange og har derfor spist en pokkers masse italiensk is.

Og da jeg ikke altid selv har købt de is, jeg har spist, er jeg nu ærligt talt lidt nervøs for, om jeg tidligere har stiftet bekendtskab med netop denne type is. For jeg har altså spist virkelig enorme mængder is dernede, så muligheden er til stede.

Gad vide hvilken slags blod er tale om? Menneskeblod? Fåreblod? Blod fra et egern, en vandrefalk, en myresluger eller måske et dovendyr? Sidstnævnte skulle være relativt lette at fange, så det er da absolut sandsynligt, ikke sandt?

På den anden side...jeg har aldrig haft grund til at brokke mig over den is, jeg har spist i Italien, så hey...måske er blod-is slet ikke så dårligt endda.

Jeg tror sgu, at jeg bliver nødt til at prøve den.

Ting der irriterer mig!

Set i lyset af sidste entry må jeg hellere komme med et anderledes "positivt" indslag denne gang.

Så her er en liste over ting, der irriterer mig på mit arbejde i dag :

· At man skal vente i lang tid på at få koldt vand ud af hanen, når det er så varmt i vejret.

· At vores vandautomat på arbejdet, der ganske vist kan levere iskoldt vand uden ventetid, plasker med vandet, så et toiletbesøg er yderst nødvendigt, efter jeg har skænket mig et stort glas vand. Den der plaskelyd sætter altså gang i noget (prøv engang at forestille jer at være inkontinent i forvejen og udover det have et arbejde i Lalandia...damn, det må være definitionen af dårlige arbejdsvilkår).

· At vores vandglas er så store, at man faktisk kommer til et punkt, hvor man overvejer at afbryde projektet halvvejs for at kunne skynde sig ud på toilettet.

· At det bliver 30 grader varmt på kontoret. Jeg mener, at der er en lovgivning omkring det her, der forbyder en arbejdsplads at forlange, at funktionærer skal arbejde, hvis der er mere end 28 grader. Det er sikkert bare noget, jeg har drømt. Men det kunne nu være rart at kunne gå hjem med god samvittighed (men nu sidder jeg bare og blogger istedet for at arbejde, heh).

· Ordene "taskforce" og "war room". Udtryk der er blevet så populære i IT-branchen, at der kun kan drages én konklusion: Jeg arbejder i et fag, der lider under en akut mangel på action.

· At det er for varmt til at drikke kaffe. Hvordan pokker skal jeg opnå min sædvanlige koffeinoverdosis, der jo er det eneste, der holder mig kørende med 120 km/t hele dagen? Det er simpelthen umuligt at drikke kaffe, når det er så varmt, at alene friktionen fra mine bukser mod mine ben, når jeg går ned ad gangen, er nok til at få mig til at kampsvede.

· At et softwareprojekt tilsyneladende er synonymt med: Planlægning --> krise --> omplanlægning --> krise --> omplanlægning etc...

· Oracles Database Configuration Assistant. Jeg vil seriøst hellere sidde i 3 uger med en åben harddisk, en lup og en magnetiseret knappenål og fucking håndlave data, end jeg vil gennemgå det helvede én gang mere. Selvom mit sædvanlige koffeintrip og dertilhørende rystende hænder sikkert ville besværliggøre processen betydeligt.


For en god ordens skyld må jeg så nok også hellere lige nævne det fede ved at stå på en tagterrasse på det indre Frederiksberg med en kop mokka og en smøg og bare kigge ud over byen (dvs. skamløst overbeglo kvindelige cyklister i korte nederdele og dybe udskæringer fra en højde, hvor de ikke opdager mig).

Nå...Database Configuration Assistant siger "56% done"...jeg tror sgu, at jeg tager hjem, og så arbejder jeg lidt i aften istedet for at bruge min mandag på at sidde hér.

Hjertet knækkede sgu...

Jeg vil på forhånd undskylde mit sprogbrug i denne entry. Det bliver ikke sofistikeret eller smart...det bliver måske ikke engang medrivende. Det håber jeg dog, at historien gør.

Anyway...klokken er 2.14, og jeg er lige kommet ind ad døren fra en familiefest på Fyn. At tage hjem til Sjælland klokken 23 er ikke noget, man bare lige gør, men jeg kunne ikke klare mere. Jeg er helt færdig.

Jeg var blevet advaret om Ulla. Jeg havde fået at vide, at hun var alkoholiker, og at hun blev ubehagelig, når hun blev fuld. Hun er separeret/skilt fra sin mand, der har deres 19-årige søn boende. Deres 13-årige datter bor hos en plejefamilie af årsager, jeg ikke tør gætte mig til.

Først og fremmest bør jeg vel lige sige, at emnet "alkoholiserede mødre" ikke er fremmed for mig. Faktisk har jeg haft det meget tæt inde på livet indtil for 5 år siden, hvor min egen mor havde smadret sin krop så meget med alkohol, at den bukkede under. Sådan noget gør et menneske hårdt...meget hårdt. Men i dag bukkede jeg under på en måde, som jeg ikke har gjort i mange år.


Ulla var i starten rigtig hyggelig. Pludselig skiftede hun karakter...vi var alle lidt fulde i starten af eftermiddagen, men hun var anderledes på en måde. Hun fik det der ondskabsfulde blik i øjnene, der kendetegner en dranker, der godt ved, at hun har problemer, og at alle er klar over det...men som i stedet for at gøre noget ved det vælger at hade og bebrejde verden for hendes ulyksagligheder.

Jeg mærkede det først rigtig, da hun spurgte til mine cigaretter...ganske almindelige gule Kings. Jeg tilbød hende én, og hun ville så give mig en af hendes hjemmerullede i bytte. Jeg bryder mig ikke så meget om Escort tobak, så jeg takkede nej, og så ville hun ikke have min Kings. Typisk mindreværdskompleks..."min tobak er ikke god nok til ham, så jeg vil fan'me ikke ryge hans snob-smøg".

Kort efter sidder jeg og viser min stedmor og Ullas datter, Susan, nogle billeder på min mobil. Sjove billeder af mig med paryk og sådan noget. Pludselig er der en kort pause, og så spørger Ulla, om jeg lægger an på hendes datter. Meget upassende, når man tager i betragtning, at dette er en familiefest, og at jeg er 24 og Susan 13.

Kommentaren faldt også helt til jorden, og jeg forlod efter lokalet efter en kort tænkepause, hvor jeg prøvede at finde en måde at gøre situationen mindre pinlig for Susan. Hun klarede det heldigvis selv ved at sige til sin mor, at hun var dum at høre på. Fan'me sejt gjort af en pige i den alder og i den situation.

Da jeg gik forbi hende for at gå ud af døren, sagde Ulla undskyld, og jeg svarede igen med et meget naturligt "Jeg ved da godt, at det bare var for sjov"...jeg tror i hvert fald, at det var naturligt. Men det var fan'me ubehageligt, for jeg kunne mærke, at hun var ved at miste kontrollen.

Ulla blev mere og mere fuld...til sidst sad hun i stuen og spurgte mig på en måde, som kun kan forstås af de, der har set en ravende alkoholiker: "Christian...hvor er mine børn?"

Sætningen blev sagt i afmagt...af en person, der havde mistet forbindelsen til sine børn både fysisk og psykisk...og det lød som om, at hun spurgte mig om hjælp til at finde dem på begge måder igen. Som om hun pludselig vågnede op og fandt ud af, at hendes børn var uden for hendes rækkevidde, og så lavede hendes fulde hjerne et krumspring, der fik hende til at tro, at hun kunne få dem tilbage, hvis bare hun vidste, hvor de var henne.

Jeg tænker en del over, hvorfor hun spurgte mig. Vi har kun mødt hinanden en enkelt gang eller to før. Men jeg tror, at hun kunne se, jeg var vant til folk, der opførte sig som hende. Det er egentlig sjovt, som jeg altid bliver "genkendt" af sådanne mennesker...jeg tror, de kan lugte det...nærmest som blodhunde.

Jeg kunne kun forstå hendes spørgmål, fordi jeg har lært at forstå folk, der er så stive, at de ikke længere kan tale. Det hele var ét langt ord...men jeg forstod det og svarede hende, at de sikkert var ude i køkkenet. Mens hele min fortid pressede sig på. Jeg kan åbenbart ikke få fred for den...og samtidig var min sympati for hendes stakkels børn så overvældende, at jeg næsten ikke kunne indeholde det hele, fordi jeg alt for godt er klar over, hvordan det er at se sin mor sådan foran hele familien.

Men det blev værre...da de skulle hjem, måtte hun bæres ud til bilen af sin far (der var "fødselsdagsbarn") og sin 19-årige søn. Det gjorde ondt at se.

Og da vi sagde farvel til Susan i køkkenet, satte hun det modige ansigt på, selvom alle tilbageværende tydeligt viste deres sympati...uden ord godt nok, men alligevel. Jeg sagde farvel med et kram og en munter kommentar...det var alt, hvad jeg kunne magte, fordi hendes smerte var så tydelig i hendes ansigt. Og så gik jeg ind i stuen. Mest for at komme af vejen.

Kort efter går jeg ud i køkkenet igen og ser hende stå og hulke op ad min stedmors skulder. Hun er helt knust og i samme øjeblik rammer det mig...og jeg brækker bare fuldstændig sammen. Jeg kan næsten fysisk mærke, hvordan jeg går i stykker indeni. Men jeg bider tænderne sammen, og der er ikke én eneste tåre, der forlader mine øjne, mens vi nærmest danner ring om hende og min stedmor for at vise vores støtte.

Men jeg må til sidst gå ind i stuen for at komme af med det hele, og jeg begynder selv at hulke...ikke på samme måde, som når man græder...mere desperat...for at komme af med de følelser, der sidder i klemme, så jeg kan tørre øjnene og gå ud til Susan igen og vise min støtte.

Det lykkedes mig at få det ud og klare tankerne på et minuts tid, og så går jeg derud igen. Denne gang står Susan og tuder op ad en anden...jeg tror, at det var min far. Han siger i hvert fald farvel til hende med et tilbud om, at hun kan komme over og bo hos dem i et stykke tid, hvis hun har brug for at komme væk. Han græder imens.

Bagefter går jeg hen til hende igen for at fortælle hende meget, meget kort, at jeg forstår hende på en måde, som kun folk, der har været i samme situation, kan gøre. Hun ser mig gå hen mod hende og siger: "Christian, du skal have et kram til"...og så kaster hun sig nærmest om halsen på mig. Min umiddelbare association var en druknende, der klamrer sig til at stykke drivtømmer for ikke at dø. Jeg fortæller hende mit budskab...at jeg selv har meget indgående erfaring med hendes problem, og at jeg støtter hende alt, hvad jeg kan. Og hvis der er noget, så...

Men det bliver der for helvede aldrig...det gør der ikke. Aldrig nogensinde. Det ved jeg bedre end nogen anden. For hvis ens mor drikker, så spørger man ikke om hjælp. Man klarer sig selv, og man holder især sine problemer for sig selv. Dét er, hvad man lærer af en dranker-mor. Man lærer at være alene, og man lærer at forblive alene. Man lærer at skubbe al hjælp væk, fordi det er "pinligt" at have brug for hjælp. Det er dét, Susan vil lære over de næste par år...den er der ikke helt endnu, men den skal sgu sikkert nok komme, selvom hun bor hos en plejefamilie. Hvis hun fortsætter kontakten til sin mor, så vil hun blive ødelagt.

Og det gør fan'me så ondt ind i det inderste af min person at se en ellers dejlig, frisk ung pige blive smadret af sin mor. Både fordi det minder mig om mig selv...også fordi det bare er så forkert...men mest fordi der ikke er en skid at gøre ved det. Jeg føler mig normalt aldrig magtesløs...jeg føler mig aldrig virkelig sårbar...jeg kan klare stort set hvad som helst...men i dag knækkede jeg fuldstændig, og stort set alt dette er skrevet med tårer i øjnene, fordi jeg tænker på stakkels Susan, som ikke kan hjælpes af nogen overhovedet.

Hvis du er rørt af dette...bare en lille smule...så har det her gjort en forskel på en eller anden måde. Hvis det her bliver siddende i dig...så forhindrer det måske en lignende situation i at opstå, fordi du om mange år ser noget lignende under opsejling og muligvis forhindrer det...og så har Susan ikke gennemgået det her helt forgæves.

Det er måske utrolig optimistisk at tænke sådan...det er faktisk ren og skær ønsketænkning...men det er krafted'me det eneste positive, jeg kan komme til at tænke på efter den her aften. Og jeg vil så gerne have, at det umulige for én gangs skyld viser sig at være mulige alligevel. Bare en enkelt gang. Kan der for helvede ikke bare for EN gangs skyld være en lille smule lys midt i alt det mørke, der følger med forældre, der er alkoholikere?

Dumt spørgsmål, hva'? Jeg tror bedst, at det besvares ved at fortælle, hvad der skete, da de var kørt. Vi sad 5 mennesker i udestuen...alle sammen med våde øjne og rystende stemmer. Min egen stemme knækkede konstant over, da jeg efter en kort stilhed pludselig udbrød: "Jeg kan fan'me ikke klare det her...det gør så ondt at se". Alle kiggede bare ned i jorden...for der var ingen trøst at give eller hente nogen steder.