Den dumme cyklist II...

Så var den der sgu igen i går...

Nu må jeg jo se at få skrevet den seddel.

Fortsættelse følger...

Altid uden...

Jeg er beruset. På den fede måde. Jeg har været til dobbelt fødselsdag hos to af min kærestes venner.

Jeg blev inviteret, selvom tøsen ikke kunne deltage selv, og det betyder egentlig ret meget for mig, at de ser mig som mere end bare deres venindes kæreste, men mere som én som de også har lyst til at feste med. Det var dog lidt underligt at være et sted, hvor alle kender hinanden, og jeg kender to mennesker.

Til gengæld var der en masse, der kendte mig, fordi de har hørt min kæreste tale om mig, og det skulle jeg jo så forsøge at leve op til på en eller anden måde, så jeg ikke stillede hende i et dårligt lys.

Det var ikke helt let, men det gik vist okay...tror jeg nok.Jeg kunne i hvert fald tydeligt mærke en vis overlegenhed i kraft af min alder, da jeg vist var 4-5 år over gennemsnitsalderen, og det gav mig en fordel, når der skulle tales om ting og sager.

Den fordel ophørte dog hurtigt, efterhånden som promillerne nærmede sig procenter. Jeg måtte til sidst gå, da jeg følte mig reduceret til "opvasker på Riget"-stadiet og kun kunne besvare henvendelser ved at savle ned ad mig selv og sige: "Jeg ved ikke noget. Jeg er stiv".

Nå, men dette er blot en indledning.

Pointen med dette indlæg er at spørge, hvordan man bør reagere, når man giver en fremmed fyr på gaden ild til hans cigaret, hvortil han råber:

"Okay så! Men det bliver fan'me UDEN blowjob!!!"

Jeg svarede:

"Det er ALTID uden blowjob."

Jeg mener selv, at jeg tacklede situationen til UG, da jeg jo ikke ligefrem stillede noget i udsigt, men jeg må indrømme, at der INTET er i min opdragelse, der forberedte mig på netop denne situation, så jeg ved sgu ikke lige, hvad jeg skulle have gjort dér.

Tak til den ukendte fyr. Det var en god griner. :)

Sprøjt sprøjt

Hvis din umiddelbare tanke, da du læste overskriften, handlede om mandlig ejakulation, så har du en beskidt tankegang. Og tillykke med det. Vi har det meget sjovere sådan. :-)

Men det hentyder nu altså til, at jeg bare sprøjter blogindlæg ud i dag...som skidt fra en spædekalv...eller uholdbare, uhensigtsmæssige og snotstupide udsagn fra Line Barfod.

Denne gang vil jeg blot informere om, at jeg ganske frivilligt har indledt mig på en teatertur med kæresten.

Billetterne er hentet og betalt (af tøsen, heh), så nu er der ingen vej tilbage. Jeg er på vej til at blive finkulturel, og jeg har erkendt, at det er den vej, jeg vil følge. Selvom jeg ellers aldrig har været så meget til sådan noget.

Måske burde jeg sørge for at trække hende i den modsatte retning, så vi kan mødes på midten og gå på kompromis og alt det der, som man skal gøre, når man er kærester.

Jeg tror, at det er tid til at præsentere hende for Scrubs. Hæh.

Teknisk uheld

Jeg tror, at verden hader mig for tiden.

Jeg har tidligere haft diskussioner med nære venner om, hvordan det kan være, at jeg ofte er uheldig, og flere har sagt, at jeg forbereder mig alt for meget på alle mulige underlige ting...for af en eller anden grund sker der altid lige præcis dét, jeg ikke har forberedt mig på.

Ikke nok med at det er spildt arbejde. Nej, det betyder også, at jeg føler mig klar til hvad som helst, men gang på gang må erfare at jeg har taget fejl, når jeg har følt mig sikker. Og det er så nok dér, følelsen af at være uheldig kommer fra. Måske er det lettere at tage de små og store slag, man uværgeligt får gennem livet, hvis man ikke går og venter på dem og bruger så mange kræfter på at bekymre sig?

Nå, men jeg synes nu alligevel, at jeg har været uheldig på det sidste. Det er små ting, men de fylder meget alligevel.

Mit sofaeventyr, som jeg har talt om tidligere, er stadig ikke afsluttet, men et kort resume af forløbet lyder:

- Ny sofa leveres i november måned efter 8 uger
- Sofa efterlades stående på højkant i gang, da flyttemænd ej kan få den ind i stuen efter et kvarters strabadser
- Massive ridser i samtlige overflader i gang pga sofaben af skarpt metal, samt ødelagt loftlampe
- Sofaben skrues af og sofa bæres ind i stue af undertegnede plus farmand. Operationen tager 10 minutter.
- Sofa har "vippe-armlæn", hvoraf det ene ikke virker
- Sofaekspert tilkaldes og bestiller ny sofa
- 4 måneder efter bestilling har undertegnede stadig kun en defekt sofa og venter spændt på næste levering

Den 10. januar brændte min Xbox 360 sammen efter en opdatering fra Microsoft, der efter sigende skulle rette nogle "stability issues". Jo tak, dét må jeg sige. Det fik i godt nok ordnet grundigt. Nu er der ingen problemer med ustabilitet mere, for kassen er så død som en rabbiner i en koranskole. Den er ganske rigtigt i en yderst stabil tilstand nu. Fuckhoveder!

Men den bliver dog repareret gratis af Microsoft, og det er da altid noget.

I mandags brændte min bærbare computer af. Jeg må tilstå, at jeg sukkede dybt og længe. Ingen Xbox og ingen bærbar...what's a guy to do?

Og jeg skal holde Roskilde Festival reunion party for lejren d. 3 februar, hvor jeg havde tænkt mig at bruge den bærbare som jukebox, men nu må jeg finde på noget andet.

Jeg har dog stadig mit TV og DVD-afspiller...samt en masse film, jeg ikke har fået set endnu. Og så har jeg mine guitarer. Så mon ikke jeg kan få tiden til at gå? Det skulle jo nødig ende med, at jeg får tid til at tage opvasken, gøre rent og få styr på de papirer, der ligger i nettoposer rundt omkring i lejligheden.

Jeg drømte faktisk i nat, at min gode guitar gik i stykker. Dét ville få mig helt i knæ. Nu, hvor jeg endelig har taget mig sammen til at lære C-stykket i Tears In Heaven, ville det virkelig slå benene væk under mig at måtte undvære min Cort.

Det var en af de der drømme, hvor man skal "kæmpe" sig vej ud af den for at vågne helt. Så jeg lå i en halvvågen tilstand i 5 minutter, hvor jeg var sikker på, at min guitar var gået i stykker. Jeg måtte gå ind i stuen og afprøve den, før jeg kunne fortsætte min BBB-morgenrutine (bæ, bad, barbering).

Jeg tror snart, at det er på tide at se Fight Club, så jeg kan føle mig helt uafhængig af mine materialistiske værdier.

Den dumme cyklist...

Der er opstillet et stillads, hvor jeg bor, og der er ét bestemt sted, hvor der max er en meters bredde til at komme forbi, når man skal hen til hoveddøren. Det er svært uden bagage...og særligt svært hvis man går med en kæmpe Nettopose i den ene hånd og 8 lokumsruller i den anden

En eller anden idiot har fået den fine idé at stille sin cykel sådan, at man slet ikke kan passere. Gennem de sidste par måneder er det sket et par gange om ugen, at jeg enten har været nødt til at gå tilbage, rundt om stilladset, ud på vejen og komme forbi på dén måde...eller også må jeg kante mig forbi cyklen med møje og besvær for ikke skrabe skinnebenene på enten cykel eller stillads.

Det blev jeg træt af for et par uger siden. Jeg er nu begyndt at fjerne cyklen og stille den ind midt i stilladset, så den ikke generer mig og andre, der gerne vil kunne komme hen til hoveddøren.

Jeg håber, at det på et tidspunkt vil gå op for vedkommende, at cyklen bliver flyttet, fordi den er til gene for andre, men indtil videre er det ikke sket. Jeg har indtil videre gjort det tre gange.

Jeg kan naturligvis ikke sikre mig, at det ikke kommer til at koste mig et par på hovedet at gøre det, men det ER en kvindecykel, så med mindre kæll...eh...kvinden har en rockerkæreste, så burde mine fortænder være i sikkerhed.

Jeg har besluttet mig for, at hvis det sker igen, så vil jeg skrive et meget kort brev, som jeg vil have liggende i min lomme sammen med en rulle tape, og så bliver brevet tapet fast til cyklen, hvis jeg ser den stå i vejen igen.

Brevet kommer nok til at lyde således:

----
Kære hvem-du-nu-end-er

Det er mig ubegribeligt, at du endnu ikke har fattet, at din cykel bliver flyttet igen og igen, fordi den er til gene for mig og andre, der i forvejen er generet rigeligt af stilladset.

Du har tilsyneladende hjernekapacitet nok til at færdes i trafikken, men ikke til at fatte en hentydning. Eller også er du bare ligeglad med andre end dig selv.

I tilfælde af at førstnævnte gør sig gældende vil jeg gøre det helt klart for dig: Stil dog din cykel et andet sted, hvor den ikke er i vejen. Det kan da ikke være så svært.

I tilfælde af at det er sidstnævnte mulighed, vil jeg oplyse dig om, at jeg fremover vil være ligeglad med dig og din cykel. Det vil altså sige, at jeg fremover er ligeglad med at stille den pænt...eller så du kan finde den igen.

Med væmlig hilsen

En anonym beboer
----

Det bliver sjoooovt. :P

Semi-international

Jeg lærte at tale engelsk, da jeg var ret lille, og jeg talte flydende engelsk som 10-årig. Dette skyldes min Sega-konsol (det var før Playstation og Xbox), hvor manualerne kun var på engelsk og svensk. Og jeg fattede ikke en brik af svensk, så jeg måtte jo lære engelsk for at kunne læse dem.

Nu har jeg ikke brug for mit engelske ret ofte. Jeg kunne ellers både tale Oxford-engelsk, amerikansk (yeeehaw!) og australsk nogenlunde troværdigt. Men sådanne egenskaber ruster med tiden, hvis man ikke sørger for at holde dem med lige.

I forbindelse med mit arbejde hænder det, at jeg pludselig skal tale engelsk. Jeg har flere gange siddet og talt med en dansker, hvorefter jeg bliver stillet om til en udenlandsk hotline, hvor jeg skal tale engelsk...uden advarsel.

I de tilfælde lyder jeg nogenlunde sådan her:

Helloooo...des is Kristian (med rullende lyd på "kr"). I am kalling fråm Deeeenmaaaaark....I vud lajk tu spik wit a pørson dat nows abavt...

I forstår vel, hvad jeg mener. Arnold kan godt gå hjem og vugge. Når jeg er uforberedt, så taler jeg værre engelsk end min fars generation, og dét er altså slemt.

I dag skulle jeg ringe til Microsoft Support (min xbox 360 døde), og jeg vidste, at jeg skulle tale engelsk. Det tog 5 sekunder at gøre mig klar, og supportdamen troede sgu, at jeg var englænder. Hun skulle i hvert fald have at vide, at jeg er fra Danmark et par gange, før hun fattede det.

Hvordan kan det være, at jeg kan have en 10 minutter lang samtale på "æææænglishhh", når jeg er uforberedt på det, når jeg kan narre en englænder til at tro, at jeg kommer fra england, hvis jeg har 5 sekunder til at forberede mig?

Jeg må vist bare indstille mig på, at jeg er klar til det internationale samfund, men med visse forbehold.

Anal Cock?!

Jeg opdagede i dag ved et tilfælde (det VAR altså et tilfælde), at min mobil er en værre frækkert.

Når jeg skal skrive en sms, kommer ordbogen med nogle interessante forslag, når jeg trykker 2-6-2-5. Det første forslag er "anal", og det andet er "cock".

Selvom risikoen for, at jeg selv har tilføjet ordene til ordbogen i beruset tilstand, absolut ER til stede, så tvivler jeg på det. Og hvis det ikke er mig, der har gjort det, så er det Sony Ericsson, der har programmeret mobilen til at foreslå de to ord først.

Jeg vil gerne lige bede andre, der har en Sony Ericsson mobil, om at efterprøve denne teori, så vi kan finde ud af, om de er nogle frækkerter. Eller om det er mig, der er det, uden at være klar over det.

Sjovt som den mobil-ordbog volder mig problemer for tiden...

Nedstemt...

Jeg er blevet nedstemt. Mit forslag gik ikke igennem.

Men i det mindste har jeg forklaret situationen for hende og fortalt hende, at hendes navn virkelig er upraktisk, når nu jeg har en tendens til at blive træt, distræt og klodset.

Fx var jeg i dag ved at tabe min mobiltelefon ned i min kaffekop. Og det er jo ikke, fordi det er mit første uheld med kaffe (kig nederst).

Navneforvirring

Det har sine ulemper at have en kæreste, der hedder Emma.

Dels er der mange, der hedder det, så hvis jeg råber efter hende på en bar, så vil der være mange, der reagerer.

Det er også et ualmindeligt sødt navn, hvor mit eget står ret meget i kontrast til det. Altså vil folk automatisk sympatisere mere med hende, når vi møder nye mennesker. På den anden side er det nok meget velfortjent, da hun trods alt ER mere sympatisk end mig.

Men den værste ulempe overhovedet gik først op for mig for lidt siden, da jeg skrev en sms til hende.

Når jeg skal skrive hendes navn på min mobil, så trykker jeg "3-6-6-2", og så står der "Emma".

Men når jeg er lidt træt og ved et tilfælde kommer til at bytte om på 3 og 2, så står der "Anne". Og det ville være lidt svært at forklare sig ud af, hvis det skulle ske, at jeg kom til at kalde hende "min dejlige Anne" i en sms.

Denne gang fangede jeg heldigvis fejlen, inden jeg sendte beskeden. Men for en sikkerheds skyld vil jeg foreslå hende at skifte navn, når vi skal ses i aften.

Hvad mon hun siger til forslaget "Bernhardine"? Det burde udrydde enhver form for risiko.

Fortsættelse følger...

Hmmm....

Jeg tog lige en test på nettet: Hvilket filformat er du?


Which File Extension are You?


"You bring pleasure to many, but are often hidden away."

Aaaaah-hahahaha! Det er fan'me go' humor. Alle drengene ved, hvad jeg snakker om. ;)

Opel holder hvad de lover

I dag var jeg ved at blive kørt ned af en forholdsvis ny Opel, da jeg gik over for grønt i et lyskryds. På siden af bilen var der et klistermærke, hvor der stod "Verdens hurtigste varebil".

Jeg er tilbøjelig til at give dem ret.

Mit Rambo-moment...

Jeg går ud fra, at de fleste har set Rambo III, hvor han må udøve lægehjælp på sig selv med lidt håndkraft og krudtet fra en patron. Se, dét er en rigtig mand.

Efter jeg stod op her til morgen, havde jeg lidt ondt i foden, og da jeg mærkede efter, føltes det ligesom en fodvorte. Men det afslørede et hurtigt tjek, at det ikke var.

Nej, det mindede derimod om et stykke glas, der havde skubbet sig helt ind under huden. Og da jeg for et par dage siden tabte et glas ude i køkkenet, kunne jeg godt regne ud, at der rent faktisk VAR tale om et stykke glas...der havde skubbet sig helt ind under huden. Der var endda en smule blod.

Nå, men hvad gør en rigtig mand så? Jeg skannede lige de forskellige muligheder igennem:

- Tage på skadestuen (nej, det er kun, når jeg stikker en kniv gennem hånden)

- Ringe til far og spørge (nej, det er kun, når jeg laver mad eller roder med realkreditlån)

- Sætte neglene på hver side af såret og presse, som om det var en bums...og dermed udsætte sig selv for smerte, samt risikoen for at glassplinten ryger længere ind i kroppen.

Oh yeah! Det lyder både dumt og smertefuldt nok til at være noget, som en rigtig mand gør. Så det gjorde jeg. Men det gjorde ikke ondt, og efter 1 minut lå glassplinten i askebægeret.

Sikke et antiklimaks...det var ALDRIG sket for Rambo.

Hvad er det, der gør det?

Selvom man (som jeg) er i besiddelse af et betragteligt ego, kan man godt nogle gange undre sig over, hvad ens kæreste ser i én.

Okay, jeg kunne være grimmere, end jeg er...for nu at sige det på en måde, så jeg ikke træder jantelovsrytterne over tæerne. Selvom jeg ikke er nogen Brad Pitt, kunne det være meget værre.

Jeg har også et godt job og dermed penge nok til at kunne forkæle hende lidt en gang i mellem.

Jeg er musikalsk anlagt.

Men alt det har hun prøvet før. Hvad er det mon, der gør mig til hendes udvalgte?

Man kunne forledes til at tro, at det er, fordi jeg får hende til at føle sig speciel og elsket.

Det har også været min opfattelse indtil i går, at det var sådan, det hang sammen, men nu kender jeg sandheden. Hele sandheden.

Det er min madlavning!

I går lavede jeg en lasagne, som jeg (med sædvanlig manglende beskedenhed) vil kalde for fantastisk, og mens vi spiste, sagde hun lyde, som jeg aldrig har hørt hende sige før. Og når jeg tænker over det, er det faktisk altid, når vi spiser, at hun kommer med sådanne lyde.

Konklusionen må være, at min madlavning overgår alle mine andre fortræffeligheder.

Den slår dog ikke min dovenskab, så jeg bestiller pizza i aften.

At være stiv...

Jeg har en god ven, der ofte kommer med homo-hentydninger til vores venskab. Jeg har dog aldrig taget det seriøst, og jeg svarer jo bare tilbage. Nogle gange lykkes det ham dog alligevel (undskyld udtrykket) at tage røven på mig.

Vi talte lige i telefon sammen, og vi har åbenbart begge to lige haft en succesoplevelse. Det foreslog jeg, at vi kunne glæde os over sammen her i aften, når vi skal i byen, og han udbyggede mit forslag med: "Så kan vi fejre det på brokeback-måden".

Mit (ret ugennemtænkte) svar var: "Det kommer an på, hvor stiv jeg bliver".

Jeg bliver simpelthen nødt til at lære at tænke, før jeg taler.

At undre sig videre...

Hvordan kan det være, at jeg fuldstændig frygtløs kan sidde og rode med setup prerequisites (forudsætninger for installation) i Installshield, på trods af at ingen i firmaet ved noget om det her og kan hjælpe, hvis jeg sidder jeg fast, når jeg virkelig ikke kan overskue at finde ud af, hvor jeg skal aflevere en papkasse, der står på kontoret, så den kan blive genbrugt?

Der er noget galt med den måde, jeg risikovurderer (jep, jeg har lært et fint ord), for at komme af med papkassen er vist det mindst farlige af projekterne, når nu vores installationsprogram helst skal fungerer i løbet af i dag.

......

Men hey...hov vent...nu virker det. Jeg sidder og blogger, mens jeg venter på at se, om det virker (efter 3 fejlslagne forsøg), og nu virker det sgu. Fedt. Så har jeg resten af dagen til at finde ud af, hvor jeg skal afleverer papkassen. :P

At undre sig...

Den sidste times tid har min hjerne stort set udelukkende beskæftiget sig med følgende :

Hvad er værst?

1) At have Nik & Jay-sangen "Lækker" på hjernen 4 timer i træk.
2) At din stedmor ved julemiddagen sammen med hele familien siger sådan her til din far under ris a'la manden : "Skal jeg sutte den ren? Altså...mandlen, ikke?" ...efterfulgt af et meget sigende blink.

Og nej, det er ikke et hypotetisk spørgsmål. Nogle gange kan jeg godt undre mig over, hvor mit gode humør kommer fra.