De store spørgsmål

Gad vide om alt det der med, at visse religioner ikke tillader, at man spiser svinekød, skyldes en misforståelse? Er det ikke sandsynligt, at et par religiøse overhoveder har været på ferie i Italien, og de så har troet, at de fik Karmaskinke og blev skidebange?

Og hvad sker der egentlig med kroppen, hvis man tager Hanne Boel'ske steroider?

En gammel, gammel mand...

Det er sådan, jeg føler mig.

Jeg har været til to fester i weekenden, og min krop er stadig smadret. Den stod på fødselsdagsfest med sprut, øl, god mad og Singstar i fredags. Og så housewarming/fødselsdagsfest med sprut, øl, stort set ingen mad, men til gengæld masser af rundbold i lørdags.

Jeg har stadig en snert af tømmermænd, og mine ben værker noget så grufuldt efter at have løbet rundt på en græsmark efter en tennisbold i en times tid.

Det må være sådan, det føles at blive gammel.

Det koster at få hjælp...

Alle ved, at det ikke er gratis at få hjælp. Og så alligevel...

For hvis du ejer din bolig, står ejendomsmæglerne i kø for at få lov til at hjælpe dig med at flytte. De tilbyder både høj pris, når du sælger, og lav pris når du køber...hvordan det så end kan lade sig gøre.

Nogle af dem tilbyder endda gaver for at få lov til bare at vurdere din lejlighed eller dit hus. Særligt hvis du bor i et attraktivt område, hvilket jeg tilsyneladende gør, hvis jeg skal dømme efter de ting, som ejendomsmæglerne smider ind gennem brevsprækken.

Men jeg falder altså ikke så let for sådan noget. Jo mere desperat markedsføring jeg fornemmer, desto mere modvillig er jeg. Der må da stikke noget under, ikke?

Nu har jeg fundet den ejendomsmægler, jeg vil bruge, når jeg skal flytte herfra: Realmæglerne. De skiller sig nemlig voldsomt ud.

Ude foran deres forretning/kontor står et skilt med påskriften:

Ejendomdomsvurdering - Koster kun en kop kaffe!

De fleste vil nok tænke, at de får tilbudt en kop kaffe, når de går derind, og det er sikkert også rigtigt. Men samtidig formår de at fange interessen hos de, der bliver skeptiske ved alle mulige løfter om guld og grønne skove, hvis blot man vil rykke sin adresse fra ét matrikelnummer til et andet.

Når jeg skal sælge min lejlighed engang, så brygger jeg sgu en kop kaffe og tager den med ned til dem.

I drillehumør...

Jeg har lige spist frokost, hvor jeg delte bord med den testansvarlige for et projekt, vi har gang i.

Jeg måtte fortælle ham, at opgraderingen af hans testmiljø var forsinket pga. nogle uforudsete problemer, men at jeg ville kigge på det lige efter frokost.

Jeg spiste hurtigt og gik så ud i ryge-boksen for at få en smøg. Mens jeg stod der, kom han gående forbi og stillede spørgsmålet: "Hvad gør vi så med det der opgraderingsproblem?"

Jeg svarede med en meget seriøs stemme, som om jeg fremlagde en kompliceret løsningsmodel: "Jeg havde forestillet mig, at jeg ville prøve at løse det. Hvis du er uenig i den fremgangsmåde, må du endelig sige til."

Han kunne godt se min pointe med, at hans spørgsmål var lidt fjollet, men da han selv er lidt af en spøgefugl, foreslog han, at vi lavede en handlingsplan. Det var vist en lille protest mod det bureaukrati, der nogle gange kan tage over.

Jeg kom straks med et forslag til en handlingsplan:

Pkt. 1 - Jeg forsøger at løse problemet.
Pkt. 2 - Afhænger af resultatet af pkt. 1.

Og så gik han.

Det er sgu ikke altid let at arbejde sammen med mig, når jeg er i dét humør. ;)

Sikke en dag...

Forrige fredag skulle jeg og et par kollegaer holde noget introduktionshalløj for en masse kollegaer, hvor vi præsenterede den nye version af vores software.

Det gik helt i kage, da der er nogle spændinger i virksomheden, og jeg fik en lidt ufin behandling, selvom det egentlig er produktet, som folk er tvivlende overfor...yderligere detaljer vil jeg spare jer for.

Enden på det hele blev, at jeg skrev en mail til min leder samt de af mine kollegaer, der var med til præsentationen, hvor jeg kritiserede forløbet og opfordrede mine kollegaer til at udvide kritikken om nødvendigt.

Jeg var temmelig flink i min formulering, og det var mine kollegaer ikke.

Det blev hurtigt til en ret stor sag i firmaet, hvor jeg fik en personlig undskyldning af en chef fra en anden afdeling og blev spurgt, om jeg var okay af min gruppeleder, min chef og direktøren for den afdeling, jeg sidder i.

I dag holdt vi så et evalueringsmøde, hvor der kom en masse gode forslag frem, og hvor jeg fik mulighed for at aflevere et - synes jeg selv - meget vigtigt budskab til de helt rigtige mennesker: At den negative stemning overfor blandt visse grupper i virksomheden er en kæmpe motherfucker af et problem.

Der bliver nu gjort tiltag for at ændre det, og selvom det ikke bygger udelukkende på mine betragtninger og udtalelser, så føler jeg alligevel, at jeg har bidraget med noget meget vigtigt i dag. Det er en fed følelse.

Lige efter mødet hev min chef mig ind i det nedlagte rygerum, hvilket er dét lokale, der bliver brugt til hurtige og "hemmelige" beskeder. Jeg frygtede, at det handlede om ovenstående sag, da jeg faktisk er ret træt af at være blevet sat i den her offerrolle. Jeg er fint i stand til at adskille kritik af vores produkt fra kritik af mig som person.

Men nej, det handlede om min årlige lønstigning, som jeg fik oplyst til lønsamtalen forleden.

Han ville bare lige fortælle mig, at jeg fik lidt mere end aftalt, da jeg lå lige under et beløb, der har en ret stor psykologisk betydning, og han ville gerne skubbe mig op over den grænse.

Fed dag! :P

Det brune vand

Mine forældre er i Italien lige nu. De tog afsted på en 2-ugers tur til Gardasøen sidste lørdag, og jeg har som sædvanlig fået til opgave med at vande deres planter.

Det gør jeg også gerne, når de er på ferie, men denne gang fik jeg en grim overraskelse.

Efter at have vandet planterne og sorteret reklamerne fra posten gik jeg ud på toilettet for at tage en tår vand fra vandhanen.

Jeg tog en ordentlig tår, og lige inden jeg sank den store mundfuld, kiggede jeg ned i vasken og så, at vandet, der kom ud af vandhanen, var brunt. Mudret brunt.

Jeg spyttede vandet ud i vasken, og mens min mund fyldtes med smagen af jern, overvejede jeg, hvordan pokker jeg skulle skylle min mund, når nu vandet var...ja...brunt?

Og hvorfor var det egentlig brunt?

Nå, efter at vandet havde løbet i et halvt minuts tid var det klart igen, og jeg skyllede munden i håb om, at det bare var rust i rørene.

Føj!

På indkøb med Syno

Hende den lille, lækre tøs, der med min velsignelse har valgt at kalde sig min kæreste, og jeg selv skulle købe ind til aftensmad i går.

Det er en indviklet sætning at starte med, men det er slet ikke lige så indviklet som at finde en Netto, der har åbent om søndagen.

Døgn-Netto, tænker du nok? Jaaah...det gjorde vi også. Men der er åbentbart ikke garanti for, at en Døgn-Netto har søndagsåbent...i hvert fald ikke på Gentoftegade. Og så må man jo finde et andet sted at købe ind.

Vi havde sat os for at lave indiske kødboller, så vi SKULLE finde en Døgn-Netto med søndagsåbent, og da vi kom hjem, havde vi været gennem fire forskellige byer:

Dyssegård
Gentofte
Vangede
Emdrup

Det lyder nok lidt mere voldsomt, end det egentlig var, men det var alligevel en pæn cykeltur for et halvt kilo hakket kalv og flæsk, lidt mangochutney, kokosmælk, laurbærblade og et par flasker rødvin.

Og da der åbenbart var insektkongres i området, var jeg ikke ret sulten, da vi endelig kom hjem, qua min manglende evne til at cykle med lukket mund.

Men nu ved jeg da i det mindste, at jeg godt kan finde ud af at lave indisk mad. :)

Humor

Jeg faldt for nylig over den amerikanske komiker Stephen Lynch, der har en masse sjove videoer liggende på YouTube, hvor han synger sine sange om forskellige emner. Særligt den her kan anbefales.

Jeg spillede et par af videoerne for en kammerat i forgårs, og vi sad helt grædefærdige af grin, da vi hørte om katolske præster, der har en ting for "altarboys" og om hans syn på "Special Olympics".

Min kammeret ville gerne give mig et godt grin også, så han spillede noget "Distorted View" for mig, som er et radio-podcast, han er blevet helt vild med. Og det levede virkelig op til sit navn, for det var meget "distorted".

Jeg syntes egentlig ikke, at det var vildt morsomt...det var bare ekstrem humor, hvis eneste kvalitet var, at det var ekstremt ud over alle grænser. De jokes, der blev brugt, var ret banale, og der var langt mellem dem. Det var stort set kun "shock-value", der har gjort showet populært...og det er bare ikke nok for mig.

I går aftes kom kæresten forbi, og jeg ville gerne dele min opdagelse af Stephen Lynch med hende, selvom jeg ved, at vi ikke altid griner af de samme ting.

Vi havde det dog sjovt med at se et par videoer, men for hende var det med forbehold, da hun ikke mente, at han var helt fair overfor dem, han gjorde grin med...hvilket han helt bestemt heller ikke er.

Normalt ville jeg nok blive lidt irriteret over, at hun ikke kunne abstrahere fra sin moralske sans, mens hun hørte de her vanvittigt sjove sange, men med gårsdagens oplevelse med Distorted View i mente kunne jeg pludselig se det fra hendes side.

Og hvor jeg normalt ville have set hendes manglende latterkrampe som en opfordring til at prøve et par sange mere af for at se, om der var noget, der kunne få hende til at knække helt sammen af grin, så valgte jeg at stoppe dér.

Man kan ikke forvente, at andre griner af de samme ting som én selv, uanset hvor ens man ellers synes, man er. Og det er okay, at det er sådan.

Sjovt at man kan få udvidet sin horisont af en radiovært, der er stolt af at have furries* som lyttere, og som synes, at det er sjovt at have en brevkasse, som bliver besvaret af Satan, der lider af en seriøs mangel på punchlines.

* Furries er folk, der tænder på at klæde sig ud i dyrekostumer ala maskotdragter, der bliver brugt til football-kampe.

"I hate mondays..."

Garfield havde ret dengang, og han har stadig ret. Mandage er onde dage.

Her i weekenden punkterede min cykel (igen-igen-igen), og selvom det ikke skete på en mandag, så mærkede jeg det tydeligst her til morgen, da jeg skulle på arbejde.

Så skal jeg nemlig med bussen til Grøndal st., hvor jeg skal tage et tog videre til Flintholm. Det er kun ét stop, men jeg fik til gengæld lov til at vente i ca. 20 minutter på toget.

Som togføreren sagde, da jeg stod på toget: "Jeg vil lige byde de nye rejsende velkommen til denne mandag morgens togkaos. Dette tog kører ikke længere end Flintholm og fortsætter altså ikke til Ålholm station."...det siger ligesom det hele, ikke?

Nå, men jeg kom da frem...for at opdage at jeg havde glemt mit adgangskort. Nå, jeg smuttede lige forbi receptionen og lånte et gæstekort, og så videre op til tredje sal, hvor mit kontor er.

Kortet virkede desværre ikke, så jeg måtte ned på første sal igen, bytte kortet og så op på tredje igen.

Denne gang kom jeg ind. Yes! Det var dog lidt mærkeligt, at der ikke var nogen på etagen overhovedet.

Tanker om vintertid, atomkrig og andre årsager til dette fænomen fløj gennem mit hoved, men til ingen nytte.

Jeg gik mod kaffemaskinen, da jeg tænkte, at en kop kaffe måske ville give mig energi til at løse mysteriet om de forsvundne kollegaer. Det gjorde den også indirekte.

Ved kaffemaskinen mødte jeg en kollega, der fortalte mig, at han ikke havde tid til at deltage i det afdelingmøde, der startede for et kvarter siden...ARGH!

Ned på første sal igen, forbi receptionen og fuld fart ind i mødelokalet, hvor de netop var blevet færdige med at gennemgå det eneste, som jeg har nogen interesse i.

Herefter fulgte 30 minutters info om ting og sager, som gjorde det temmelig svært at holde øjenlågene fra at klappe så hårdt i, at lyden ville vække de andre, der også var på vej til at tage sig en lille lur.

Men i det mindste var der da én, der havde fødselsdag og derfor havde kage med.