"Har du ikke tabt dig?"

Okay, indenfor den sidste uge er der 4 forskellige mennesker, der har spurgt mig, om jeg har tabt mig. Sidste gang var for 10 minutter siden.

Det var en 45-årig mandlig serber (en god kollega), og jeg er efterhånden så træt af at høre det, når jeg ikke selv kan se det, at jeg lavede den gode gamle "bolle-i-doggystyle"-bevægelse, mens jeg med en påtaget mandig røst sagde: "Maaaasser af motion, mester!!".

Jeg har egentlig set mig selv som ret slank de sidste par år, men der har åbenbart været plads til forbedring.

Det minder mig om, da jeg tabte mig sidst, hvor folk blev decideret bange for, at der var noget galt med mig. Spiseforstyrrelse eller sådan noget.

Dengang klædte det mig virkelig at tabe mig de par kilo, og folk blev bekymrede.

Nu har jeg så tilsyneladende tabt mig yderligere, selvom der ikke var et udtalt behov for det, og dét klæder mig, siger andre.

Jeg fatter det ikke.

Fart på!

Hvad er odds'ne lige for, at man to gange på samme dag hører udtrykket:

"Og så kan man ikke se din røv for bare skosåler"...?

Ikke desto mindre skete det for mig i går.

Jeg ved ikke, om det "spøjseste" er, at det skete, eller at jeg rent faktisk bemærkede det.

Røgfri bytur

I lørdags var jeg i byen for første gang, siden den nye rygelov trådte i kraft.

På trods af mine mange overvejelser, har jeg egentlig ikke frygtelig meget at sige til det.

Vi var på City Rock, hvor der er let adgang til det store rygerum, der hedder Axeltorv, så det var ikke så slemt.

Men jeg fik dog hevet cigaretpakken op et par gange efterfulgt af sådan en "nåååårh nej, fuck osse!!"-følelse, hvor jeg så måtte overveje, om jeg skulle forlade det hyggelige selskab for at snige mig udenfor som den sølle junkie, jeg nu engang er.

Jeg bemærkede ikke, om luften var renere derinde eller ej. Dette kan skyldes heftig indtagelse af fadøl, men det kan også være, at det bare ikke gør så stor forskel, om folk ryger indendørs, når der er en ordentlig udluftning? Jeg gætter på det første.

Jeg tror stadig, at jeg er tilhænger af loven. Om ikke andet så for de ansattes skyld. Og fordi det ser så hyggeligt ud med alle de mange mennesker, der står rundt omkring foran barer og diskoteker. Byen virkede meget mere levende, end den plejer at gøre sent lørdag aften.


(Dagen i dag var i øvrigt meget, meget bedre end dagen i går)

Fra godt til skidt til godt igen

Er i klar til et længere rant? Det håber jeg, for her kommer det.

----

Hvordan kan en dag, der startede så godt, ende med at være så dårlig?

(for de sløve: Ja, det var et retorisk spørgsmål.)

Man forventer en dag fyldt med intet andet end latter, surprise-wienerbrød til morgenmaden og fucking skinnende hvide enhjørninger der henter importøl direkte fra Tjekkiet til aftensmaden, når man bliver vækket af vækkeuret klokken 6.15 ved siden af ethunderede-nogen-og-halvtreds centimeter fantastisk dejlig Emma, som skal ud af døren "medde-vuns", mens jeg kan ligge og snorke videre i yderligere to timer.

Det er da en fantastisk start på dagen, når man som jeg er lidt sadistisk anlagt. Jeg mener endda (er ej sikker...jeg sov jo), at hun kom ind for at kysse mig farvel og fortælle mig, hvor misundelig hun var på, at jeg bare kunne sove videre, hvortil jeg svarede noget i retning af:

"Ja ja, men nu skal du jo også huske på, at...[SNOOOOOORK]"

Spol to timer frem og betragt min slatne, søvndrukne og temmelig-tæt-på-nøgne krop vandre ind under bruseren...pyha, jeg var godt nok træt.

Det regnede også udenfor, så jeg kunne ikke cykle på arbejde. Ikke før det holdt op i hvert fald. Og når jeg alligevel er så træt, så er det ærgeligt at være fanget derhjemme. Det er fjollet at være så smadret i sin fritid, når man kan være det på arbejdet, ikke?

I samme nu som ærgrelsen havde fundet sig til rette, holdt det op med at regne, og jeg sprang op på cyklen og kom på arbejde i tør tilstand. Regnen gjorde endda, at der stort set ikke var andre på cykelstierne end mig, så jeg kunne rigtigt trykke den af. Fabelagtigt!

Og SÅ!!! Så begyndte det at gå ned af bakke.

Jeg fik en hasteopgave, hvor jeg skulle opgradere en server for en af vores konsulenter, der skulle vise vores nye version frem for en potentiel kunde, og det skulle altså bare gå stærkt.

Det var ikke konsulenten selv, der bestilte denne opgave, men en anden i følgeskab med min projektleder, som godkendte, at jeg brugte tid på opgaven. Dette virker måske irrelevant, men det vender vi liiiige tilbage til...

Min projektleder gik tilbage til sit kontor, da han havde sagt, at jeg skulle gøre det her, og ham den anden og jeg gik i gang med at planlægge detaljerne. Jeg fortalte, at jeg formentlig først kunne have det klar omkring frokost, måske lidt senere.

Klokken var 9.20, så vi taler altså om godt og vel 3 timer til en opgave, der ville tage mærkbart længere tid, hvis en anden skulle gøre det.

Men dét var altså ikke godt nok, så vi måtte hen til min projektleder, så han kunne godkende, at jeg videregav mine andre opgaver til en i forvejen travl kollega og kun fokuserede på det her.

Jeg knoklede løs, og 11.45 var jeg færdig efter at have løst alle de problemer, jeg naturligvis vil rende ind i, når de insisterer på at demonstrere software, der ikke er færdig endnu.

Jeg fandt så ud af, at min projektleder havde bildt dem ind, at det kun ville tage 15-20 minutter at opgradere serveren, så der herskede en lidt negativ stemning. Det tager normalt 30-45 minutter på en server, der er 10 gange kraftigere, så jeg ved sgu ikke lige, hvor han fik de 15-20 minutter fra.

Og her kommer så dét med, at jeg ikke fik bestillingen fra ham, der skulle bruge serveren:

Der skulle åbenbart laves noget opsætning, da konsulentens server manglende et par ret vigtige ting for at kunne fungere ordentligt. Det havde jeg naturligvis ikke lavet, da der ikke var nogen, der havde fortalt mig det.

Dette, samt "forsinkelsen", gjorde, at han gik uden at sige tak eller noget som helst. Han svarede ikke engang på, om jeg skulle lave den opsætning for ham, da jeg tilbød det.

Nå, okay så...

En halv time efter ringede han til mig og sagde, at systemet ikke virkede. Jeg spurgte ind til det, afprøvede det i vores eget testmiljø, fandt ud af hvad han gjorde forkert, ringede tilbage...alt sammet i løbet af 10 minutter. Og jeg fik en kommentar om, at han altså skulle have sådan nogle ting at vide.

Ja, okay...skal jeg fortælle om samtlige af de 84 (eller deromkring) åbne fejl, vi har på vores ikke-færdige system, som du desværre er endt med at skulle præsentere? Jeg synes sgu, at det er synd for ham at få sådan en shitty opgave, men for pokker...det har jeg ikke noget med at gøre.

Jeg fik dog et lille tak denne gang, da jeg havde forklaret, hvordan han skulle gøre for at få tingene til at virke. Muligvis fordi jeg hele vejen igennem havde udvist en temmelig "NÅ?!"-agtig attitude, når han brokkede sig uretfærdigt. Han kan ikke have været i tvivl om, at jeg var temmelig tæt på at få frostbid i røven over hans problemer, som jeg ikke havde nogen skyld i.

Senere på dagen blev jeg hevet ind til et hurtigt "møde", hvor jeg måtte fortælle, at en kundes fejl altså ikke kunne løses på en hurtig og nem måde, da det var teknisk umuligt, og at der skulle en større opgradering til.

Det fik en leder til at lade som om, at han trak en papirkurv ned over hovedet, hvilket lyder morsomt, og det var det egentlig også lidt...men han var virkelig frustreret. Det er sgu ikke rart at skulle være dén, der fortæller sådan noget.

Og så skulle jeg jo også lige købe ind på vej hjem. I min DEJLIGE(!!!) Føtex, som stort set ingen andre mennesker bruger, hvilket naturligvis medfører behageligt korte køer og hurtig, smilende betjening.

Jeg timede endda min cykeltur mod Føtex til at ligge mellem regnbygerne, for nu skulle denne dårlige dag vendes til noget positivt. Og det lykkedes! Det begyndte først at regne i samme sekund, jeg kom indenfor.

Det første, jeg så, var godt og vel 15 mennesker i hver af de 10 køer.

What...the...FUCK?!

Hvem har sladret om min hemmelige Føtex?!

God damn it!! Nå, men nu kan jeg lige så godt røbe, at der er tale om Føtex ved Vanløse Station. Nu er den jo ikke hemmelig mere. Suk...

Jeg prøvede at sætte min positive attitude op og tænkte, at regnvejret så i det mindste nok ville være holdt op, når jeg kom ud.

Jeg gik hen mod rugbrødet og hørte to Føtex-serviceknægte tale om en eller anden forestående musikbegivenhed. Det her er direkte citeret efter min (noget hullede) hukommelse:

"Nik & Jay kommer, maaand! Det bliver max fedt!! Wooo!!!!!!!"

Okay, jeg har aldrig haft fornøjelsen af at se dem live. Men med mindre der er tale om en virkelig, virkelig, virkelig lille begivenhed, så MÅ der fan'me være noget bedre at glæde sig til.

Og det er ikke for at bashe Nik & Jay, for de er jo fra 35-dobbelt-nul ligesom jeg selv, og jeg er egentlig træt af, at alle hader dem så voldsomt. Jeg kan bare ikke forstå, hvordan man kan være 17 år gammel, hankøn(!!) og sætte dem øverst på ønskelisten, med mindre man har problemer, der kræver medicinsk behandling.

Det var på dette tidspunkt, at bægeret flød over, og jeg besluttede mig for, at jeg måtte have noget dulmende.

Hvor jeg tidligere i mit liv har sværget til alkohol, faldt valget denne gang på Snøfler. Det er ikke nødvendigvis sundere, men de giver i det mindste ikke tømmermænd.

Jeg skyndte mig at finde resten af nødvendighederne og styrtede mod kasselinien, forberedt på et længere ophold i køen, hvor folk stirrer mig ind i ansigtet for derefter at stille et fornærmet ansigtsudtryk op, når jeg kigger igen. Just my kind of fun...

Første kø...10-11 mennesker. Næste kø...lige så mange. Næste, næste, næste og næste...det samme. De to sidste køer nærmest kiosken er åbenbart forbeholdt dem med en IQ på mere end kvadratroden af 576, for der står kun 2 mennesker i hver.

Jeg mener selv, at jeg ligger et pænt stykke over adgangskravet til disse køer, så jeg havde ikke tid til mere end en enkelt øjenkontakts-oplevelse...endda med en kvinde, der ikke blev fornærmet, blot skræmt.

Da jeg kom ud, regnede det stadig, og så kørte jeg dødsruten op ad Jernbane Allé, hvor jeg kun måtte lave undvigemanøvrer sølle 3 gange (på 3-400 meter), inden jeg ramte det røde lys ved Jyllingevej, hvor jeg heldigvis kom først, så der var ikke var nogen, der stod i vejen for denne hurtigt accelererende unge mand.

Her mente en ældre kvinde bag ved mig åbenbart, at hun skulle stå af sin cykel...and I kid you not(!!)...trække den op foran mig, stille sig midt i fodgængerfeltet og vente på det grønne lys, der i hendes obskure verden tilsyneladende signalerer, at NU kan hun begynde en uendelig langsom montering af sit rustne korpus på sin cykel...

Fanner'me nej! Jeg cyklede op forbi hende på venstre side, drejede til højre lige foran hende og signalerede med ret kraftig hovedrysten og himmelvendte øjne, at jeg mente, at hun hørte til i en af de 8 køer i Føtex, der ligger længst væk fra kiosken.

Nu sidder jeg så her og har udspyet al min galde over denne verdens dumme mennesker.

De har godt nok taget min kort-kø-Føtex fra mig, men i det mindste har Føtex svaret igen og placeret dem i supermarked-ækvivilanten til "bagerst-i-bussen". Jeg vil forsøge mig med noget lignende positivt og undlade at tænke over det her resten af aftenen.

Nu står den på Simpsons, rugbrødsmadder med pålæg til 4 kroner pr. skive, og senere skal jeg se en B-film med et budget i Spielberg-klassen.

PAS PÅ!!

Rov-dafnien kommer!!!

AAAAARRRRGGGGHHH!!!!

2 uger tilbage...

Jeg burde tage noget mere i byen. De næste 2 uger burde jeg faktisk gøre det hver eneste dag.

Nu er det nemlig ved at være sidste udkald, hvis man er en af de der modbydelige rygere. Og det er jeg jo.

Hvis jeg husker rigtigt, så træder den nye antiryge-lov i kraft den 14. august. Det er en tirsdag, så jeg husker formentlig ikke rigtigt. Det er nok det tykke lag af tjære på min hjerne, der ødelægger min hukommelse.

Men hvis jeg nu lige skal være seriøs, så synes jeg faktisk, at det er okay, at der kommer en masse steder, hvor man ikke må ryge. Mest pga. personalet, men også af hensyn til dem, der ikke kan lide røg...eller slet ikke kan tåle det. De skal jo også have mulighed for at have en festlig aften uden risiko for, at de kreperer.

Jeg synes så, at det er fuldstændig vanvittigt, at regeringen er blandet ind i det, for mon ikke der er et marked for ikkeryger-barer? Det tror jeg da helt bestemt, at der er, og det har været min holdning, lige siden jeg hørte om lovforslaget.

Eller hvad?

Måske har regeringen regnet ud, hvor smarte bar-ejerne er...måske har de bare tænkt nogle af de samme tanker, som jeg har gjort mig det sidste stykke tid.

Jeg bruger gladeligt 1000 kroner om måneden på noget, der ganske langsomt forringer min lungekapacitet, påvirker min kondition og øger risikoen for adskillige typer kræft.

Hvis man skal typebestemme sådan en person, så vil man nok bemærke, at vedkommende har et ret løst forhold til sine penge og sit helbred. Man kan endda sige, at vedkommende tænker kortsigtet og går efter den umiddelbare tilfredsstillelse uden de helt store tanker omkring konsekvenserne.

Lyder dette ikke som profilen på enhver bar-ejers yndlingskunde?

I hvert fald set i forhold til dem, der ikke sætter ild til 1000 kroner hver måned og undlader at sætte deres helbred over styr for noget, der føles rart.

Så er der jo også det faktum, at rygere bare ER sjovere.

I har alle været til de der fester, hvor man kun må ryge ude på bagtrappen eller i køkkenet. 3 timer inde i festen står samtlige rygere og mindst halvdelen af ikke-rygerne i den store, smukke og underholdende røgsky, der er frembragt af vores små dødspinde.

Der er vist ingen videnskabelige undersøgelser, der understøtter denne påstand, men det er nu bemærkelsesværdigt, at det altid er sjovest at være dér, hvor man gerne må ryge, ikke?

Og hvis der var 2 barer at vælge imellem, hvor man kun måtte ryge på den ene, så ved jeg godt, hvilken én jeg ville vælge. Jeg tror endda, at en del af mine ikkeryger-venner ville følge med.

Der er rigtig mange faktorer, der spiller ind, når man prøver at håndtere den her situation.

Det er ikke så ensidigt, som den hardcore ryger-liga påstår, når de taler om helbredstyranni, magtmisbrug, privat ejendomsret for ejerne af udskænkningssteder og alt det der.

Så måske er det okay, at regeringen presser det her igennem, selvom det piner mig lidt at indrømme det.

Loven er jo god for mine ikke-rygende medmennesker, og det er da altid en lille trøst.

Økonomisk udødelighed og meget andet godt

Okay, der er ret meget at tage fat på denne gang. Jeg vil prøve at sammenfatte det i ét indlæg.

Lad mig lægge ud med at sige, at min tøjkrise er afværget.

Det lykkedes mig at bruge 900 kroner på fire tshirts og et par nye sko. Jeg føler mig ret tøset, når jeg tænker på, at jeg havde en dårlig oplevelse og så køber sko dagen efter.

Og det er desværre ikke første gang, at jeg viser de tendenser.

Men pyt med det...mine nye sko er sgu egentlig ret fede. Jeg vil lige omfavne min feminine side og at vise et billede af dem.




Aftenen hos de gamle var en stor succes. Min stedmor blev meget glad for sin nye Pandora-ting...sådan en turkis glasperle-armbånds-dims.

Vi fik også talt om både politik og religion. Og min stedmor, der arbejder indenfor politiet, fik at vide for første gang, at jeg har røget en hel del hash for nogle år siden.

Det er længe siden, at jeg har talt så godt med dem...og det er længe siden, at jeg har været ved at brække mig af grin hjemme hos dem, men det var jeg altså i aften, da jeg hørte en god historie.

Min stedmor er kristen, men heldigvis ikke på Moses Hansen-måden. Hun har sin tro, og hvis andre vil tale om den, så er hun med på det, men ellers holder hun sin tro for sig selv.

Når hun tager folk med i kirke, så forventer hun dog en vis form for situationsfornemmelse fra sine "gæster", og min far skuffer altså på det punkt, da han har en kedelig tendens til at begynde at bande helt vildt i samme øjeblik, han sætter fod i en kirke.

Det kan man så tænke om, hvad man vil, men anyway...denne tendens var altså særligt uheldig i en situation, der fandt sted for et par år siden.

Min stedmor havde taget min far med til gudtjeneste, og da det var en del år siden, han sidst var i kirke, var han ikke bekendt med, at altervinen nu er blevet udskiftet med Ribena.

Så da præsten har skænket op, og min far har smagt på "vinen", udbryder han til min stedmors forfærdelse:

"For fanden, det her er jo Ribena?!"

Dette blev ytret med en lydstyrke, så præsten og sikkert også de første par rækker kunne høre det, og min far supplerede skam også udbruddet med et bebrejdende blik rettet mod min stedmor, hvilket næppe har givet de tilhørende et mere positivt indtryk af ham efter hans bemærkning.

Hvor ville jeg dog gerne have været der!!


Men jeg kan heldigvis trøste mig med denne posts sidste emne.

Jeg er nemlig økonomisk udødelig.

Det er gået op for mig, at jeg simpelthen ikke kan fucke up, når det gælder penge.

Mit forbrug og særligt min tendens til at impulskøbe ting som Xbox-spil og guitarer (No shit...jeg impulskøbte engang en guitar til 5.000 kroner) burde have sikret mig personlig konkurs så utroligt mange gange, at i slet ikke drømmer om det.

På en eller anden måde ender det dog altid godt, og jeg har ikke været under 0 på min konto i en del år efterhånden.

Jeg havde faste udgifter for 13.383 kroner i juli måned. Det er sgu et ret højt beløb, og det efterlader cirka et rådighedsbeløb på halvdelen af, hvad jeg normalt bruger på en måned.

Så var der jo også lige Roskilde Festival, hvor jeg fik brændt omkring 6.000 kroner af. Jeg har lige siddet og regnet det ud, og chokket har endnu ikke fortaget sig helt.

Det betyder, at jeg i juli måned havde brugt 19.383 kroner, da der var gået gået én uge.

Selvom jeg er forholdsvis godt lønnet, så er det altså mere, end jeg får udbetalt, og der er jo lige 3½ uge mere at skulle leve i, så jeg burde virkelig være på røven nu.

Men nej...jeg nåede ikke at komme i minus.

I maj var jeg nødt til at tage noget overarbejde, der blev udbetalt til dobbelt takst, og så var der jo også lige lidt penge fra vores kære skattevæsen samt feriegodtgørelsen, der vist nok tæller for 1% af det indtjente beløb for sidste år.

Så alt er i orden, og jeg får ikke et brev fra min bankrådgiver, hvor han anbefaler mig at makulere mit dankort, putte strimlerne i mikroovnen for fuld styrke i 45 minutter og smide plastikklumpen i Marianergraven.

Det virker som om, at lige meget hvor mange økonomiske hjørner, jeg får malet mig op i, finder jeg altid en vej ud uden at få maling på skoene.

Lige meget hvor mange økonomiske vinduer, jeg kaster min økonomi-kat ud af, lander den altid på benene.

Lige meget hvor...eh...okay, jeg er løbet tør for dumme analogier.

Efter at have været bange for min netbank i et stykke tid, har jeg endelig fået et godt forhold til den igen.

Dovenskab > økonomi

Det var sgu ikke en sjov nat. Jeg faldt først i søvn efter klokken 4. Billedet af min mor startede en masse tanker, der var svære at lægge fra sig.

Men i dag er en ny dag (eller det er det jo faktisk ikke, da problemet opstod efter midnat, men skidt nu med det), og når dagen i går var en dårlig dag, så har dagen i dag gode chancer for at blive bedre end dagen i går.

Eller noget i den retning.

Mit humør er egentlig ret godt i dag trods søvnunderskud og ret urimelige arbejdsopgaver. Så jeg vil dele noget lidt spøjst med jer, som bekræfter mange fordomme om fyre...og nok særligt om mig.

Jeg står lige nu i en situation, hvor jeg ikke har mere rent tøj derhjemme. Det oplagte ville være at vaske, og det ville jeg også have gjort, hvis jeg ikke var gået kold på sofaen efter fyraften i går.

Men så kunne jeg jo gøre det i aften, ikke? Tjoh, det kunne jeg vel godt. Men jeg er blevet inviteret på middag hos min far og stedmor, og gratis mad er svær at takke nej til.

Eller nej, det er faktisk ikke så meget dét med, at det er gratis. Det er mere, at det er både hjemmelavet, velsmagende og ikke kræver nogen indsats fra min side.

Jeg kan dog ikke nå hjem og vaske, hvis jeg tager hjem til dem, og så opstår der lige et problem med hensyn til tøjsituationen i morgen tidlig.

Jeg mangler både rene boxershorts, sokker og tshirts, så jeg kan ikke bare lave lugte-testen på en enkelt tshirt og se, om der er én, der kan bruges en dag mere (det har jeg desuden allerede gjort 3 gange siden sidste tøjvask)

Nu er det således, at min stedmor lige har haft fødselsdag, og jeg skal alligevel i Frederiksberg Centeret for at købe en gave til hende, så det er jo nærliggende at stikke hovedet ind hos mine sædvanlige tøjbutikker, når jeg alligevel er dernede.

Dagens gode råd:

Prioritér dovenskab over økonomi. Det er jo først på måneden. :)

Håber du fandt hvile...

Jeg sad lige og kiggede gamle billeder igennem for at mindes alle de gode tider, jeg har haft.

Det startede egentlig som et forsøg på at finde noget gammel musik, som jeg ikke har hørt længe, men så faldt jeg over alle de her gamle billeder.

Der var også et billede af min mor. Et af de meget få, der nogensinde blev taget, for hun var ikke glad for kameraer.

Jeg fangede hende i et uopmærksomt øjeblik cirka et år, før hun døde.



Hvor er det underligt at se det billede af hende. Jeg tænker stort set aldrig på hende, og de 3-4 gange, hvor jeg har set billede af hende, efter hun døde, har jeg altid tænkt "Nårh ja...det var jo sådan, hun så ud."

Jeg bliver overrasket hver gang, og det giver mig dårlig samvittighed. Også at jeg ikke kan huske hendes stemme. Jeg kan simpelthen bare ikke høre den inde i hovedet længere.

Jeg burde kunne huske hende bedre, men det kan jeg ikke. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Måske fordi folk bliver irrelevante, når de forsvinder? Det virker kynisk, men det er den bedste grund, jeg kan finde på.

Jeg tror egentlig også, at jeg er for ung til at tænke over sådan noget, for mine erfaringer med død er gudskelov ret begrænsede. Men det er svært at lade være at prøve at finde grunden til, at jeg ikke husker hende mere tydeligt.

Hun døde den 8. marts 2001 efter et liv, der vist nok krævede mere af hende, end hun havde at give. Jeg håber, at hun gik bort med et smil. Et tyndt og urealistisk håb, men nogle gange er virkeligheden sgu bare så fucking brutal, at det er svært at se den i øjnene.

Og så er håbet - i form af et bind for øjnene - det eneste, der kan få tingene til at give mening.